Åbner igen 10:00
Køb billet

Pornopenge og 70’er fest i Den Gamle By

31. august 2022

Der var knald på i 1970’erne med hønsestrik, velourkjoler, rockmusik, velfærd og frisind. Samtlige elementer genopliver Den Gamle By nu i alle weekender i september.

Med modeshows, livemusik, mad, biler og ikke mindst en tidsrejse tilbage til lejligheder og butikker som dengang.

At de gode 1970’er vibrationer stadigvæk er populære i dag, kommer blandt andet til udtryk ved en af trækautomaterne i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Her har flere besøgende gennem årerne forsøgt at få fingrene i et tidstypisk pornoblad til 1 kr., selvom det for flertallet er tydeligt, at automaten står som udstillingsmodel og ikke længere er funktionel. Det har betydet, at automaten var fyldt til randen med mønter og kigger man nærmere efter i Den Gamle Bys bogholderi for 2021 figurerer der nu en postering med betegnelsen ’pornopenge’.

Den Gamle By har de senere år sat et særligt fokus på 1970’erne, men nu kommer der ekstra knald på i hele fire weekender i september. Bl.a. med særlige modeshows med andefødder, velourkjoler og fløjlsbukser med stort svaj og naturligvis krydret med udtryk som ”bred ymer” og ”knæhøj karse”.

I de fire weekender er det også muligt at komme med bag facaden på en ny slagterbutik, som lige nu er ved at blive genopført i 1974-kvarteret. Her deler museumseksperterne ud af deres viden og giver et spændende indblik i hvordan man genopbygger en slagter med kød, lyde og lugte fra dengang.

Ta’ tilbage til 1970’erne i Den Gamle By:

  • Modeshows med Den Gamle Bys samling af 1970’er-tøj
  • Bandet ”Dylan Duo” spiller kendte sange fra 1970’erne
  • Den nye restaurant Gæstgivergården serverer retromad
  • Prøv en køretur i en vintage VW-boble og se og hør de klassiske Yamaha og Puch Maxi knallerter
  • Besøg 1970’er butikker såsom Rahbeks Minimarked og Pouls Radio
  • Oplev 1974-kvarterets lejligheder med blandt andet et kollektiv, arbejderhjem og kernefamilien.
  • Kom med bag facaden og se en 1970’er slagterbutik blive genopført
  • Børnene kan lege som dengang med hulahopringe og sjippetov
  • Alle weekender i september