Åbner igen 10:00
Køb billet

Smykkeskrinet i Den Gamle By

 

Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. Her vises 1000 smykker af de bedste danske designere fra hele det 20. århundrede. Flere har spurgt, hvordan denne samling og udstilling er kommet til Den Gamle By. Her kommer forklaringen.


Tirsdag 7. februar åbnede kronprinsesse Mary Smykkeskrinet i Den Gamle By. En enestående samling af dansk smykkedesign, som nu indgår som en permanent udstilling i Den Gamle By.

I november 2011 fik jeg et prik på skulderen om, at et ægtepar i Berlin havde en hel enestående samling af dansk smykkekunst. En samling af en sådan kaliber, at den burde kunne ses på et museum i Danmark.

Javel, sagde jeg til denne kender af dansk smykkekunst: ”Men hvorfor kontakter du mig?”

”Jo, af to grunde”, sagde han. ”Dels vil den svinge godt med Den Gamle By øvrige samlinger af sølvtøj, porcelæn og finere ure. Dels har jeg bemærket, at Den Gamle By har en heldig hånd med at realisere større projekter”.

Det var jo svært at sidde overhørigt! Så vi undersøgte sagen. Vi havde et hyggeligt møde med Marion og Jörg Schwandt, som have skabt samlingen over de seneste 40 år. Mødet foregik i Den Gamle By, og senere var vi i Berlin for at se nærmere på sagerne.

Og hold da op! Sikke en samling! Der udstrålede kærlighed til dansk design, udviste stort overblik og en kompromisløs kvalitetssans.


Denne broche er en af mine personlige favoritter. Designet af Nanna og Jørgen Ditzel for Anton Michelsen i 1953.

Tanken om et underjordisk smykkeskrin opstod!

To ting skulle dog kunne lade sig gøre. For det første skulle et sådan smykkeskrin kunne indpasses i de underjordiske udvidelser, som Den Gamle By allerede var ved at planlægge. Og for det andet måtte de nødvendige midler tilvejebringes fra ekstern side, idet et underjordisk smykkeskrin ville være en investering langt over Den Gamle Bys egen formåen.

Vi kontaktede derfor Niels Peter Louis-Hansen, der som formand for Aage og Johanne Louis-Hansen Fonden tidligere har hjulpet os. Efter en positiv samtale om samlingen sendte vi en ansøgning og krydsede fingre. Der gik ikke længe, inden vi fik et brev med tilsagn om midler – både til erhvervelse af samlingen, til et underjordisk udstillingslokale, til registrering og publikation af samlingen og til opbygning af udstillingen.

Så var det bare om at komme i gang, og 7. februar kunne Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary – som feen i eventyret – trykke på knappen og tænde lys i montrerne i det 70 kvm store udstillingsrum.


Armbånd designet af Bent Knudsen i årene omkring 1960.

Samlingen omfatter 1000 smykker, hovedsagelig i sølv, men også enkelte guldsmykker. Det har været målet for ægteparret at skabe et overblik over de strømninger i det 20. århundredes smykkekunst, som er særligt danske. Det vil sige det enkle, det funktionelle, og med fokus på lys og refleksion.

Ifølge de eksperter, som Den Gamle By har konsulteret, er samlingen ”helt enestående i såvel Danmark som i udlandet”.

Alle de kendte smykkedesignere og sølvsmede er repræsenteret med mesterværker i samlingen. Det gælder for eksempel Mogens Ballin, Thorvald Bindesbøll, Kay Bojesen, Marie Christiansen, Nanna Ditzel, Bent Exner, Kay Bojesen, Torun Bülow-Hübe, Bent Gabrielsen, Karl Gustav Hansen, Kastor Hansen, Bent Knudsen, Henning Koppel, Uwe Helmuth Moltke, Evald Nielsen, Svend Weihrauch og selvfølgelig Georg Jensen.

Vi har oplevet at mange gæster, der kommer for at opleve Den Gamle By classic, bliver positivt overraskede over – som en slags sidegevinst – også få mulighed for at opleve Smykkeskrinet. Og jeg er overbevist om, at smykkeinteresserede fra hele verden nok skal finde vejen til denne betagende samling af dansk smykkekunst.


Broche af sølv med stiliseret slyngornamentik og rødbrun rundslebet agat. Designet af Thorvald Bindesbøl for Holger Kyster omkring 1905.

Smykkeskrinet er en permanent udstilling og et af Den Gamle Bys bidrag til kulturbyåret Aarhus 2017.