Åbner igen 10:00
Køb billet

Ved at etablere en lille køkkenhave kunne byboerne supplere deres husholdning med hjemmedyrkede grøntsager.

 

Menneskelig gødning

Gødning
Bag Huset i Havbogade ligger en lille køkkenhave. For at få planterne til at gro kunne man bruge dyremøg til at gøde med. Man kunne dog også bruge latrinet fra lokummet. Latringødning blev brugt i danske køkkenhaver langt op i 1900-tallet.

Handelsvare
Da natrenovationen blev sat i system i slutningen af 1800-tallet, kunne renovationsvirksomhederne tjene penge på at sælge det latrin, de kørte ud fra byerne. I 1872 blev der for eksempel i Odense solgt en blanding af latringødning og kalk, som blev importeret fra København. Latrin blev brugt til næsten alle slags afgrøder i starten af 1900-tallet. Det var dog ikke altid den bedste form for gødning, da det har et ret højt niveau af kvælstof, som hurtigt går i planterne. Derfor er latrinet særligt godt til blandt andet rabarber, der skal drives stærkt.

 


Huset i Havbogade

Vidste du

At et menneske i 1876 kunne producere for omkring ni kroner gødning årligt, hvorimod en velnæret ko kunne producere for omkring 100 kroner årligt?

At under Første Verdenskrig, da der var mangel på kunstgødning, blev der solgt meget latringødning?

At brug af latringødning til frugt og grønsager til videresalg blev ulovligt i 1945?


Der er penge i lortet.


Den Gamle Bys gartnere bruger stadig naturlig gødning i museets køkkenhaver. Der bliver dog kun brugt hestemøg.