Her og nu har vi brug for en hånd i ryggen, men på længere sigt vil ’hjælp-til-selvhjælp’ og støtte til udvikling af nye forretningsmodeller batte mere.
Jeg ved, mange vil elske at bo i Den Gamle By er par dage. Fx i karlekammeret anno 1864, i pigekammeret 1927 eller i kernefamiliens lejlighed fra 1974. Med masser af tid til at gå på opdagelse i alle museets krinkelkroge og spise dagens måltider i Gæstgivergården. Ruskomsnusk, stegt flæsk og persillesovs eller rigtig 1970’er fondue.
Tematiseret overnatning og bespisning ’on site’ kender vi fra både Disney og Legoland. Men på et museum! Kan man det? Nej, ikke i øjeblikket! Men vi er flere, der tror, det er en idé, der måske kunne bære fremtiden i sig.
Og ideer, der bærer fremtiden i sig er i den grad noget, vi har brug for her under coronakrisen. Ikke bare i Den Gamle By, men inden for hele oplevelsesbranchen, hvor forretningsgrundlaget for mange virksomheder er eroderet i nærmest uhyggelig grad.
Vi er mange, der har hårdt brug for en hånd i ryggen, der kan give os den akuthjælp, der forhåbentlig kan bringe vore virksomheder igennem 2021 uden for mange grundskader. Og vi er taknemmelige for den saltvandsindsprøjtning, som regeringen har annonceret til hjælp for branchen.
Tager vi imidlertid en tur op i helikopteren og sætter den lange kikkert for øjet, er det klart, at det ikke kun er akuthjælp, der er brug for. Ja i nogle tilfælde vil det måske være direkte spild af penge. Støtte til udvikling af nye forretningsmodeller vil utvivlsomt batte mere i det lange perspektiv.
For selvom det ikke er rart at tænke på, så er virkeligheden nok, at 2010’ernes enorme, ja ekstreme, højkonjunktur på oplevelses-, turist- og rejsemarkedet næppe kommer tilbage. Krydstogt i større stil er nok en saga blot, korttids flyferier bliver markant færre, konference- og mødeaktivitet reduceres osv. Det er en udvikling, der støttes af trenden hen mod bæredygtighed og af den orientering mod det nære, som tegner sig stadig tydeligere.
I Den Gamle By vurderer vi, at coronakrisen og dens eftervirkninger også i de kommende år vil fjerne en fjerdedel af museets indtægtsgrundlag. Og vi er slet ikke dem, der er hårdest ramt! Der findes museer, turistattraktioner, hoteller og andre inden for rejsebranchen, hvis forretningsgrundlag er så reduceret, at deres model næppe er holdbar i fremtiden.
Vi må holde op med at agere, som om de gode tider i 2010’erne var en normal, der kommer tilbage som en slags vort århundredes brølende 20’ere. De brølende 2010’ere, som vi nyligt har forladt, skal snarere ses som en historisk undtagelse. Tænk hvis den nye normal, der jo må komme på et eller andet tidspunkt, i stedet får et intensitetsniveau a la fx 1990’erne!
Hvordan skal man så forholde sig i denne situation? Tja, selvom det for mange af os vil varme gevaldigt med en form for akutstøtte, vil det for andre nok blot betyde, at ’døden’ udskydes – ja undskyld mig udtrykket, men det er jo det, det drejer sig om. Med mindre, og det er pointen med dette indlæg, at den annoncerede statslige støtte anvendes til at fremme hjælp-til-selvhjælp og til udvikling af nye, supplerende forretningsmodeller, så de hårdest ramte virksomheder og brancher får mulighed for at omstille sig til en ny virkelighed.
Jeg er overbevist om, at Den Gamle By og mange andre virksomheder med fordel kan arbejde på at identificere særlige in-house kompetencer, som her og nu anvendes i helt specifikke sammenhænge, men som kan udvikles og generaliseres, så de kan danne grundlag for nye forretnings- og indtjeningsmodeller.
Som nævnt drømmer vi i Den Gamle By om at kunne udvide oplevelsespaletten med både historisk mad og overnatning i unikke historiske miljøer, så vi her kan bruge nogle af museets kernekompetencer til at udvikle dette nye forretningsområde. Vi drømmer også om at udvikle museets indsigt og erfaring med vedligeholdelse og udvikling af ældre bygninger til en salgbar ydelse til glæde for fx ejere af bevaringsværdige bygninger. Og så drømmer vi om at øge museets indsats på det sociale område. Fx ved udvikle de allerede eksisterende tilbud til demente og til børn og unge med mentale handicaps, men også ved særlig indsats over for de mange unge, der befinder sig på kanten af uddannelse og arbejdsmarked og som kunne have glæde af at snuse til Den Gamle Bys brede pallette af professioner af alle slags og ad den vej forhåbentlig få smag for at gå i gang med en uddannelse.
Oven på en tærende coronakrise er det utvivlsomt de færreste, der har penge på kistebunden til selv at gennemføre en større omstilling og nyudvikling. Her vil midlertidige statstilskud kunne gøre en afgørende forskel og medvirke til udvikling af nye forretningsområder, så vingeskudte eller ligefrem truede virksomheder kan hjælpes ind i en ny fremtid – med kvaliteten intakt!
Dette indlæg er en lettere bearbejdet udgave af mit debatindlæg i dagens udgave af Jyllands-Posten 26. maj 2021.