Åbent i dag 10:00-17:00
Køb billet

Den Gamle Bys rendestene er uden fortidens skidt og møg.

 

Uhumske gader

Bortledning af spildevand
Langs med husene i Algade er der en rende i brolægningen, der skal lede regn- og spildevand væk fra gaderne. Denne kaldes en rendesten. Tidligere lå der så meget skidt og lort – også fra mennesker, og rendestenen stoppede til.

Skidt og møg i gaderne
Byerne i 17- og 1800-tallet var så fulde af affald fra dyr og mennesker, at det kunne være direkte sundhedsfarligt at færdes der. I 1787 blev Vestergade i Aarhus beskrevet som: "… mere en Møddingpøl end en Købstadsgade". Nogle gader blev ligefrem opkaldt efter svineriet: I Horsens fandtes en Skidengyde, Sønderborg havde en Møggade og Ribe en Skidenslippe. I 2016 er der stadig i Maribo et Skidenstræde.

Vidste du

At Krystalgade i København frem til 1818 hed Skidenstræde? Gadens beboere bad om at få navnet ændret, så deres gæster ikke skulle tro, de boede i en kloak.

At man flere stedet lagde et stort bræt over rendestenen? Dette rendestensbræt skulle gøre det muligt for borgerne at komme over sølet uden at blive snavset til.

At gaderne i 1700-1800-tallets byer ofte var dannet af flere lag af brolægning? Med tiden forsvandt brolægningen i affald og pløre, og når gaderne blev for ufremkommelige, lagde man derfor en ny brolægning ovenpå skidtet.

 


Sådan kunne Algade have set ud omkring 1800.
Tegning: Jens Bech, SKALK, 1971.


Der er ikke mange latrinære gadenavne tilbage i vores byer. Skidenstræde findes dog i Maribo.