Åbner igen 10:00
Køb billet

Glem ikke almindelige menneskers huse og historie

Af Thomas Bloch Ravn
21. februar 2024

 


Det aktuelle fokus på det vilde vejrs erosion af overklassens slotsruiner, borge og gravhøje bør ikke få os til at glemme de almindelige menneskers historie og huse, som jo også står ude i al slags vejr. Således skriver jeg i en kronik bragt i Kulturmonitor. Her bringes teksten i en lettere redigeret udgave.

Mens museer og bevaring rundt omkring i verden navnlig handler om det exceptionelle i form af den største kunst, de ældste objekter, nationale mindesmærker, slotte, borge og i det hele taget den historie, der handler om samfundets ledende lag, så er vi i Skandinavien kendt for vores helt særlige tradition for at sætte fokus på almindelige menneskers historie.

Sommetider er det desværre lidt som om vi glemmer denne fine tradition, der i årtierne omkring 1900 så dagens lys med de folke- og frilandsmuseerne, som siden da har været en demokratisk inspiration for museer i flere lande.

Det blev jeg opmærksom på, da jeg forleden noterede mig, at eksperter fra Slots- og Kulturstyrelsen og fra Nationalmuseet råbte vagt i gevær over klimaets erosion af danskernes kulturarv. Helt berettiget, naturligvis. Men det, de nævnte, var jo alene slotsruiner, gravhøje og andre vidnesbyrd, der relaterer sig til samfundets øverste lag. Jeg undrede mig simpelthen over, at ingen pegede på, at erosionen er mindst lige så alvorlig for alle de huse, der fortæller almindelige menneskers historie – huse som i høj grad er blevet reddet på grund af indsats fra de mennesker, der skabte frilandsmuserne.

Frilandsmuseerne er sat i verden for at redde, dokumentere og fortælle den brede historie, den dybe historie – mens tid er. Helt almindelige menneskers huse, som har dannet ramme om det jævne dagligliv gennem århundreder. Huse, der ikke er tegnet af kendte arkitekter, som på ingen måder var unikke eller kvalificeret til at blive fredet. Men de fortæller en historie om, hvordan millioner af danskere har levet og boet gennem navnlig de seneste 2-300 år.

I et indlæg i Kulturmonitor fra 7. juni 2023 gjorde jeg sammen med direktørerne for Hjerl Hede og Den Fynske Landsby opmærksom på den helt særlige opgave, som frilandsmuseerne hænger på. Husene ”skal hyppigt efterses, og de har det svært med de temperaturstigninger, voldsomme regnskyl og våde vintre, som vi er blevet vidne til. Derfor har vi dygtige fagfolk til hele tiden at istandsætte og vedligeholde. Men det er ikke længere tilstrækkeligt. Hvis husene også om 10, 30 og 50 år skal berette om dagliglivet for almindelige mennesker, skal der flere ressourcer til. Ellers forsvinder de langsomt, men sikkert”.

Vi pegede også på, at frilandsmuseernes huse ikke er fredede. ”Det betyder desværre, at husene ikke nyder godt af bygningsfredningslovens muligheder for tilskud. Andre vigtige historiske bygninger – kirker, herregårde og slotte – har allerede forskellige tilskudsordninger, der i et vist omfang sikrer dem mod forfald”.

Vi opgjorde behovet for vedligeholdelse af de tre frilandsmuseers historiske bygningsmasse til i omegnen af 15 millioner kroner om året. ”Vi bruger selv årligt cirka syv millioner til håndværkere og materialer. Dertil kommer uvurderlig bistand fra frivillige. Fra tid til anden har flere danske fonde også givet en hjælpende hånd, men man kan næppe påregne, at fondene i længden vil påtage sig sådanne opgaver. Ergo mangler vores tre museer otte millioner kroner årligt, hvis de historiske huse ikke skal gå til”.

Historiens forandrende kraft kværner konstant. Ubønhørligt. Og socialt skævt i en sådan grad, at det billede af historien, vi i dag møder i by og på land, ikke er retvisende. For historien om jævne folk og ’almindelige mennesker’ er røget ud, mens det, der er bevaret, er det fine, det dyre, det oldgamle, det ekstraordinære.

Det var frilandsmuseerne, der i sin tid tog initiativ til at sikre de almindelige menneskers historie. Det er værd at erindre sig her i Danmark, som bør sætte en ære i at promovere denne helt særlige demokratiske museumstradition. Og man er åbenbart nødt til at erindre herom med jævne mellemrum.