Tænk stort og langsigtet

26. februar 2023

Adskillige tilløb til en museumsreform har lidt skibbrud gennem de senere år. Jeg giver her en håndfuld råd til, hvordan en reform kan sejles i havn.

At de danske museer er en succes, er vist uomtvisteligt. I seneste normalår 2019 havde de tilsammen knap 17 millioner gæster. Til sammenligning er det væsentlig flere, end der går til superligafodbold, selv når man medregner dem, der ser kampene på TV.

Men intet står stille, og selvfølgelig kan vi blive bedre. Derfor er det glædeligt, at S-V-M regeringen i sit regeringsgrundlag har annonceret, at man vil gennemføre en museumsreform. Men kulturminister Jakob Engel-Schmidt skal være opmærksom på, at det ikke er noget, man bare gør med et fingerknips.

Som gammel i gårde har jeg set adskillige ambitiøse planer, der har lidt skibbrud. Først og fremmest, tror jeg, fordi man har insisteret på enten at tage afsæt i den utidssvarende struktur, der afspejles i den eksisterende museumslov, eller i helt nye konstruktioner. For derved har man negligeret den stærke museumsvirkelighed, som er – ja virkeligheden.

Skal det lykkes denne gang, kommer kulturministeren og hans ministerium utvivlsomt længst ved at tage afsæt i den faktuelle virkelighed. Tillad mig at komme med en håndfuld råd, som forhåbentlig kan være med til at forebygge endnu et skibbrud.

For det første vil jeg anbefale ministeren at tænke stort og sætte det lange lys på. En museumsreform kunne således passende tage afsæt i spørgsmålet: Hvordan sikrer man, at Danmark også om 10, 30 og 50 år har attraktive, fagligt stærke og økonomisk bæredygtige museer, der både har bred popularitet og høj international profil? Naturligvis handler det også om penge, men den diskussion bør vente til den langsigtede vision er lagt fast.

Det andet råd lyder: Vær opmærksom på, at nogle museer er vigtigere end andre. Jeg er klar over, at man her i Jantelovens hjemland risikerer kritik for det synspunkt, men jeg tror alligevel, at de fleste, vil erkende, at nogle museer skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig yndest og international opmærksomhed. Og det har ikke det mindste at gøre med, om museerne er ejet af staten eller af en kommune, eller om de er selvejende eller foreningsejede. Som modtagere af statsstøtte fungerer de alle under den samme museumslov.

For det tredje anbefales det, at en reform bør bestræbe sig på at sikre en fornuftig tilstedeværelse af museer i alle landsdele. Vel at mærke uden at man ”smører smørret så tyndt ud, at der kun lige er nok til, at vi alle sammen kan overleve”, som kulturministeren så klogt udtrykte det i et tiltrædelsesinterview, hvor han også anbefalede, at ”vi sætter nogle kalorier bag nogle fyrtårne, der så kommer helt op i de højere luftlag”,

For det fjerde bør man se på, hvilken rolle de enkelte museer spiller og hvilke opgaver, de varetager. Er samlingerne af betydning lokalt, regionalt, nationalt eller internationalt? Hvilken faglig og forskningsmæssig tyngde har museerne, og hvordan synliggøres den i formidling, videnskabelige publikationer og samarbejde med højere læreanstalter? I hvilken grad rummer museerne kompetencer og ressourcer, der rækker ud over dem selv og er til nytte for andre museer, offentlige instanser og private? Og endelig: I hvilken grad er museerne attraktive for den befolkning, de i sidste ende er sat i verden for? Gider folk besøge museerne, og vil de også betale for det?

For det femte bør man betragte museumslandskabet som ét sammenhængende hele. Det vil sige, at en reform bør omfatte såvel de statsejede som de statsanerkendte museer. Det er derfor ærgerligt, at de statsejede museer ikke er inviteret med til det dialogmøde 27. februar, som ministeren har indbudt til. Som han skriver: Formålet er ”at lytte til alle gode ideer og input og at høre om konkrete erfaringer og udfordringer for at danne det bedst mulige grundlag for en kommende museumsreform”. Når de statslige museer ikke er med i kredsen, holder man de museer, der modtager langt broderparten af statens tilskud, uden for en eventuel reform. Jeg håber virkelig ikke, at ministeren mener, at en reform som udgangspunkt skal styres af, hvem der ejer museerne, frem for af hvilken rolle, de spiller, og hvad de leverer til samfundet!

Det seneste forsøg på en museumsreform led skibbrud i 2018. Kulturminister Mette Bock havde bedt to eksterne ekspertgrupper om at udvikle hver deres model for fremtidens museumsvæsen. De to ’slag i bolledejen’, som man vist kan kalde dem, blev fremlagt på et stormøde 25. januar 2018 i nogle rå konferencelokaler i Københavns Nordhavn. Det talte vi meget om de nærmeste dage, men det er ikke mit indtryk, at de to forslag fik nogen effekt overhovedet. Sikkert fordi ingen af dem relaterede sig til den eksisterende virkelighed.

Det gjorde derimod daværende direktør for A.P. Møller Fonden Henrik Tvarnø, som kulturministeren havde bedt om at komme med indlæg til samme møde. Henrik Tvarnø har et dybtgående kendskab til det danske museumslandskab, og han gav utvetydigt udtryk for, at vi i Danmark har ”forbløffende gode museer” og et ”forbløffende godt personale” til at lede dem. Han gjorde opmærksom på, at statens støtte til museerne er med til at sikre kontinuitet. Han gjorde det klart, at hvis ikke fondene kan være sikre på, at staten fastholder sit engagement, så vil det ikke være attraktivt for dem at støtte museerne. Han opfordrede også til, at man bør erkende, at nogle museer er bedre og vigtigere end andre.

Sidst men ikke mindst adresserede fondsdirektøren det helt store problem ved den eksisterende model, nemlig at alt er låst. Sådan er det stadig. På den ene side kan man ikke få skubbet de museer, der ikke leverer, ud af systemet, hvilket på den anden side betyder, at de kvalificerede museer, der står og banker på, ikke kan komme ind i varmen. Henrik Tvarnø foreslog da den enkle model, at man med mellemrum lader de museer, der leverer svagest, konkurrere med de museer, der kandiderer til at komme ind i systemet. Akkurat på samme måde som man inden for sportens verden kan ryge ud af superligaen, og så komme tilbage igen, når man kan slå dem, der nu ligger i bunden.

Dagen derpå havde jeg lejlighed til at drøfte Henrik Tvarnøs forslag med både minister og departementschef. Men ingen af dem mente, at modellen havde gang på jord. Jeg medgav, at det ville være vanskeligt, hvis det alene var Kulturministeriets departement, der dekreterede lukning af et museum. Men hvorfor ikke få museernes organisationer til at bakke op, foreslog jeg? Så tror jeg nemlig, det kan lade sig gøre.

Til sidst en lille sigende historie om en tidligere kulturminister, som jeg engang hørte fundere over, hvilke museer, der var de vigtigste. Det var tydeligt, at ministeren var ude på egen hånd, for vedkommende spurgte åbent ud i rummet: ”Sig mig, er Statens Museum for Kunst vigtigere end Louisiana? Og er Nationalmuseet vigtigere end Moesgaard og Den Gamle By?”. ”Jeg ved det ikke”, besvarede ministeren selv sit spørgsmål. Pointen er, at kulturministeren – i hvert fald i sit frikvarter – var opmærksom på, at et museums betydning ikke defineres af, hvem der ejer det, men derimod af, hvad det leverer. Det håber jeg kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil lægge sig på sinde i arbejdet med den kommende reform. Ikke først og fremmest af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som på museerne kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.

Dette indlæg er en lettere redigeret udgave af den kronik, der bringes i Kristeligt Dagblad mandag 27. februar 2023.