Kulturministeriet har planer om at lægge både Statens Forsvarshistoriske Museum, Dansk Landbrugsmuseum og Jagt- og skovbrugsmuseet ind under Nationalmuseet. Inden det måtte ske, bør der foretages en udredning af, hvordan museumsverdenen bør organiseres og hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.
Jeg har været leder af et dansk museum i mere end 25 år. Men når jeg tænker nærmere efter, har jeg aldrig nogensinde haft behov for at spørge Nationalmuseet til råds, endsige fået nogen hjælp herfra.
Den erkendelse er dukket op gennem de seneste par år, hvor man har diskuteret fremtidens danske museumslandskab med henblik på at få lavet en ny museumslov, som nu er vedtaget.
Lovens formulering om Nationalmuseet svarer ikke til virkeligheden
I de danske museumslove har der gennem alle årene stået, at Nationalmuseet er ”Danmarks kulturhistoriske hovedmuseum”.
Natonalmuseet skal ”belyse Danmarks kultur og verdens kulturer og deres indbyrdes afhængighed”, og loven siger, at museet for dansk kulturs vedkommende skal ”anlægge og opretholde repræsentative samlinger”. Der står også, at Nationalmuseet som statsligt hovedmuseum er forpligtet til at yde museumsfaglig bistand til de øvrige statslige museer samt statsanerkendte museer.
Ser man lidt praktisk på det, er det imidlertid en illusion og fuldstændig urealistisk, at Nationalmuseet skal kunne dække det hele, kunne det hele og så i øvrigt assistere de andre museer i landet.
Ikke ét, men mange nationalmuseer i Danmark
For virkeligheden er jo, at en lang række opgaver varetages af specialmuseer, som ligger spredt ud over det ganske land.
Vil man se lokomotiver og jernbanehistorie er stedet Danmarks Jernbanemuseum i Odense.
Vil man se lokomotiver og vide noget om jernbanen, vil det for de fleste være naturligt at besøge Dansk Jernbanemuseum i Odense, frem for at drage til Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palais i centrum af København.
Er det søfart, man interesserer sig for, er Søfartsmuseet i Helsingør stedet, dernæst Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Er man til kanoner og militærhistorie er det Tøjhusmuseet i København, mens flådens historie fortælles på Orlogsmuseet på Christianshavn.
Med udstillingen Den Fjerne Krig om at være dansk soldat i Afghanistan har Tøjhusmuseet lavet den måske mest relevante museumsudstilling i Danmark i mange år.
Kongehusets historie fortælles på Rosenborg. Byernes historie finder man i Den Gamle By, der som bekendt ligger i Aarhus, posthistorien finder man på Post og Tele Museum i København, landbrugets historie ses bedst belyst på Dansk Landbrugsmuseum i Auning og dernæst på Frilandsmuseet i Lyngby, Hjerl Hede ved Holstebro og Den Fynske Landsby i Odense. Og sådan kunne man blive ved med at nævne væsentlige museer, der hver dækker deres del af Danmarks historie.
Mejeriudsalg på Dansk Landbrugsmuseum, som er det nationale museum for landbrug og fødevarer.
Jeg kunne ønske mig, at museumsloven ved næste revision vil blive tilpasset virkeligheden. For det er givet, at virkelighedens verden aldrig vil tilpasse sig lovens bogstav om, at Nationalmuseer skal dække det hele.
Andre modeller i lande uden strukturer fra enevælden
Den danske museumsmodel med ét statsejet hovedmuseum, naturligvis beliggende i København, har sin oprindelse i Kongens Kunstkammer fra enevældens tid. Og selvom Danmark reelt har en hel række museer med nationalt ansvar, har man aldrig for alvor taget et opgør med strukturen fra enevælden, så lovgivning og tilskudsstruktur kunne blive tilpasset virkeligheden i det demokratiske Danmark.
Ser man fx til Holland, der på mange måder ligner Danmark, finder man en helt anden, decentral struktur for nationale museer.
For mens de store, statsfinansierede og statsejede hovedmuseer i Danmark ligger i hovedstaden, er de tilsvarende hollandske rijksmuseer (nationalmuseer) spredt ud over det ganske land. 26 i alt – fra Amsterdam til Apeldoorn, fra Den Haag til Enkhuizen, fra Utrecht til Otterloo.
I Holland har man 26 nationale museer, som ligger spredt ud over hele landet. Her Nederlands Openluchtmuseum, der ligger i Arnhem og hvis engelske navn er National Heritage Museum.
En del af baggrunden er, at Holland ikke har enevældens tradition for centralisering omkring hovedstaden, sådan som vi har det så markant her i Danmark. En anden del af forklaringen er, at man ikke i det moderne Danmark har gjort op med den enevældige tradition for centralisering.
Forslag om at decentralisere Nationalmuseet
Da Nationalmuseet i 2008 skulle have ny direktør tillod jeg mig at give Kulturministeriet et råd. Jeg gjorde det i min egenskab af præsident for Association of European Open Air Museums, en post jeg varetog fra 2007 til 2011.
Mit råd var, at man skulle gøre Frilandsmuseet, der i mange år bare har været en afdeling af Nationalmuseet, til et selvstændigt museum – og så foreslog jeg i øvrigt en generel decentralisering af Nationalmuseet i lighed med den model, man har i Holland.
Da jeg 2007-11 var præsident for de europæiske frilandsmuseer foreslog jeg Kulturministeriet, at man skulle gøre Frilandsmuseet og evt andre store afdelinger af Nationalmuseet til selvstændige museer.
Forstå mig ret. Jeg har intet mod Nationalmuseet, hvor jeg kender flere højkompetente folk, der gør en kæmpeindsats. Men ser man på Nationalmuseet som helhed er resultaterne ikke imponerende i betragtning af, at museet får over 200 mio kr i årligt statsligt tilskud.
Min pointe var, at en decentralisering ville give de enkelte afdelinger – eller snarere selvstændige museer – en klarere mission og retning. Når alle afdelingerne er bunket sammen i en stor, tung institution kan det være svært at finde ud af, hvilken vej man egentlig skal gå. En anden pointe var, at der ville blive flere, der ville føle, at de havde foden under eget bord, og jeg er overbevist om, at det ville give en markant forøgelse af arbejdsglæde og gejst på museet – og øget museal produktivitet til glæde for museets gæster og brugere.
Mine tanker blev venligt modtaget, men det blev også sagt klart, at noget sådant næppe kom på tale. Det kunne jeg jo kun tage til efterretning med den bemærkning, at det blot var vigtigt for mig, at tanken nu var formuleret på rette sted. Jeg ville nemlig have det dårligt med, at man, hvis den ikke var blevet formuleret, kunne klandre mig for ikke at have meldt ud i rette tid.
Hvordan får man mest for de statslige støttekroner
Når der akts at være planer om, at lægge en række betydningsfulde specialmuseer ind under Nationalmuseet, er der grund til at råbe vagt i gevær.
I februar 2012 åbnede Tøjhusmuseet en længe savnet og meget rost udstilling om Danmarks Krige. Udstillingen var hovedsagelig finansieret af store donationer fra private fonde.
Inden Kulturministeriet skrider til handling, bør der foretages en udredning med inddragelse af relevante interessenter fra museumsverdenen, støtteforeningerne og fra offentligheden. Herunder bør forskellige scenarier og deres konsekvenser skitseres. Og så må det være i alles interesse at få foretaget en sammenlignende analyse af, hvordan man får mest museum for de statslige støttekroner.
Personligt tvivler jeg meget på, at man gør det ved at lægge flere i sig selv stærke museumsenheder ind under en eksisterende mastodont som Nationalmuseet.