Åbner igen 10:00
Køb billet

Sølvtøj af funktionalismens mester

Der er bordsølv, dragtsølv og kirkesølv. Og der er hovedvandsæg, bestik, fade, pokaler, bægre, kander og andet korpussølv. Oplev landets største samling af funktionalismens mester Svend Weihrauchs arbejde. En bane­brydende, dansk sølvsmed, som omkring 1920 førte funktionalismen frem i Danmark, hvis arbejde i dag er kendt verden over.

Køge Bugt medaljen
Her kan du også – om end den er lavet af guld – se den store og teknisk, perfekt medalje Køge Bugt medaljen. Den blev skabt til minde om Danmarks­historiens største maritime sejr over den svenske flåde i det, der senere blev kaldt slaget om Køge Bugt 1. juli 1677.

Sølvtøjet ligger i kunstkammeret under jorden i 1974-kvarteret. Der er indgang fra gågaden.

Svend Weihrauch
Svend Weihrauch blev født 8. juli 1899 i Viborg. Han stod i lære 1914-18 som sølvsmed og ciselør hos guld- og sølvsmed Hans Christian Matthiasen i Nykøbing Falster.

I 1928 begyndte han hos guld- og sølvsmed Frantz Hingelberg i Aarhus, hvor han hurtigt blev værkstedsleder. Han tegnede og udførte sine egne værker af især korpusvarer (alt der kan stå på et bord), bestik og smykker. Der er bevaret over 5000 af hans tegninger. Svend Weihrauch fratrådte i 1956 stillingen hos Frantz Hingelberg og døde 14. juni 1962 i Aarhus.

Fakta om Køge Bugt Medaljen
Køge Bugt Medaljen har en diameter på 12,8 centimeter, vejer 457 gram, er af 24 karat guld. Medaljen blev slået af gravøren Christopher Schneider i København - formentlig omkring 1686. Christopher Schneider var af tysk oprindelse og døde i 1701.

En kroget vej til Den Gamle By
Medaljens vej til Den Gamle By er en historie helt for sig selv. Dronning Juliane Marie af Braunschweig, enke efter Frederik V, gav den til sin sønnesøn prins Christian (senere Christian VIII) i faddergave i 1786.

Den blev i kongefamilien indtil Frederik VII's død, hvor hans borger­lige hustru - lensgrevinde Danner arvede den.

Efter flere auktioner, hvor medaljen kom jorden rundt, købte en kendt medaljesamler fra Aarhus den i 1932 for cirka 4.000 kroner. Han blev stand­set i tolden, hvor tolderne krævede 275 kroner i guldværdi, før de ville udlevere den til ham.

Før samleren fik skrabet pengene sammen, anholdt politiet ham imidlertid for bedrageri. I en årrække havde han begået underslæb for at pleje sin samlermani.

En kreds af aarhusianere, med bibliotekar Ejler Haugsted i spidsen, indsamlede penge, og skænkede medaljen til Aarhus Museum. Herfra kom den senere til Den Gamle By.