Ethvert samfund har brug for anakronismer, for noget der ikke passer i tiden, noget utilpasset, noget der provokerer, vækker til modsigelse og forarger. Noget vi kan måle os i forhold til, og noget der gør, at vi kommer til at fundere over, hvad der er i orden og hvad der ikke er.
Det er værd at have i baghovedet i en tid, hvor statuer af slavehandlere og udbyttere rives ned flere steder i verden. Selvfølgelig var, og er, slaveri umenneskeligt og uacceptabelt. Men det er værd at være opmærksom på risikoen for, at vort samfund mister sin sunde mangfoldighed, hvis vi rydder for meget op i vores historie og fejer for meget ind under gulvtæppet. Det var for eksempel det, der skete, da talibans islamistiske styre ødelagde Afghanistans årtusindgamle buddhistiske statuer. Og det på trods af verdensomspændende protester.
Vel kan de to typer monumenter ikke sammenlignes. Derfor skal de to situationer også anskues forskelligt. Men både ødelæggelsen af Buddha monumenterne og fjernelsen af slavehandlerstatuerne er udtryk for et ønske om at ”rydde op i historien” – og det tror jeg grundlæggende er farligt.
For når et samfund mister sine ”sten i skoene” risikerer det at blive éndimensionalt og i sidste ende totalitært.
Vores daglige virkelighed bliver mere og mere segmenteret og endimensional. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, vi vælger de TV-kanaler, der er målrettet netop vores slags, læser aviser med netop vores profil, vi boltrer i Facebooks ekkokamre osv osv.
Derfor er det vigtigt, at der rundt omkring findes anakronismer og ting, der fortæller os, at både virkelighed og holdninger har været anderledes end det, vi allesammen kender til og er enige om her og nu.
Vær varsom med at rydde op i historien
Det er et tidens tegn, at samfundets og det fysiske miljøs anakronismer bliver færre. Det giver museerne en særlig rolle som oaser for anderledeshed og mangfoldighed.
Derfor var der også grund til at råbe vagt i gevær da Statens Museum for Kunst for nogle år siden begyndte at ændre titler og beskrivelser af kunstværker, hvori indgik ord som neger og hottentot. Tilsvarende kunne man undre sig over, at Nationalmuseet på et tidspunkt valgte at fjerne nogle skalpe fra museets udstilling Powwow – angiveligt af hensyn til indianernes ønske om at vise deres forfædre respekt.
Det aktualiserer nemlig spørgsmålet, om museerne skal være politisk korrekte eller historisk korrekte. Museerne skal selvfølgelig være historisk korrekte, vil de fleste heldigvis nok svare. For det at være historisk korrekt er en forudsætning for, at museerne kan opretholde den meget høje grad af troværdighed, som adskillige undersøgelser tilskriver dem. Det vigtige, og vanskelige, er imidlertid også at holde fanen højt, når det historisk korrekte fra tid til anden går hen og bliver politisk ukorrekt.
Lad mig give et par eksempler fra Den Gamle By.
Den Gamle Bys Jazzbar Bent J viser et klassisk værtshusmiljø fra 1970’erne. Og naturligvis må der ryges! Ellers ville det jo være historisk ukorrekt.
Rygning på Jazzbar Bent J
I Den Gamle Bys Jazzbar Bent J er det tilladt at ryge, når baren er åben og der spilles musik. For de, der ikke har lokalkendskab, kan jeg oplyse, at Jazzbar Bent J indgår i Den Gamle Bys kvarter, der med fokus på året 1974 viser Danmark i 1960’erne og 70’erne.
Jeg er selv ikke-ryger, og personligt hader jeg at være i røgfyldte lokaler. Men det må jeg leve med, for oplevelsen skal være troværdig for publikum. Sådan er det imidlertid ikke alle, der har det. Det blev vi klar over, da Den Gamle By på et tidspunkt modtog en henvendelse fra en jazzelsker, der lider af astma og som derfor ikke kunne holde ud at være i lokaler, hvor der bliver røget. Den pågældende mente, at rygningen forhindrede ham i at høre god jazz på Bent J. Jeg forklarede, hvorfor vi gør som vi gør, hvilket efter lidt skriven frem og tilbage førte til en officiel klage. Her fremførte klageren det synspunkt, at Den Gamle Bys politik på dette område måtte være i strid med museets formidlingsopgave.
Nu er rygning på Bent J imidlertid ikke noget problem. Lovgivningen er 100 pct overholdt, fordi det såkaldte serveringsareal i Jazzbar Bent J er under de 40 kvm, som er grænsen. Klagen blev derfor også afvist af den offentlige myndighed, hvortil den var stilet.
Dertil kommer, at Den Gamle Bys formål med at have genskabt Jazzbar Bent J ikke er, at publikum her skal kunne høre jazz. Nej, formålet er at genskabe et troværdigt miljø, der fortæller om 70’ernes brune værtshuse – her så garneret med historien om et helt særligt jazz-værtshus. Som bekendt er Den Gamle By et open-air museum, hvis særkende er, at publikum skal komme så tæt på en ægte historisk oplevelse som overhovedet muligt, herunder skal der være mulighed for at opleve med alle sanser, inklusive lugtesansen.
Vi valgte altså at holde fanen højt for den historiske korrekthed. Det gør vi også i andre sammenhænge.
Tæv, Sorte Sambo, nøgne piger og Virginia Rose
Når vi i Den Gamle By har besøg af venner og kolleger fra udlandet, undrer en del sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 stikker lærlingen en på kassen. Endnu flere er chokerede over, at Bogcentralen fra 1974 sælger – eller skal forestille at sælge – blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i den historiske boghandel sælger børnebogen Lille Sorte Sambo. Og der er også dem, der undrer sig over, at der flere steder i Den Gamle By findes udendørs reklamer for tobak. Fx den charmerende: ”Virginia Rose i den fikse pose”.
I Bogcentralens afdeling ”Kun for voksne” er der blade med afklædte unge kvinder på forsiden. Skaberen af butikskæden Bogcentralen, Jørgen Irmil, fortæller at billedpornoens frigivelse var det, der skabte forretningsgrundlaget for disse butikker. Det vil derfor være historisk forkert ikke at have blade af den type i butikken.
I dag ved vi, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af sorte afrikanere, og det er forbudt at reklamere for tobak.
Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Det er vigtigt at erkende i en tid, hvor nutiden rydder så effektivt op i fortiden, og hvor meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver destrueret eller fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.
I børnesangen Elefantens vuggevise er negerdrengen blevet erstattet af en kokosnød. Pippis far, der oprindelig var negerkonge, er nu blevet sydhavskonge. Det er ikke længere muligt at købe negerboller og negerkys. Lucky Luke har et strå i munden i stedet for en smøg. Internationalt er julemandens hjælper i Holland, Svarte Piet, truet, og senest forlyder det, at den gribende historie fra sydstaternes USA, Borte med blæsten, er blevet fjernet fra streamingstjenesten HBO.
Museer skal være troværdige
Museer har et særligt ansvar. De skal være troværdige og vise historien som den var. Det indebærer også, at de til enhver tid bør kæmpe imod tendenser i retning af styring og politisk korrekthed. Det må alene være den historiske troværdighed, der tæller.
Det er vigtigt at vedkende sig verdens og historiens mangfoldighed – også de dele, vi eller andre ikke synes om. Det publikum, der benytter Den Gamle By og andre museer, skal kunne stole på, hvad de oplever, hvad de ser og hvad de får oplyst. For begynder et samfund først at retouchere historien, risikerer man at gøre verden mere endimensional og i sidste ende totalitær.
Dele af denne tekst er bragt som kronik i Jyllands-Posten lørdag 13. juni 2020.