”Nu” er som bekendt et uendeligt kort øjeblik, et midlertidigt stoppested, på vejen mellem fortid og fremtid. Det er historien, der binder det sammen. Og som bekendt sluttede historien ikke for 50 eller 100 år siden. Den fortsætter, og vi er selv en del af den. At vi i Den Gamle By nu kan illustrere dette i så stor stil, i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, ville aldrig være sket, hvis ikke der i Danmark var fonde med midler, vilje og mod til at bakke op.
I går for nøjagtig fem år siden, den 24. september 2014, underskrev formanden for A.P. Møller Fonden Ane M.M. Uggla et bevillingsbrev til Den Gamle By på i alt 135 mio kr. Dermed havde A.P. Møller Fonden i alt bevilget næsten 300 mio kr til det store projekt, som nu er blevet til en helt ny Den Gamle By, hvor publikum kan opleve historien og sig selv på nye måder.
Hverdag i Velfærdsdanmark kalder vi den nye bydel, der med afsæt i året 1974 fortæller historien om velfærd, hverdag og ungdomsoprør i især 1960’erne og 1970’erne. Der er vores egen tid på museum, det er herfra vores verden går. Det samlede 1974-projekt, som indtil nu er realiseret rummer ni boliger, syv butikker, fire firmaer, to baggårde, to baggårdsværksteder og tre baggårdslokummer. I alt 32.000 genstande. Heraf 56 ølkasser, ni arkitektlamper, 36 teaktræsmøbler, seks ryatæpper, 11 numre af Ugens Rapport, fire vinballoner samt en Velo, en Puch Maxi og en Kreidler Florett – og meget, meget mere. I alt mere end 30 menneskers personlige historier, som tilsammen tegner et billede af livet i Danmark i en tid, som mange fortsat har et forhold til. Og helt i pagt med frilandsmuseernes ”founding fathers”, får gæsterne lov at kommehelet ind i stuer, værelser, køkkener og toiletter. Enkelte steder må man sætte sig i stolene, kigge i skufferne og åbne skabene, og i hjemmet, hvor der skal forestille at bo en fraskilt kvinde med sin teenagersøn, kan man sætte sig i sofaen og følge TV-avisens sammendrag af finalen i Fodbold-VM 7. juli 1974, hvor Tyskland vandt 2-1 over Holland.
Ideen til projektet opstod tilbage i 2002, da vi erkendte, at selv de nyeste dele af Den Gamle By viste en tid, som ingen nulevende mennesker længere havde noget forhold til. Det syntes vi var et problem, og vi erindrede os, at museets stifter Peter Holm i sin tid med velberådet hu havde ført sit museum op til ”vore forældres og bedsteforældres tid”. I Norge og Holland havde vi set, hvordan et par af Den Gamle Bys søstermuseer var begyndt åbne bygninger og interiører fra en tid, der ligger tæt ved vores egen. Ikke i stor stil, men med enorm succes!
Vi besluttede, at Den Gamle By ikke længere alene skulle være et billede på en førindustriel købstad. Den skulle være en danmarkshistorisk tidsrejse. Fra den gamle købstad, via de moderne tider i 1920’erne, og helt op til en tid, de fleste danskere i dag kan huske. Vi landede på året 1974 som afsæt for en genskabelse af Danmark i 1960’erne og 70’erne. Senere kom det med, at vi skulle føre Den Gamle By helt op til 2014, og så slutte det hele af med en ny – og hårdt tiltrængt – hovedindgang, der ville åbne Den Gamle By ind mod Aarhus’ midtby.
Indrømmet! Det var et vildt projekt, men vi havde alligevel ikke regnet med, at den statslige Kulturarvsstyrelse vendte tommelfingeren nedad. Vi syntes selv, vi havde et genialt projekt og var ved at revne af stolthed, da vi orienterede herom. Og så fik vi – næsten som et forsinket ekko fra den museumskonservatisme, Den Gamle By mødte i sin helt tidlige historie – et klart nej. Det er forkert at flytte bygninger, og det er ikke Den Gamle Bys opgave at opbygge samlinger fra det 20. århundrede, lød dommen.
Som i andre spørgsmål, hvor jeg var usikker, tog jeg på besøg hos Den Gamle Bys ældste medarbejder, dr.phil. Erna Lorenzen, som blev ansat i Den Gamle By i 1935 og havde arbejdet tæt sammen med stifteren Peter Holm og kendte hans tanker og synspunkter. Jeg forelagde mine planer, og så var det ligesom Erna talte lidt med sig selv. I virkeligheden talte hun nok med Peter Holm. Det endte med, at både Peter og Erna bakkede op bag projektet, og så var der ikke længere nogen tvivl. Vi gør det, sgu!
Da så A.P. Møller Fonden støttede projektet med først en bevilling, og så én mere, faldt skeptikerne fra. Også den statslige styrelse, som i starten var imod. Udenlandske kolleger var begejstrede. Foregangsmanden over dem alle, norske Olav Aaraas, skrev til mig: ”Jeg er målløs! Dette er jo aldeles utrolig! Med dette kan dere bli det fremste friluftsmuseet i Europa på samtidsdokumentasjon, og det er noe det danske folk vil takke dere for. Jeg er imponert over at A.P. Møller Fonden ennå en gang graver dypt i sin pengebinge for et stort kulturløft”.
Det er ikke historien om de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, vi lægger der vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende end de store, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og vi oplever, at publikum kommer til at huske ting, de havde glemt, at de genoplever stumper af deres egen erindring, og at de hygger sig og er sammen om at opleve eller genopleve historien. Vi lærte i den forbindelse, at museum ikke kun er noget, der laves af museumsfolk. Det er i mindst lige så høj grad det, der foregår inde i gæsternes hoveder.
Og besøgstallet boomer! Fra i gennemsnit 320.000 i årene omkring årtusindskiftet til årligt over 500.000 siden 2015. Kulturstyrelsen har undersøgt museernes publikum, og resultaterne viser, at Den Gamle Bys besøgsprofil i dag er tæt på at afspejle den danske befolknings sammensætning.
Igennem sin mere end 100-årige historie, er Den Gamle By vokset ved knopskydning. Ét hus her, og ét dér, så midler til anlæg af en vej, så en baggård og så noget inde i husene. Rengøringsrum, personaletoiletter, kontorer, værksteder, frokoststuer måtte så komme, når det kom. Anderledes med dette projekt, hvor den enorme bevilling har gjort en samlet planlægning mulig, så såvel de primære udstillinger og publikumsfaciliteter som birum, personalefaciliteter og også den infrastruktur, der ligger under og over jorden, har kunnet planlægges og etableres i en samlet, rationel proces. Akkurat som det er normalt ved moderne byggerier. Det har bare aldrig været Den Gamle Bys vilkår.
Nu nærmer det store projekt sig de afsluttende etaper. Bygningerne til 2014-gaden er på vej, og CUBO-arkitekter, som vandt konkurrencen om Den Gamle Bys nye hovedindgang, arbejder på højtryk på det projekt, der snart vil binde museet sammen med det moderne Aarhus.
Når projektet er afsluttet og snoren er klippet, vil Den Gamle Bys gæster løse billet i en indbydende, lys foyer, hvorfra der vil være et kig til den cirkulære pavillon fra Landsudstillingen i Aarhus 1909, der er den eneste tilbageværende bygning fra den begivenhed, der gav startskuddet til det, der skulle blive til Den Gamle By. Fra hovedindgangen vil de træde ud i 2014-gaden og derfra gå på tidsrejse tilbage i historien. Til 1974-kvarteret, der med dette år som udgangspunkt fortæller om livet i 1960’erne og 70’erne. Til det moderne, industrille Danmark, der var på vej i 1920’erne, og helt tilbage til den førindustrielle tid, som de fleste vil opleve som så fremmedartet, at de måske – og forhåbentlig – vil komme til at se deres egen tid i nyt lys.
Teksten er i dag 24. september publiceret i en forkortet udgave som kronik i Avisen Danmark.