En Blockbuster i Den Gamle By! Kan man forestille sig det? Altså ikke en stor udstilling, men en video-butik? Eller et pizzaria, der er proppet ind i en nu nedlagt bankfilial? Eller en Home-ejendomsmægler? En studenterhybel med ren IKEA? Og på gaden en Skoda Octavia, en Mazda 3 og en VW Golf? Kan man virkelig det?
Ja, i Den Gamle By kan vi nemt forestille os sådan et snap-shot af det år, vi er i nu, 2014! Museet fylder 100 år og har aldrig været yngre, og vi bruger på den måde jubilæumsåret til at se fremad. Og skal det lykkes, skal vi i gang med det samme! For da vi for ti år siden begyndte at dokumentere det, der skulle blive til museets 1974-kvarter, var mange ting allerede svære at skaffe. Derfor sætter vi nu gang i en indsamling af huse, butikker og indbo, stort og småt, så museets gæster om få år kan træde ind i et 2014-bymiljø, hvor man både kan se, røre og lugte. Akkurat som man gør det i Den Gamle Bys nye 1974-kvarter. Her ser vi gæsterne opdage noget, de måske havde glemt, vi ser de forundres og at de har det morsomt, når de kigger ind hos kollektivet og kernefamilien, hører ABBA og Gasolin hos Pouls Radio, gyser ved synet af gynækologens redskaber eller nyder ”en med det hele” ved pølsevognen eller kaffe og napoleonskage i konditoriet.
Måske kan man forestille sig en Blockbuster i Den Gamle By. Historien om video og anden form for udlejning af film er vigtig i 1980er, 90erne og 00erne, men kraftig på retur nu i 2014. Dermed kan en sådan butik være med til at fortælle den historie, der ligger mellem 1974 og i dag.
Jeg tror ikke, jeg var den eneste, der i begyndelsen syntes, at 1974 – jamen, var det ikke i går? Men nu er det rent faktisk hele 40 år siden! Og regnet i museumstid, går der ikke længe, før 1974 er både 50, 60 eller 70 år siden og dermed på vej til at forsvinde ud af de flestes erindringshorisont.
I morgen er i dag i går – ”Morgen is heden verleden!” – sagde den nu afdøde hollandske museumsmand Frans van Puijenbroek og satte dermed for alvor samtidsdokumentation på museernes dagsorden. Han bakkes op af norske Olav Aaraas, som siger, ”vi vil gerne have nogen til at sige, at vores liv også er vigtige, og lige så vigtige som stenalderens hulemænd, de mjøddrikkende vikinger og 1800-tallets bønder”.
Hvad er det så vi vil i Den Gamle By? Hvad kan vi? Og hvad skal vi samle ind? Mængden af informationer, ting og helheder er jo uendelig og nærmest uoverskuelig, så det er afgørende vigtigt at afklare, hvilke kriterier og retningslinjer vi skal arbejde efter.Først og fremmest skal vi holde fast i det mål, vi også satte for indsamlingen til 1974-delen. Nemlig at det valgte årstal bliver en slags udsigtsår, hvorfra man kan se både frem og tilbage. Ideen kommer fra det nordengelske Beamish, som med afsæt i en række nøgleårstal både viser noget, der er nyt og noget, der er ved at forsvinde. Hos det unge par kan oldemors kommode således sagtens stå side om side med Ikeas Billy-reoler og en stak aviser fra 2014. Det giver dybde og dynamik, og det valgte fokusår lukker dermed op til en hel epoke.
For det andet skal vi identificere de store historier, de stærke historier, som ikke nødvendigvis altid er repræsentative, men som en slags tidsmarkører fortæller noget vigtigt om epoken. I 1974-kvarteret viser vi naturligvis en typisk kernefamilies lejlighed – alt andet ville jo være forkert. Men vi fortæller også om kollektiverne og om kvindefrigørelse og billedpornoens frigivelse. Begivenheder, som har givet – og stadig giver – danskerne identitet og profil. Det er nu vores opgave at finde de tilsvarende store historier fra 2014.
Det er også vigtigt at gå efter ting i fuld størrelse og stoflighed. I Sverige grundlagde man i 1970’erne netværket SamDok, der i godt tre årtier arbejdede målrettet med at dokumentere samtiden. Men i dag står det desværre klart, at meget lidt af det indsamlede kan anvendes til direkte glæde for publikum. En af initiativtagerne, Sten Rentzhog, konkluderede således i en artikel i Den Gamle Bys årbog i 2009, at ”samlingerne mest rummer optegnelser, lydbånd og fotografier, hvoraf meget lidt egner sig til brug i formidlingen”.
Det, vi samler ind, skal naturligvis også kunne indpasses i Den Gamle Bys koncept og være realistisk at gennemføre. Vi kan ikke indsamle en blok fra Gellerupparken. Vi kan ikke flytte et helt villakvarter. Og vi kan heller ikke indsamle en Bilka eller et storcenter. Men vi kan samle elementer ind, som har dimensioner, der kan indpasses i en bymæssig bebyggelse a la det brokvarter, som i dag huser Den Gamle Bys 1974-afsnit.
2014-bydelen skal give gæsterne en følelse af at være helt omsluttet af historien. Vi stræber efter at lave et gadeforløb med et antal huse med butikker i stueetagen og boliger og erhverv på de øvre etager. Og så må vi naturligvis ikke glemme biler, vejskilte, klistermærker, gadelamper, plakater, reklamer, affaldsspande med indhold og udtrådt tyggegummi og slikpapir på fortovet.
Husene skal passe ind i den karré, som udgør grundplanen og konceptet for museets moderne bykvarterer. Her vil både være et byhus i klassisk murermesterfunkis, et ældre byhus med antydningen af et tårn, en garage, der er ombygget til butik, og måske et såkaldt fill-in hus, som tegnes af en nutidig arkitekt og opføres på en tomt, hvor man skal forestille sig, at der tidligere har ligget en bygning, der nu er revet ned.
Af butikker kunne der måske være en videobutik, gerne en Blockbuster, som i dag er en butikstype, der er ved at forsvinde helt fra gadebilledet. Men samtidig en butikstype, der lukker op for en stor og vigtig historie om video og DVD og hele den billed- og filmverden, som fra begyndelsen af 1980’erne begyndte at komme ind i alle danske dagligstuer.
Vi kunne også lave en 7-Eleven – den ultimative døgnkiosk, som rummer historier om take-away, tidens slik, trykte massemedier, og som i øvrigt er typisk fremadbrusende franchise fra årene omkring 2014.
Det vil også være oplagt med en Home, Nybolig eller EDC-ejendomsmægler, hvor museets gæster kan se udbud og priser på alt fra andelsboliger og ejerlejligheder til villaer og nedlagte landbrug, og dermed fortælle en af de historier, der ellers ikke kan vises i Den Gamle Bys rammer.
Vi skal naturligvis også have den nok mest almindelige danske butikstype, et pizzaria, og gerne i den ydmyge udgave, som i dag findes i selv de mindste bysamfund.
Pizzeriaet er måske den mest almindelige butikstype i nutidens Danmark, og snart sagt hver lille landsby har sit pizzeria. Nu skal pizzeriaet også på museum i Den Gamle By, hvor det bliver et fint supplement til pølsevognen anno 1974.
Oplagt er også en trendy butik for dametøj, eller en brilleforretning, så museets gæster om bare fem-seks år kan more sig over, hvor rystende hurtigt, ting og tøj fra vor nærmeste fortid kommer til at virke uendeligt gammeldags og grinagtigt. Og så måske en nyligt nedlagt bankfilial, hvor det endnu ikke er lykkedes at leje lokalerne ud – eller som er blevet til et Consol Solcenter.
Boligerne skal illustrere danskernes måder at bo på i året 2014. Danskere skal forstås bredt som de mennesker, der bor i Danmark. Vi vil her lade os inspirere af den norske model for sam-shopping, hvor man finder frem til nogle mennesker, hvis bolig og historie, man ønsker at kopiere, og så går på indkøb sammen med dem, så man skaber hjem, der kommer så tæt som muligt på de hjem, der kopieres – med både arvestykker, antikviteter og nyindkøb. Det kan både være boliger, der er grundlagt i 1980’erne og 90’erne, og det kan være boliger, der tilhører helt unge mennesker, der netop har stiftet eget hjem.
Derved vil både boliger og butikker, huse og gademiljø føje sig ind i museets store fortælling om den jævne danskers historie. En fortælling, der i Den Gamle By tager sin begyndelse i renæssancen omkring 1600, fortsætter op gennem 17-1800-tallet og via museets andet fokusår 1927 nu når helt op til 1974 – og om få år forhåbentlig også til 2014.
Da vi for godt 10 år siden lancerede tankerne om en bydel fra 1974, var det så radikalt, at den daværende Kulturarvsstyrelse gik voldsomt imod og direkte anbefalede Den Gamle By at droppe projektet. Det gjorde vi dog ikke, for vi var overbeviste om, at projektet var både rigtigt og vigtigt – og 100 pct i overensstemmelse med museets grundlæggende idé og bankende hjerte. Så vi fortsatte arbejdet, og det har efterfølgende været en god oplevelse at have en begejstret Kulturstyrelse på besøg i de dele af 1974-kvarteret, der nu er færdige og åbne for publikum.
Når vi dengang turde gå imod den statslige styrelse på området, skyldes det ikke mindst det rygstød, det gav os, at flere af Den Gamle Bys søstermuseer rundt omkring i Europa med succes havde gennemført samtidsprojekter, der virkede som en stærk inspiration for os.
På det walisiske frilandsmuseum St. Fagans i Cardiff åbnede man således i 1987 en hel række med seks minearbejderboliger, der viser udviklingen i bygningskultur og boligformer fra 1805 og helt op til den seneste bolig fra 1985. Rækken af minearbejderhuse gav hurtigt St. Fagans et helt nyt publikum i form af minearbejdere og deres familier. Dernæst kunne museet konstatere, at der kom mange nye besøgende, der ellers aldrig gik på museum. Baggrunden var, at de nu kunne genkende sig selv og deres egen tid i de to-tre seneste huse.
Et par årtier senere satte museets direktør John Williams-Davies projektet i sammenhæng med den ideologi, der prægede frilandsmuseernes tidlige historie i årtierne omkring 1900. Det skete i en artikel i tidsskriftet Folk Life fra 2009, hvor han pointerede, at museer af den type var både radikale og relevante institutioner. De var radikale, fordi de fokuserede på almindelige menneskers daglige liv, hvilket ikke var set før. Og de var relevante, fordi de målrettede deres historiefortælling mod almindelige mennesker, mens museer indtil da især havde interesseret sig for de højere samfundslag.
På samme tid havde nordmanden Olav Aaraas lige så originale tanker. Olav Aaraas er i det hele taget det museumsmenneske, der mest markant har sat den nyeste tid og samtidshistorien på museum. Først på vestnorske Sogn Folkemuseum, hvor han i 1986 åbnede et parcelhus fra samme år, altså 1986. Dernæst da han som direktør for Maihaugen i Lillehammer i 1990’erne satte sig i spidsen for at lave et villakvarter, så publikum kunne se, hvordan almindelige norske familier har levet i alle årtier i 1900-tallet, helt frem til 1995, hvorfra det seneste hus stammer. Og senest da han var blevet direktør for Norsk Folkemuseum i Oslo, som i 2002 åbnede et pakistansk hjem i Norge.
På en international konference i Den Gamle By i 2009 talte han om, hvordan frilandsmuseerne fastholder – eller genvinder – deres samfundsmæssige relevans og pointerede her betydningen af samtidsdokumentation. Han roste Den Gamle Bys satsning på 1974. Men han løftede også pegefingeren: ”Don’t stop in the 70s, Thomas! History won’t wait for you”.
Vi har lyttet til Olav Aaraas’ råd. Med 2014-projektet påtager Den Gamle By sig en museumsopgave, som vi tror, vi kan løfte i kraft af erfaringerne med at skabe kvarteret fra 1974. Lykkes det ikke i første omgang at skaffe penge til det selve byggeriet, tror vi på, det vil lykkes i en senere runde. For opgaven er vigtig, for Den Gamle By og for Danmark. Og den primære forudsætning for at det kan lykkes, er at tingene er dokumenteret og samlet ind i rette tid.
Som museum skal vi tænke og agere langsigtet. I Den Gamle By gør vi det lige nu ved at sætte fokus på året 2014. Derved vil vi sikre, at museet kan fastholde sin relevans og attraktivitet mange år frem i tiden. For Den Gamle By er sat i verden for at gøre historien vedkommende og tilgængelig for så mange mennesker som muligt. Det gør vi bedst ved konstant at sikre et link til folks erindring.