Først nu er museerne ved at komme fri af den faglige spændetrøje, som Nationalmuseets direktør Sophus Müller i sin tid fikserede den danske museumsverden i. I år er det 100 år siden, Müller gik på pension.
Jeg er helt på det rene med, at ikke alle er enige, men selvfølgelig må det være morsomt at gå på museum. Det er jo folks fridag, og museumsbesøget skulle gerne være en hyggelig oplevelse sammen med familien eller vennerne. Men der må aldrig herske tvivl om, at den oplevelse, museerne leverer, er solidt understøttet af faglighed og forskning.
Ikke desto mindre har man i Danmark i mange år haft den opfattelse, at faglighed og underholdning er uforenelige størrelser. Det gælder i kulturverdenen i almindelighed og så sandelig også inden for museumsverdenen, hvor den mangeårige direktør for Nationalmuseet Sophus Müller var den, der i årtierne omkring 1900 ’klappede museerne i facon’, så de blev præcis, som han mente, museer skulle være.
I år er det præcis 100 år siden, Sophus Müller gik på pension efter mere end en menneskealder som dominerende direktør for Nationalmuseet. Müllers indflydelse ophørte imidlertid ikke med pensioneringen i 1921. Og heller ikke med hans død 13 år senere. Nej, Müllers uforgribelige mening om, hvordan et museum skulle være og hvem det var til for, blev i hans regeringstid indlejret så dybt i det herskende museumssyn, på Nationalmuseet og i Danmark i det hele taget, at faglighed og underholdning fortsat støder sammen fremfor at berige hinanden.
Der var virkelig noget vi-alene-vide over den dybt konservative Sophus Müller, der var opvokset i kongens København og rundet af enevældens tankesæt og verdenssyn. Som den aristokratiske arkæolog, han var, hævdede han, at museernes fokus skulle være forskning, fund og forhistorie. Historien fra en tid, mange har et forhold til, var ikke interessant. Det var fortællinger om almindelige mennesker bestemt heller ikke. Og at et museum kunne være til glæde for folk i almindelighed, og ikke kun for forskerne, var nærmest umuligt for ham at forestille sig.
Med mere eller mindre held forsøgte nogle museer at gå andre veje. Et eksempel er Den Gamle By, der i årene efter grundlæggelsen 1914 formåede at slå sig fri af den Müllerske hånd og ånd. Et andet eksempel er Hjerl Hede, der allerede i 1950’erne brød nyt land med sin levendegørelse.
Inden for kunstverdenen var det Louisiana, der fra 1958 brød med de herskende normer. Ikke alle brød sig om et museum med café, butik og spektakulære events. Men publikum elskede det, og Louisianamodellen vandt efterhånden også indpas på kulturhistoriske museer.
Inspirationen fra Louisiana sås tydeligt på de såkaldte Bredeudstillinger, der i årene 1966-88 udviklede sig til et eksperimentarium for nye museale fortælleformer. Selvom Bredeudstillingerne foregik i Nationalmuseets regi, er det værd at notere sig, at lokationen ikke var Müllers hellige haller i Prinsens Palæ, men i Brede, langt ude på landet, 15 km nord for museet i kongens København, hvor alt var som det plejede at være.
Nok var Sophus Müller død i 1934, men hans ånd rådede stadig. På Nationalmuseet og på museerne i almindelighed. I 1969 fandt Kulturministeriet, at nu kunne det være nok, og ministeriet gav en kulturpolitisk redegørelse, som var én stor øretæve til museerne. Man måtte se i øjnene, hed det i redegørelsen, at museerne i dag kun spiller en ”underordnet rolle iblandt de muligheder for anvendelse af fritiden, der frembyder sig for befolkningen”. Som illustration gav betænkningen en nærmes karikeret beskrivelse af ”den klassiske museumsmontre” med rækker af genstande anbragt på hylder ”på en så akavet måde, at man skal gå ned i knæ for at få et overblik over dem” og med mere eller mindre ulæselige etiketter, der ”i sig selv er et levn fra fortiden”. ”Mange museer er derfor i dag selv modne til at komme på museum”, lød dommen.
Museerne måtte forstå, hed det i redegørelsen, at ”fritidsvanerne er indgribende ændrede”. Ja, man måtte acceptere, at museerne som biblioteker, teatre, radio og fjernsyn også havde den ”meget vigtige opgave at underholde”. Der skulle ikke skabes ”afstand mellem klenodierne og de besøgende”. Museerne skulle være inviterende og tilgængelige, og de skulle i højere grad indrettes med henblik på de besøgende.
Det er vi i dag heldigvis mange, der er enige i.
For selvfølgelig skal museer forny sig! Selvfølgelig må det være morsomt at gå på museum! Selvfølgelig må gæsterne hygge sig under besøget! Selvfølgelig må et museum provokere! Og selvfølgelig er det helt i orden, at museer også spiller på fantasien!
Det hele står og falder med, om man som besøgende kan regne med det, man oplever og får oplyst under besøget. Museer skal give oplevelser, men sande oplevelser – ikke ”fake history”. For hvis museer mister deres troværdighed, kan de lige så godt lukke og slukke.
I flere undersøgelser har den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider analyseret, hvilken rolle museerne spiller i vores verden af ”alternative facts”. Tallenes tale er klar: Museer nyder overordentlig stor tillid, og folk ser museerne som en langt mere troværdig kilde til information end fx massemedier, NGO’er, offentlige myndigheder og politikere.
Samme Dilenschneider er i sine analyser også nået frem til, at de fleste museumsbesøg motiveres af forventningen om en underholdende oplevelse, som så til gengæld retfærdiggøres af, at man som museumsgæst også har mulighed for at lære noget under besøget.
Det empiriske grundlag for Colleen Dilenschneiders undersøgelser er amerikansk, men lur mig, om ikke de overordnede konklusioner også har gyldighed i Danmark.
Hos os præges debatten fortsat alt for ofte af en falsk modsætning mellem oplevelse og underholdning på den ene side og faglighed og forskning på den anden. En modsætning mellem gæstehadende, genstandsfokuserede videnskabsfolk, der hygger sig med hinanden i deres elfenbenstårne, og så folkekære fortællere, der kan slå et slag i bolledejen og få museernes tørvetrillere til at vågne op til glæde for almindelige mennesker.
De succesfulde museer har erkendt, at underholdning og oplevelse ikke står i modsætning til oplysning og faglighed.
Tag blot Museet for Søfart i Helsingør, Moesgård Museum i Aarhus, Strandingsmuseet i Thorsminde, Tirpitz ved Varde og , naturligvis, Den Gamle By. Publikum strømmer til i endda meget store tal – også rigtig mange, der tidligere aldrig kunne drømme om at besøge et museum.
De fleste vil gerne hygge sig og føle sig underholdt. Og de vil bestemt ikke kede sig, hvilket de heller ikke gør, selvom de nævnte museer alle holder den faglige fane højt. Museernes succes dementerer dermed også enhver påstand om, at folk ikke er interesseret i historisk korrekthed.
En lettere redigeret udgave af denne tekst publiceres som kronik i Jyllands-Posten 30. december 2021.