I første del fortalte jeg om gobelinens historie og dens vej til Den Gamle Bys samling, og om de informationer gobelinen giver os. Denne gang vil jeg zoome ind på gobelinens skader og på vores arbejde med at konservere gobelinen.
Hvordan var gobelinens tilstand?
I det dunkle lys i Aarhus Mølles sal, så gobelinen egentlig meget velbevaret ud. Der var ingen større skader, der sprang i øjnene, bortset fra den slidte ophængskant. Men da vi fik set nærmere på den, viste den sig at have flere skader.
Ophængskanten var meget ødelagt på grund af den måde man havde ophængt gobelinen i.
Gobelinen er flere steder meget slidt. Det undrede mig lidt, indtil jeg fandt ud af at den i en længere periode havde været brugt som gulvtæppe. Tekstilfibrene er tydeligt nedbrudte, de er blevet skøre og knækker let ved berøring. Når fibrene knækker kan de løsne sig fra vævningen og falde ud. Flere steder mangler islættråden, der danner mønsteret helt eller delvist, og kun trendtrådene står tilbage. Islættrådene danner mønsteret, hvis de mangler udviskes billedet og mange detaljer kan gå tabt. Når trådene begynder at falde ud, vil vævningen svækkes og til sidst skride fra hinanden. Andre steder er trendtrådene knækkede, hvilket betyder at der kommer et hul.
Når trendtrådene knækker, kommer der hul i vævningen. På billedet kan man se en gammel restaurering, hvor man har lappet hullet ved at efterligne en vævning.
Gobelinen har mange gamle restaureringer. Restaureringerne ser ud til at være lavet af flere omgange. Den sidste restaurering kender vi fra registreringskortet, og foregik i 1927-28, som før omtalt. De fleste af restaureringerne støtter stadig gobelinens vævning på en god måde, derfor er der ingen grund til at fjerne dem. Eksempelvis er der, på bagsiden, syet baner af hør fra top til bund. Gobelinen er meget tung og hørbanerne er med til at fjerne noget af trækket på vævningen, da hørstoffet ikke giver sig.
Nogle af restaureringerne består af en slags kunststopning, hvor man har broderet hen over skaderne. Det tråd man brugte er nu bleget og passer ikke længere i farven, derfor ville vi egentlig gerne fjerne dem. Men man har broderet så tæt, at de ikke er mulige at fjerne uden at ødelægge gobelinens originale vævning. Derfor lod vi dem være. I nogle få tilfælde valgte vi at fjerne de gamle restaureringer, primært fordi de skæmmede udseendet. En af dem var restaureringerne på blomsten, der ses på billedet.
På bagsiden af gobelinen ses de gamle restaureringer tydeligt. Der er syet lange baner af hørlærred fra top til bund, som er med til at støtte gobelinen. Den store vægt belaster nemlig gobelinvævningen. Man risikerer at den trække sig selv i stykker.
Gobeliner kan være ekstremt snavsede, mange har aldrig været vasket og er fyldt med snavs og sod. I flere tilfælde har farverne på gobeliner ændret sig radikalt efter vask. Jeg har set eksempler på gobeliner, hvor mørklødede personer i gobelinen, ændrede hudfarve i forbindelse med vask og viste sig at være hvide. Vores gobelin så umiddelbart ikke så voldsomt snavset ud.
Det er tydeligt at gobelinen på et tidspunkt er blevet vasket. I den forbindelse er gobelinen blevet skadet. Ser man på gobelinens overflade, er den meget ujævn. Dette skyldes sandsynligvis at den er blevet vasket i for varmt vand. Alle ved at når uld vaskes ved en for høj temperatur kryber den. Som tidligere fortalt, er gobelinens trend af uld og ikke som ofte af hør. Under vask er denne uld krøbet. Trendtrådene er meget lange tråde, idet de løber fra top til bund, derfor er de krøbet mere end islæt trådene, som danner mønsteret. Det betyder at der ikke længere er plads til alle islæt trådene, som derfor bliver skubbet sammen og giver en ujævn bulet overflade.
Her ses den meget buledeoverflade.
Hvordan renser man en gobelin?
Tidligere vaskede man gobeliner i et interimistisk kæmpe kar. Det gør man ikke længere, af flere årsager. Gobelinen optager meget vand under sådan en vask og er derfor meget længe om at tørre, desuden er det meget svært at vaske sæben ud igen. Når gobelinen flyder i vandet, løsner nogle af de knækkede fibre sig, og flyder ud med vandet, hvorved vævningen svækkes. At vaske så stort og tungt en gobelin er også meget besværligt og fysisk hårdt arbejde. I dag findes der en mere skånsom metode. Vasken foregår i en højteknologisk computerstyret maskine. Gobelinen placeres på et vakuumbord, hen over bordet kører der en ”arm”, som sprøjter en fin støvregn af vaskevand udover gobelinen. Vandet suges ned igennem gobelinen, hvorved snavset trækkes med ud. Denne type vask er langt mere skånsom, end almindelig vask og har også vist sig at være langt mere effektiv. Desværre er den meget omkostningsfuld. Ikke mindst fordi den nærmeste ”vaskehal” er i Belgien. Grundet den høje pris og fordi gobelinen tidligere havde været vasket og derfor ikke var voldsomt snavset, kom en rigtig vask ikke på tale.
Helt ren var den dog ikke, så jeg var nød til at finde på en alternativ rensemetode. I stedet for en rigtig vask, besluttede jeg derfor at udføre en overfladisk vask, med en tæppestøvsuger. Tæppestøvsugeren sprøjter vand ud af mundstykket og suger det op igen umiddelbart efter. På den måde kan man rense overfladen af gobelinen, uden at gøre den helt våd. Overfladevasken foregik på mit vakuumbord, så gobelinen hurtigt kunne tørre helt op.
Gobelinen var så stor at jeg måtte ”støvsuge” den af flere omgange. Hvert område skulle tørre helt op inden jeg kunne gå videre til det næste område, derfor tog overfladerensningsprocessen en hel uge.
Jeg blev egentlig lidt overrasket over hvor meget snavs der alligevel sad på gobelinens overflade. Selv efter den var blevet grundigt støvsuget for løst skidt, inden den blev overfladevasket med tæppestøvsugeren. Størstedelen af snavset formodes at være nikotin, da det indtil for få år siden var tilladt at ryge i salen. Det kunne også være en forklaring på hvorfor gobelinen var markant mere snavset på den øverste halvdel, idet røg bevæger sig opad.
“vaskevandet” fra gobelinens øverste halvdel efter overfladerensningen med vandstøvsugeren.
“vaskevandet” efter rensning af gobelinens øverste halvdel.
Skader restaureres efter gamle traditioner
Nu var gobelinen blevet støvsuget og overfladerenset, og nu var der ”kun” syarbejdet tilbage. Metoden til restaurering af gobeliner har ikke ændret sig synderligt gennem tiden. Man restaurerer skaderne ved at lægge et stykke hør på bagsiden som støttestof. De løse tråde sys til støttestoffet med noget man kalder murstenssting, hvorved de låses fast. Hvis der er hul i gobelinen, laver man en form for kunststopning, der har til formål at kamuflere hullet. Metoden er relativ simpel, men meget tidskrævende.
I det brune område langs den lyse stribe, har vi syet de løse trendtråde fast til støttestoffet med murstenssting. Trådene ligger nu fast og risikoen for yderligere tab af fibre er minimeret. På afstand ser man ikke længere hullet.
Den gamle restaurering er fjernet og erstattet af en form for kunststopning, hvor man lægger en tråd i den ønskede farve på tværs af trendtrådene, herefter syer man denne tråd fast med murstenssting.
Velcro er et vidunder materiale
Efter mange timers syning, er det endelig blevet tid til at montere det nye ophæng. I dag hænger man oftest gobeliner op i velcro. Velcro har den fordel at det er meget stærkt. Det er næsten umuligt at tvinge fra hinanden, med mindre man hiver det fra hinanden fra enderne. Dette betyder, at når man hænger en gobelin op i velcro, hænger den godt fast. Samtidig er det meget let at rykke den ned fra væggen, i tilfælde af brand eller lignende. Velcroen syes på hele vejen, for at fordele vægten fra gobelinen jævnt over hele dens bredde.
Min kollega Birgitte er i gang med at montere velcroen, som gobelinen skal hænges op i.
Gobelinen er nu færdigkonserveret og bør kunne holde til at hænge i Aarhus Mølles sal mange år endnu.
Bevaringsafdelingens snedkere Torsten og Knud hjælper med at montere velco på væggen og hænge gobelinen op.