Engang imellem bør alle institutioner stoppe op og se på egen virksomhed. Også museerne. Er der for mange, som samler de samme typer genstande? Er det de rigtige ting, som man har samlet? Kunne nogle af dem i virkeligheden kasseres – eller måske sælges, sådan som det aktuelt er blevet foreslået fra politisk hold?
Tingene, genstandene, er på den ene side museernes rigdom og særkende. Men de er samtidig en klods om benet, fordi det er omkostningstungt at bevare de store samlinger. Det koster tid til registrering, det koster magasinplads og det koster konservering. De store samlinger binder en meget stor del af museernes ressourcer. Måske så mange, at det kan være svært for museerne at se fremad.
Kassation er relevant
Det er derfor fornuftigt at overveje en eller anden form for begrænsning af samlingernes størrelse, herunder kassation eller salg. I hvert fald på de kulturhistoriske museer, hvor der jo gemmes hundredvis af manglebrætter, Madam-blå kaffekander, pilespidser, stenøkser, stolpehuller – you name it! Hvor meget, man kan kassere, er svært at sige, men jeg tror ikke, det er småting.
Når – og hvis – man skrider til kassation eller salg, er der i hvert fald tre forhold, man skal være yderst opmærksom på.
Mange museumsgenstande er bevaret i tusindvis. Således fx barselspotter, der her ses på det Musæum, som Den Gamle By har indrettet i sit 1927-kvarter.
Museer skal tænke langsigtet
For det første skal man være opmærksom på, at enhver tid er præget af et slags nutidshovmod. Man ser typisk sig selv og sin tid som udviklingens toppunkt, hvorfra vi kan overskue alt. Ikke desto mindre viser det sig alt for ofte, at eftertiden ville have gjort et og andet anderledes. Derfor skal museerne være varsomme med at kassere de genstande og værker, som andre museumsfolk tidligere har besluttet at indlemme i samlingen og dermed bevares til – i princippet – evig tid. Det kunne jo være, at en senere generation af museumsfolk vil bebrejde os i dag, at vi kasserede netop disse ting. Museerne er organisationer med et langsigtet virke, og det er vigtigt, at vi som museumsfolk betragter museernes samlinger som investeringer på langt sigt.
Når det er sagt, så skal det også siges, at enhver professionel institution med mellemrum må stoppe op et øjeblik, vende blikket indad og overveje, om man gør tingene på en måde, så man får mest ud af de ressourcer, der er til rådighed.
Hvis guldhornene havde eksisteret i dag havde de uden tvivl været Danmarks mest markante museumsgenstande. Og langt mere bevaringsværdige end de tusindvis af mere ordinære ting, som også findes i museernes samlinger.
Alle museumsgenstande er ikke lige vigtige
Og her kommer jeg så til det andet vigtige forhold, nemlig at det er vigtigt, at man ikke betragter alle museumsgenstande som lige værdifulde, for det er de ikke! Det giver sig selv, at der er forskel på en stenøkse eller et manglebræt, som findes i tusindvis af eksemplarer rundt om på de danske museer, og så guldhornene, som uden diskussion ville være Danmarks mest bemærkelsesværdige og bevaringsværdige museumsgenstande, hvis de ikke var blevet stjålet og omsmeltet for mere end 200 år siden. På samme måde er der fortsat museumsgenstande, der er umistelige, mens andre måske er interessante, og andre igen må antages at miste interessen efter nogle år.
Salg må ikke blive en økonomisk gulerod for museerne
Når man så skrider til kassation er det vigtigt, at det sker på et museumsetisk forsvarligt grundlag. Og her er vi ved det tredje forhold. For et forsvarligt grundlag indebærer bl.a., at man får indarbejdet nogle dobbeltchecks, så man så vidt muligt undgår, at senere generationer vil bebrejde nutiden, at vi handlede kortsigtet. Dernæst mener jeg, at det er afgørende vigtigt, at man undgår, at enkelte museer kan tjene penge ved at sælge ud af samlingen. I stedet man måske forestille sig, at pengene fra museumsgenstande, som man har valgt at sælge, går i en fællespulje, så det ikke bliver muligt for økonomisk trængte museer at dække et underskud ved at sælge ud af samlingerne. Hvorom alt er, skal man for enhver pris undgå, at salg af museumsgenstande kan blive en økonomisk anspore for enkelte museer.
Da Den Gamle By iværksatte det store projekt med at skabe et 1974-kvarter, definerede vi, hvad vi var interesseret i og gik målrettet efter det. Således har vi indsamlet genstande til et kollektiv, hvorfra man her ser en række af typiske 1970’er sko.
Indsamling kan begrænses og målrettes
Et punkt, hvor det imidlertid er helt uproblematisk at gøre noget alvorligt ved sagen, er museernes indsamling. I Den Gamle By siger vi i dag nej tak til 98% af de ting, vi får tilbudt, enten fordi museet i forvejen er velforsynet, eller fordi det tilbudte ikke passer ind i museets profil. Vi er lykkelige for at få tilbudt tingene, og bestræber os altid på at forklare folk, hvorfor vi ikke kan sige ja tak.
Men på et område samler vi stort ind. Nemlig med henblik på at kunne genskabe de to moderne bykvarterer, der dækker tiden fra midten af 1900-årene til i dag. Konkret opbygger vi to kvarterer, et der viser et snapshot af Danmark i 1974 med både det nye og det gamle, der fandtes dengang. Og et kvarter, der vil vise et snapshot af 2014. Vi gør det sådan, at vi på forhånd undersøger, hvad der var karakteristiske for disse perioder, og så går vi målrettet efter det og kun det.
Derved slipper for de mange genstande på magasin, som er så lammende for museernes handlekraft. Og handlekraften er vigtig, hvis vil skal sikre, at vore børn og børnebørn kan opleve museer med et bredt udsnit af vor egen tids historie.