De unge på kanten har brug for rollemodeller

5. april 2024

Af Christian Rønne Larsen, tømrerformand i Den Gamle By, og Niels Meyer, bygningschef i Den Gamle By.

Mens hovedparten af en ungdomsårgang tager gymnasievejen, er der tusindvis af unge, der har meget lidt udsigt til uddannelse og arbejde. Samtidig anslås det, at samfundet i 2030 vil mangle henved 100.000 faglærte. Museer kan hjælpe med at vende udviklingen. Dette indlæg er første gang bragt som kronik i Kristeligt Dagblad 5. april 2024. 

Hvor kan man som ung i dag møde de rollemodeller, der kan være med til at få en til at vælge en erhvervsuddannelse? Svaret er desværre ikke opløftende. Fra første dag i vuggestuen bliver de små passet af personale, som har gået i gymnasiet, det gør de også i børnehaven, og i folkeskolen har både lærere og pædagoger taget studentereksamen, inden de uddannede sig videre. Så hvordan i alverden skulle børn og unge få lyst til at blive tømrer, bager, industritekniker, klejnsmed, vvs’er eller murer, når stadigt færre samtidig har forældre eller andre familiemedlemmer, som har taget en erhvervsuddannelse?

I Den Gamle By har vi i mange år uddannet tømrere, murere, malere og snedkere. De senere år er vi også begyndt at uddanne kokke, gartnere og skræddere, og vi drømmer om, at også konditoren samt vores blikkenslagere, elektrikere, smede, bagere, tjenere og butiks- og kontorpersonale kan hjælpe med at uddanne fremtidens fagfolk. I øjeblikket har vi otte lærlinge, og der er plads til flere.

Rundt om i Den Gamle By er håndværket synligt for gæsterne, som her kan gå i dialog med museets fagfolk. De kan også blot se på og måske fascineres af de ”kloge hænder”, de her møder. Håndværkerne er rollemodeller, og for børn og unge, der er mere vant til skærm og tastatur, er det tydeligvis noget helt særligt at opleve fagfolkenes håndelag.

Positive erfaringer fra sommertemaet ”Godt håndværk – også i fremtiden” har betydet, at museets gæster fra tid til anden kan prøve forskellige former for praktisk arbejde, og det er tydeligt, at det for mange er en ny erfaring, at de rent faktisk kan lave noget med deres hænder.

Godt håndværk-temaet indeholder også en udstilling om fagstolthed, som fortsat kan ses. Her kan gæsterne lege med forskellige håndværksteknikker, ligesom de kan se svendestykker og videointerviews med unge svende, der lyser af stolthed, når de fortæller om deres fag.

En interviewundersøgelse viser, at Den Gamle Bys fokus på håndværk har givet 63 procent af de besøgende ny viden, og 48 procent af de adspurgte har fået et mere positivt indtryk af håndværk. En helt ekstraordinær gevinst er det, at flere unge akademikere har fået så meget blod på tanden, at de er gået i lære i Den Gamle By. ”Jeg savnede at kunne bruge både kroppen og hovedet,” er et typisk udsagn.

Joar, der er i lære som tømrer, er oprindeligt universitetsuddannet historiker. Han fortæller:

”Byggeri er fedt, at skabe rammerne om de liv, vi lever. Og så kan jeg godt lide at bruge mine hænder. Det er fedt at få et job, hvor man lærer det, man skal kunne, undervejs i stedet for at skrive opgaver på universitetet. Og så får man jo løn under uddannelsen. Det er fedt at få den anerkendelse. Man føler sig også samtidig mere nyttig, fordi man laver noget, der har værdi for andre. Jeg overvejer at blive selvstændig og nyde den frihed at kunne vælge interessante projekter selv i en blanding af både spændende byggeprojekter, undervisning og formidling.

”Bæredygtighed og sund fornuft er også vigtigt for den kommende tømrer:

”Træ er bæredygtigt, det er fremtidens byggemateriale, genialt til at lagre CO2. Jeg vil gerne bidrage til den grønne omstilling, og tømrerfaget er helt klart et sted at tage fat. Restaurering og bevaring frem for nedrivning og nybyggeri er jo noget af det mest bæredygtige.”

Joar og hans syv lærlingekolleger er rollemodeller, som Den Gamle Bys gæster kan blive inspireret af.
Måske Den Gamle Bys ry og ikke mindst den fagstolthed, man møder overalt på museet, også kan spille en rolle for nogle af de tusindvis af unge, der hverken er i job eller i uddannelse.

I en årrække har vi arbejdet med konkrete modeller for inklusion af børn og unge, der lider af adhd, autisme og andre mentale handicap. Erfaringen har vist, at tre forudsætninger skal være opfyldt, for at de unge får en succesoplevelse: De skal for det første have én bestemt voksen, der tager hånd om dem, så de føler sig trygge. Dernæst spiller forudsigelighed en vigtig rolle. At de ved, hvad de går ind til, og hvad der skal ske. Og endelig har det vist sig, at praktisk, konkret og veldefineret arbejde er lettere at håndtere for de unge end opgaver af mere teoretisk, akademisk art.

Vi drømmer om at nyttiggøre erfaringerne fra dette arbejde til at give de unge, der ikke er i gang med noget, mulighed for at snuse til nogle af de 15 forskellige praktiske fag, som man møder rundt om i Den Gamle By. Og så kan man jo håbe på, at nogle af dem får mod på en læreplads og derigennem kan komme godt i vej. 

For at det skal lykkes, kræver det for det første, at man har den rette person, en slags mentor, som kan give de unge trygge rammer og kontinuitet. En person, der altid er der. En person, der både kan give et klap på skulderen og et kærligt ”spark bagi”, når det er påkrævet. En der kan tage hjem til den unge og få vedkommende ud af fjerene om morgenen og samtidig stille sin skulder til rådighed, når der er behov for at græde ud.

Dernæst forudsætter det, at de ledere, mestre og formænd, som skal have de unge i praktik, er gearet til at hjælpe og opmuntre de unge, når de skal prøve sig frem inden for netop deres fag. Tage hånd om dem, give dem gode råd, vise til rette og give dem en ærlig feedback. Naturligvis i tæt samarbejde med den mentor, som jo skal være de unges faste og gennemgående støtte.

For det tredje skal en sådan model udformes inden for de rammer, der i forvejen er på arbejdsmarkedsområdet, eventuelt som forsøg, så det kan lade sig gøre at afprøve, om modellen rent faktisk kan bære. Dette er måske den vanskeligste hurdle. Og endelig skal der for det fjerde skaffes særlige midler til at prøve modellen af.

Vi er meget bevidste om, at staben i Den Gamle By ikke er professionelle behandlere, og at vi derfor skal holde os fra de sværeste tilfælde. Hvis vi skulle få mulighed for at teste vores tanker i praksis, bør fokus derfor være på unge mennesker, der for eksempel er droppet ud af de uddannelser, de er begyndt på, og unge, der har svært ved at møde på arbejde på de praktiksteder, de bliver henvist til. Måske også unge med lettere diagnoser.

I Den Gamle By drømmer vi om at kunne gøre en indsats på området. Vi tror, at museets faglige mangfoldighed og sociale erfaringer er et relevant fundament i forhold til at kunne løfte opgaven.

Vi tror såmænd også, at mange unge vil være glade for at kunne fortælle deres forældre og omgangskreds, at de arbejder et sted som Den Gamle By. Og ikke mindst ved vi, at arbejdet med at få flere faglærte i fremtiden er en overordentlig vigtig samfundsopgave.

I Den Gamle By er vi med på at gøre forsøget. Det tror jeg også, mange andre kulturvirksomheder vil være. Første skridt er, at man begynder at tænke museer og kultur som andet og mere end ”bare” museer og kultur.