Åbner igen 10:00
Køb billet

Fra adelens dannelsesrejser til charterturismens masserejser

På Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By kan du drømme dig væk i 150 fantastiske og farvestrålende turistplakater fra perioden 1896 til 2023 i særudstillingen Lystrejser. På eventyr med turistplakaten. Oplev en farveeksplosion når du træder ind i udstillingslokalet, som viser den ene plakat-perle efter den anden. En stor del stammer fra den periode, som kaldes plakatens guldalder fra omkring 1920 til 1950'erne og de ligger på et meget højt niveau med deres grafisk fantasifulde og veludførte streg.

Plakaterne gør det, de skal og lever op til det formål de er skabt med, nemlig at fange vores opmærksomhed og få os til at kigge, men også til at drømme og længes efter nye oplevelser.

Med plakaterne som udgangspunkt kommer vi vidt omkring i turismens historie og udvikling lige fra adelens dannelsesrejser over de romantiske lystrejser til charturismens masserejser. Hver eneste plakat fortæller en særlig historie og nogle af dem, vil vi også dykke ned i.

Da plakaterne er skabt som reklame for ferie og rejser er de entydigt positive og berører ikke det klimaaftryk og den ødelæggende masseturismen, som er en følge af den voksende rejselyst. Den har både store miljømæssige konsekvenser og den slider på de populære rejsesteders autenticitet. Rejselysten er der stadig, men rejseglæden er blevet iblandet en dårlig samvittighed.

Selvom det ikke er noget, man kan mærke på turistplakaterne, bliver det alligevel uundgåeligt en del af fortællingen om turismen, der skaber grundlag for en øget reflektion, når man oplever de entydigt begejstrede turistplakater. Udstillingen ”Lystrejser” har således mange lag at byde på både æstetisk og med hensyn til overvejelser omkring vores fælles ansvar.

Praktisk information

Ring til os hverdage 10-17

Kontakt os på e-mail