Hvad er det, der afholder nogle grupper fra at gå på museum? Er prisen for høj, indholdet irrelevant, eller er det bare ikke noget for “sådan nogen som os”? Søren Bak-Jensen fra Arbejdermuseet og jeg har i fællesskab skrevet dette indlæg, som i en let ændret udgave også er trykt som kronik i Jyllands-Posten.
Da Socialdemokratiet i 1960 kickstartede velfærdspolitikken, lød partiets slogan: “Gør gode tider bedre”. Året efter oprettede man Kulturministeriet med det formål at bringe kulturen og den almene dannelse ud til alle danskere.
At det kun er lykkedes delvist, er dokumenteret mange gange. Også på museumsområdet, hvor vi ved, at det især er mennesker med kort uddannelse, der holder sig væk, men at også geografisk afstand og kulturprofil spiller ind.
Denne kulturelle og sociale ulighed er ofte søgt forklaret med, at det er for dyrt at besøge museerne. Naturligvis kan prisen have betydning. Men at det langtfra er den vigtigste årsag til skævheden, er dokumenteret gennem talrige nationale og internationale undersøgelser. Gratis adgang giver ikke et mere mangfoldigt publikum. Måske flere besøgende, i hvert fald i starten, men ikke øget social diversitet. Tallene er ikke til at tage fejl af.
I venstre side af Folketinget har man i mange år peget på prisen som årsag til social skævhed. Men ikke mere. »Det handler om at sænke barren, så flere tør træde ind i de rum, hvor kunsten og kulturen er«, har Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, således udtalt for nylig, og her rammer han hovedet på sømmet. For meget tyder nemlig på, at det, der for alvor betyder noget, er om det indhold, et museum tilbyder, opleves som relevant for det publikum, man gerne vil nå. Og dernæst om museet i hele sin attitude også evner at favne dette publikum.
Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider skelner i en analyse af emnet fra 2019 mellem tre grupper. Den første gruppe består af de mennesker, der allerede besøger museer på eget initiativ. Den anden gruppe omfatter dem, der under ingen omstændigheder vil på museum. Disse to meget forskellige grupper ser vi bort fra her. Derimod er det vigtigt at kigge på den tredje gruppe, som er mennesker, der ikke af sig selv vil besøge et museum, men som måske vil gøre det, hvis de skal vise det frem for udenbys gæster, hvis deres firma har arrangeret en event på museet, eller hvis museet holder et særligt arrangement, der tiltaler dem. Det er en gruppe, der kan flyttes fra at være passive museumsbrugere til at være aktive brugere.
Colleen Dilenschneider peger på tre primære barrierer, der skal nedbrydes for at gøre passive museumsbrugere aktive. Den helt klart vigtigste er, at de foretrækker at bruge deres tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig håndbold, biograf, samvær med familien, se tv eller ligge på sofaen. Den næste barriere er, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”. Og den tredje er tidligere negative oplevelser i forbindelse med museumsbesøg – f. eks. da man gik i skole. Først derefter kommer betydningen af entrépris. Med Dilenschneiders ord er det at være gratis ikke det samme som at være inviterende.
At mange prioriterer noget andet og mener, at et museumsbesøg ikke er noget for “sådan en som mig”, er utvivlsomt en nøgle til at forklare den kulturelle skævhed.
For museer skal jo betyde noget for nogen. Helst for alle, og i hvert fald for flere. Og her spiller det selvsagt en rolle, at dem, man gerne vil være noget for, oplever museet som relevant.
Den tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas stillede for år tilbage 1000-kroners spørgsmålet: ”Hvad er det, der interesserer publikum mere end noget som helst andet i verden, når de besøger et museum?” Og han gav selv svaret: “Det er dem selv! De, og vi, ønsker alle at skabe en forbindelse mellem vores eget liv og historien”. Dermed satte han for alvor relevans på dagsordenen.
I pagt hermed har den tidligere direktør for Museum of Liverpool David Fleming understreget: ”Museerne skal tjene samfundet og ikke bare passe på samlinger af genstande. Museerne skal være socialt ansvarlige og tage fat på tidens store spørgsmål. De skal identificere de historier, der engagerer, bevæger og involverer den almindelige besøgende.”
Museerne skal selvfølgelig handle om noget, der rager de mennesker, man gerne vil have som besøgende. Eller i det mindste bestræbe sig på at bygge bro mellem museet og brugerne. Hvis man lykkes med at skabe sådanne forbindelser, vil nye grupper givetvis komme på museet og måske opleve noget, de ellers aldrig ville være kommet i nærheden af.
Et vigtigt og nok i høj grad overset element i den brobygning er museets attitude og kulturelle tilgængelighed. For museer er jo meget mere end deres udstillinger og indhold. De er mødesteder, hvor man kommer for at være sammen og hygge sig. »A good day out«, som vore engelske kolleger siger. Det er jo gæsternes fridag.
Undersøgelser viser ligefrem, at selve indholdet af et museum, udstillingerne, spiller en mindre rolle end den oplevelse, det er at være sammen med dem, man besøger museet med. Museer er nemlig i meget høj grad også form og social ramme. Og i formen, i attituden, ligger en væsentlig forklaring på, at mange på forhånd har en opfattelse af, at dette eller hint museum ikke er noget for “sådan en som mig”. Opfattelsen kan være berettiget eller uberettiget, men den er ikke desto mindre virkelighed for dem, der har det sådan.
Vi vil vove den påstand, at langt de fleste museumsansatte hører til den gruppe, som hos Gallup kaldes de fællesskabsorienterede. Altså de kulturelt interesserede, de højtuddannede, de socialt bevidste med en fornuftig økonomi, som tilhører de humanistiske mellemlag og politisk ligger i midten eller lidt til venstre. Altså præcis den samme gruppe, som udgør museernes primære publikum, som det er i dag.
Og så er der en risiko for, at museerne kun åbner de døre, som de selv vil gå ind ad. Men lukker døren for de mennesker, der tilhører f. eks. de individ-eller traditionsorienterede grupper. Ikke som noget, man vil, men som noget, man bare kommer til.
Det er jo banalt, men ikke desto mindre afgørende, at vi er os bevidste, at der er mange, der har andre kulturprofiler, og som måske føler sig fremmed for værdierne og de kulturelle koder hos de såkaldte fællesskabsorienterede.
Hvis vi vil have disse andre kulturprofiler til at besøge museerne, hvis vi vil have dem i tale, så må vi sætte os i deres sted. Vi må være inviterende over for alle dem, der har den forhåndsopfattelse, at museet ikke er noget for “sådan nogen som mig.”
For det er vores forbandede pligt som museumsansatte at nedbryde kulturelle og sociale barrierer for møder med kunst og kultur. Lad os sætte en ære i at være museer, man kan identificere sig med, museer, hvor ingen behøver at føle sig mindre værd end andre, museer, som er alles ejendom. Derfor skal vi undgå indforståethed og adfærdsmæssige koder, der skaber usikkerhed om, hvorvidt alle må være med.
Den amerikanske museumsforsker Nina Simon peger på, at mange museer er fyldt med usynlige døre, “invisible doors”, hvor pointen er, at hvis man ikke kan se døren, så er det heller ikke muligt at forestille sig, hvad der er bag den, og da slet ikke, at det evt. kunne være “noget for sådan en som mig”.
Nina Simon taler også om “insiders” og “outsiders”. Insiders er dem, der allerede er inde i rummet, elsker det og beskytter det. Insiderne kan være både ansatte og dem, der kommer til på museet, og som kender det. Outsiders er dem, der ikke kender museet, og som kan føle sig usikre ved at skulle gå ind i rummet og måske også frygter, at de vil være uvelkomne.
Insiderne spiller en afgørende rolle for at byde outsiderne indenfor. Og de er også med til at gøre de usynlige døre synlige, så flere kan få lyst til at gå igennem dem.
