Åbner igen 10:00
Køb billet

Det er tid til at sætte handling bag ordene

En museumsreform er på trapperne, og her ved udgangen af oktober måned skal kulturministerens arbejdsgruppe komme med anbefalinger til ”mulige modeller for en reform at tilskudsstrukturen”. Jeg håber, der bliver sat handling bag ord og ambitioner.

Med en snarlig reform af statens tilskud til museerne i sigte kan kulturpolitikerne nu give sig selv et redskab, så de kan forpligte museerne til at nå ud til flere mennesker, til flere børn og unge og til de store grupper, der ellers aldrig kunne drømme om at gå på museum. Så hvis man som politiker mener, det er vigtigt, at museerne når bredere ud end det sædvanlige kulturpublikum, så er det altså nu. Chancen kommer næppe igen lige med det første.

Misforstå mig ikke. Jeg argumenterer ikke for en politisk detailstyring af, hvordan de danske museer skal drives. En sådan hører ikke hjemme i et land som Danmark. Men når talen er om at nå ud til et bredt publikum, må både politikere og museumsfolk da kunne øjne et helt særligt demokratisk potentiale. For mon ikke man i en eller anden grad kan sige, at de mennesker, der vælger at besøge et museum, ’stemmer’ med både fødderne og med pengepungen.

Jeg argumenterer bestemt heller ikke for, at museer skal levere letbenet underholdning. Alt for ofte præges debatten om museer desværre af en falsk modsætning mellem oplevelse og faglighed. Jeg mener, at flere af Danmarks mest succesrige museer har vist, at underholdning og oplevelse sagtens kan kombineres med oplysning og faglighed.

Ifølge den nationale brugerundersøgelse, som omfatter alle museer i Danmark, er den typiske museumsgæst i dag en midaldrende kvinde med en mellemlang eller lang uddannelse. Det er selvfølgelig fint, at kvindelige gymnasielærere plus 50 går på museum. Men det er ærgerligt, at forholdsvis få museer appellerer til andre befolkningsgrupper. Det være sig mennesker med en faglig uddannelse, mænd, ufaglærte, unge mellem 20 og 45 år og danskere af anden etnisk herkomst.

Som mangeårig museumsleder drømmer jeg om, at politikerne vil finde en model, så museerne ikke bare bliver for de kulturelle, men for mennesker af alle slags. Også for dem, der normalt betragter museer som kedelige og elitære.

Naturligvis skal der også være plads til ’smalle’ museer, og det er klart, at der er mennesker, der simpelthen ikke gider museumsbesøg, uanset hvilke anstrengelser, museerne gør sig.

Men det bør ikke stå i vejen for, at den kommende museumsreform gør det attraktivt at nå bredere ud, så museerne rent faktisk bliver for flere. Tænk hvis man ligefrem vil belønne de museer, der lykkes hermed!

Og tænk hvis der også bliver sat handling bag ambitionen om, at museerne skal række ud til flere børn og unge. For det er der virkelig behov for. Der er brug for alternativer til den individualisering, endimensionalitet og algoritmestyring, der gennemsyrer snart sagt alt i vores hverdag. Fra den musik, vi hører, de film og serier, vi streamer, de personer og meninger, vi bliver mødt af på sociale medier, tilde reklamer, vi bliver udsat for. Museerne bør være et af disse alternativer, netop fordi de repræsenterer noget helt andet. For museerne er oplevelse, de er overraskelse, de er eftertanke, de er forundring, de er dannelse, de er kundskab, de er troværdighed. Ikke mindst er de fællesskab.

Vi ser i disse år en generation vokse op, der kæmper med en ensomhed og social isolation, der er både mere omfattende og dybere, end vi har set tidligere. Ironisk nok så forstærkes udviklingen af de teknologier, der også giver os mulighed for at være bedre globalt forbundne end nogensinde før. Men på børneværelserne, kollegieværelserne og i ungdomsboligerne vokser udfordringerne, og vi ser mere og mere mistrivsel. 

Tænk derfor, hvis man ligefrem vil belønne de museer, der lykkes med at nå ud til mange børn og unge! Det er nu, chancen er her!

Ja, tænk i det hele taget over, om man kunne lave en reform, hvor statens støtte afhænger af, hvad museerne rent faktisk leverer. Altså hvor der både er plads og fleksibilitet til, at nye, succesrige, museer kan komme ind i varmen og modtage tilskud fra staten, og hvor det – som den anden side af medaljen – nødvendigvis også må være sådan, at museer, der ikke længere lever op til kvalitetskravene, efter en tid må kunne dømmes ude. Sådan er det i princippet også i dag. Men kun på papiret.

Politikere, der nu står foran en længe ventet museumsreform, bør også spørge: Hvorfor har vi i det hele taget museer? Hvorfor eksisterer dette museum? Hvor relevant er det for det samfund, som det er en del af? Hvordan kan man måle dets succes?

For et kvart århundrede siden kom den amerikanske museolog Stephen E. Weil med denne stærke programerklæring: ”Museerne skal flytte deres fokus fra at være om noget til at være for nogen”. Jeg tilslutter mig til fulde, ligesom jeg også inspireres af den tidligere direktør for Museum of Liverpool, David Fleming, der i 2013 formulerede museernes opgave på denne måde: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål”.

Selvfølgelig skal museerne opbygge samlinger, de skal bevare, og de skal forske. Men udgangspunktet må være museernes gæster og brugere – nu og i fremtiden. Hvordan inspirerer vi dem, hvordan griber vi dem om hjertet, hvordan sørger vi for at de hygger sig og er sammen, og hvordan gør vi dem nysgerrige, så de lukker op for den indsigt, kundskab og viden, som museerne rummer?

Ét af svarene er er, at vore museer skal være frirum for mennesker af alle slags og alle aldre – meget gerne sammen. Det kan man måle, hvis man vil.

Når kulturministerens arbejdsgruppe om få dage udkommer med sine anbefalinger, skal Folketingets partier over de nærmeste måneder diskutere, hvordan en kommende museumsreform skal udformes. Herunder hvilke opgaver museerne skal løse, og hvordan statens tilskud skal fordeles. Trods disse lidt tekniske formuleringer, rummer en museumsreform muligheden for et markant kulturpolitisk nybrud. For den mest centrale del af oplægget til reformen handler om, at vi skal finde ud af, hvad vores museer skal kunne i fremtiden, hvilke museer der skal kunne hvad, og ikke mindst hvem de skal være til glæde for.

Hvis museerne ikke flytter sig, når verden omkring flytter sig, står museerne ikke bare stille, men sakker agterud.

Jeg ser for mig fire hovedgrupper af museer i fremtiden. For det første de helt unikke museer, der både er brede kompetencecentre og internationale fyrtårne, der kan ses på lang afstand, og som er elsket af mange. Dernæst museer af en vist størrelse og attraktivitet og med væsentlige, landsdækkende specialer. For det tredje regionale museer med et vist antal besøgende, og som dækker over flere kommuner og/eller besøgsstæder. Og endelig de lokale museer, som primært er af lokal interesse.

Mit gæt er, at der vil blive lagt vægt på, at alle kategorier af museer når bredt ud, og at de når ud til fremtidens publikum, til børnene og til de unge. Men skal det blive til andet end ord, må man belønne de museer, der tager sagen alvorligt og lægger sig i selen for at indfri de sympatiske ambitioner.

Museer betyder meget for mange, og de kan komme til at betyde meget mere for endnu flere. Den annoncerede museumsreform bør derfor være en kærkommen anledning til sikre, at det rent faktisk også kommer til at ske.

 

Denne tekst er en lettere omarbejdet udgave af den kronik, jeg torsdag 26. oktober 2023 har publiceret i Jyllands-Posten.