Jul i London

To af de juletraditioner, som danskerne har importeret fra England, er julekort og mistelten. Det første julekort blev trykt i England i 1854, og mod slutningen af 1800-tallet bredte traditionen sig til Danmark. Misteltenen har sammen med f.eks. kristtjørn en lang historie som grøn julepynt i de engelske stuer. Traditionen, der knytter den til kys, stammer formentligt fra 1700-tallet, hvor der var stor interesse for den keltiske historie. Baggrunden findes efter sigende i, at misteltenen i de keltiske sagn havde en særlig funktion som lægeplante, og at der knyttede sig helt særlige ritualer omkring indsamlingen af den. Herfra udviklede traditionen om kys under misteltenen sig.

I den sidste del af 1800-tallet blev julekort en populær tradition i Danmark.

Om sammenligningen mellem London og Danmark skriver den udsendte medarbejder, at juleaften ikke som i Danmark er en højtidsaften, men en dag forbeholdt forberedelserne til den følgende dag. Han konkluderer: ”Hvert land har jo sin måde at holde jul på, og Englands juleglæder er som en følge deraf noget forskellige fra de danske.”

Skribenten fortæller om butikkernes ”pragtfulde udsmykning med alle slags herlige sager” og fremhæver, hvordan det først er juleaften, at den travle londoner har tid til at beskæftige sig med indkøbene. Her ser han en klar forskel mellem byens kvarterer, idet arbejderne naturligvis ikke kunne foretage indkøb i løbet af dagen. Samtidig er der også en klar forskel i forhold til Danmark, idet det særligt er mændene, der stod bag juleindkøbene. ”Man ser de værdige city-mænd drage hjemad, overbebyrdede med pakker, blandt hvilke en kalkun eller gås i almindelighed indtager den mest fremragende plads. Det slags indkøb besørges nemlig i almindelighed af mændene – i mange cityhuse er det endog skik, at chefen ved juletid forærer hver af sine undergivne en julekalkun – og ingen gentleman behøver at undse sig ved at bære et sådant fjerkræ.” Her adskiller London sig fra København, og skribenten fortsætter: ”I den henseende er man mindre fordomsfuld end i København, hvor man vist ikke finder mange husfædre, der ville holde af at bære en kalkun gennem Østergade.” At medarbejderne får en kalkun til jul af deres chef, optræder også i ”Et juleeventyr” af Charles Dickens fra 1843. I Danmark ses en parallel i de julekurve med f.eks. vin, chokolade og andre specialiteter, som i nogle virksomheder udgør firmajulegaven.  

Omtalen af traditionen med julekort bærer ikke præg af, at de endnu er velkendte i Danmark. Dette passer meget godt med, at julekortet først bliver udbredt i Danmark i løbet af 1870´erne og 1880´erne, hvor danske forlag begynder at trykke kort med motiver tegnet af danske kunstnere.

Om julekortene beretter skribenten ”Man har også travlt med at sende julekort, prydede med symbolske billeder og ”Glædelig jul” og ”Love to all” afsted til slægt og venner, en skik, der bevirker, at postmændene vist er de eneste, som ikke hilser julemorgen med et glad ansigt. For alle andre er den nemlig en af de få fridage om året på hvilken de har lov til at more sig frit og ubundet.” Første juledag som en fridag går igen i begge artikler. Nok går englænderne i kirke julemorgen, men om eftermiddagen ”kan man både danse og synge så galt man vil.” 2. juledag er de fleste ude og besøger for eksempel Londons zoologiske have, teatre og musikhaller.

Skribenten overvejer om den megen aktivitet skyldes, at det er en dyr fornøjelse at blive hjemme 2. juledag på ”Boxing Day”, som den kaldes i England. På denne dag ”bliver man nemlig rendt på dørene af folk, som af alle mulige og umulige grunde bede en om lidt til deres Christmas Box, og man kan ikke godt undslå sig for at give dem noget.”

Artiklerne kommer også ind på forskelle mellem de velhavende og de fattige indbyggere i London. I de fattigere kvarterer er det f.eks. pantelånerbutikkerne og værtshusene, der er mest besøgt, og skribenten beskriver, hvordan slagsmål og skænderi præger værtshusene. Her er det kvinderne, der gør sig mest bemærkede. ”Med størst råhed optræder fruentimmerne, de gør mest spektakel, de skændes mest, og de slås mest, hvormed dog ikke skal være sagt, at mændene give dem synderlig meget efter.” Reportagen fra 1873 slutter med en opremsning af alle de forfærdelige sager, der dukker op efter 2. juledag som følge af ”den overdrevne nydelse af stærke drikke i juletiden”. Skribenten nævner 11 forskellige eksempler på overskrifter fra dagens aviser, bl.a. ”En vild kvinde”, ”Dobbeltmordet i Belfast”, ”Forsøg på at myrde en hustru” og ”Tiltale for mord.” Artiklen slutter: ”Disse og mange andre beretninger kunne give et begreb om skyggesiderne ved den måde, hvorpå man holder jul i England.”

I artiklen fra 1872 indleder skribenten med at konkludere, at der ikke er så stor forskel på julemiddagen i London og i Danmark. ”Når det ikke var, fordi man hørte et fremmed tungemål, kunde man godt bilde sig ind, at det var et dansk familieselskab” Ser man på menuen, er den dog anderledes end den danske og består af mange retter, fisk, oksesteg, kalkun og forskellige slags buddinger, hvoraf skribenten fremhæver den ”for de fleste danske uspiselige plumbudding”.

Udover maden bliver mistelten en af de traditioner, som skribenten får lejlighed til at gøre sig helt tæt bekendt med til festen, og ved at være med i kyssene under misteltenen kommer han til at deltage i festen på lige fod med de øvrige inviterede.

”Under loftet hænger der selvfølgelig en mistelten. Denne plante spiller, som det måske er læseren bekendt, en meget betydelig rolle ved juletid i England. Den findes ophængt i ethvert hus, og når en dame passerer under den, har herren ret til at kysse hende. Mangen en undersvend venter alene af den grund med længsel på juletid for under misteltenens beskyttelse at kunne trykke de første kys på den unge piges læber, der i løbet af året har vundet hans kærlighed, men for hvem han ikke har haft mod til at udtrykke sine følelser.” Således ser skribenten det som misteltenens fortjeneste, at der til jul knyttes flere bånd mellem unge mænd og kvinden end resten af året.

Misteltenen er en del af julepynten i arbejderparrets lejlighed i Den Gamle Bys 1974-kvarter.

Under julefesten griber skribenten chancen og kysser en ung kvinde under misteltenen. ”Man spurgte forbavset, om det også var skik og brug i Danmark, og da jeg benægtede det, udtalte man sin beundring for den hurtighed, med hvilken jeg forstod at sætte mig ind i engelske forhold. Nu var isen imidlertid brudt”. Resten af aftenen gik med pantelege, te, dans, aftensmad og mere dans og sådan fortsatte det til ”langt ud på natten”. Skribenten konkluderer, at julefesten havde meget tilfælles med en gammel dansk jul på landet, og han havde næsten ”ondt ved at tro, at det var midt i det ellers så stive og tvungne London.”

Mon ikke skribenten her tænker på de gamle julestuer, som fejredes på landet fra 1. juledag til Helligtrekonger med lege og dans, øl og brændevin? Men heller ikke i København var julefesterne nødvendigvis stive og kedelige. Peter Faber skriver i sin julesang Sikke voldsom trængsel og alarm fra 1848 om 1. juledag, hvor der bl.a. også leges pantelege. Faber slutter: ”Unge pige, lad os lege skjul – giv mig kun et kys, det er jo jul.” Selv uden mistelten kunne der godt falde et ekstra kys af i anledning af højtiden.