Opgørets time
Målgruppe: 6. klasse
Varighed: 2 timer
Emneområde: Historie og samfundsfag
Pris: 1500 kr. pr. klasse (der kan søges tilskud til folkeskoler i Aarhus Kommune via ULF)
Rolle- og dilemmaspil om Aarhus under besættelsen.
Med den gamle politistation og Gestapo-bygning som ramme, arbejder eleverne med besættelsestidens dilemmaer. Der tages udgangspunkt i syv personkarakterer, der på hver sin måde klarede sig igennem et krigsramt Aarhus. Eleverne følger en af karaktererne, hvis livsfortællinger og dilemmaer udfoldes gennem brugen af digitale id- kort på en tur rundt på museet.
Gennem inddragelse af museets genstande, filmklip, hverdagsfortællinger og tidslinjer, formidles de historiske begivenheder omkring 2. Verdenskrig og dens betydning for Aarhus. Eleverne arbejder med opgaver undervejs og karakterens dilemma hjælper eleverne til at identificere historiske kilder, deres betydning for forståelsen af perioden og kompleksiteten ved Retsopgøret. Opgaverne er differentierede alt efter klassetrin.
Forløbet afsluttes med en fælles præsentation af karaktererne og deres individuelle dilemmaer, og en afsluttende øvelse, hvor balancen mellem helte- og skurkehandlinger diskuteres.
De syv karakterer er fiktive, men deres historie er sammensat af kilder fra dagligdagen i og omkring Aarhus. Alle kilder er indsamlet af Besættelsesmuseet, og de syv karakterers dilemmaer er alle baseret på virkelige hændelser.