Museer handler ikke mindst om at være sammen

Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn fra Den Gamle By giver her sit bud på, hvilken rolle museerne kan spille i forhold til den fremmedgørelse og mistrivsel, som præger ikke mindst de yngre generationer, fremtidens publikum.

Mens vi spændt afventer kulturministerens bud på en ny model for fordeling af statens tilskud til museerne, kan der være god grund til at tage en tur op i helikopteren og se på, hvilken rolle, de kan spille i nutidens og fremtidens samfund? Ikke at økonomiske modeller og administrativ teknik er uvæsentlige ting, men når fokus er på økonomi og administration, glemmer man let de helt grundlæggende spørgsmål.

Navnlig kan det være relevant at se på, hvad museerne kan bidrage med i en tid, hvor it-ficering og skærmforbrug er en altgennemtrængende og tilsyneladende ustoppelig megatrend, der som en sideeffekt afstedkommer en hidtil uset fremmedgørelse og mistrivsel, navnlig blandt de børn og unge, der jo er fremtidens museumsgæster.

For i takt med, at skærme og digitale forbindelser mere og mere erstatter menneskelig kontakt, og konkrete møder med mennesker dermed bliver en mangelvare, så bliver de oaser, hvor man rent faktisk er sammen, ifølge sagens natur stadig mere vigtige. Og museer er netop sådanne oaser – ligesom øvrigt også mange andre kulturformer er det.

Menneskets er et socialt væsen – og et fysisk væsen, og oplevelse af kultur foregår næsten altid i et fællesskab. Man planlægger kulturoplevelser sammen med nogen, man følges ad, man gør noget sammen, man diskuterer, og som oftest ledsages oplevelsen også af en kop kaffe, et glas vin eller lidt at spise sammen med dem, man følges med. Når man mødes næste gang, er den fælles oplevelse ofte anledning til nye samtaler. På den måde bliver oplevelsen både forlænget og forstærket.

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvad amerikanerne oplever som det bedste ved et museumsbesøg. Langt, langt de fleste, nemlig hele 40 procent, svarer, at det vigtigste er at være sammen, mens forbavsende få nævner udstillingerne (16 pct) og det at lære noget nyt (10 pct). USA er ikke Danmark, men det er interessant, at Den Gamle Bys dugfriske undersøgelser af museets publikum i 2023 entydigt understøtter Dilenschneiders pointe om museets fællesskabsstiftende rolle.

Museer er oplevelse, de er overraskelse, de er deltagelse, de er forundring, de er dannelse – og de er først og fremmest oplevelser i fællesskab. En slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Og så er de som oftest også en slags bindeled mellem den enkelte og noget, der er større.

I stedet for iPads, hørebøffer og andre individualiserende fortælleformer, satser vi i Den Gamle By bevidst på det, vore gæster kan være fælles om. De skal møde rigtige mennesker og kunne gå i dialog med dem. De skal have mulighed for at deltage i aktiviteter, hvor de skal arbejde sammen. Se udstillinger, der engagerer og lægger op til samtale, diskussion, ja til modsigelse. De skal opleve små biografer, hvor de sidder sammen og oplever i fællesskab. Og hvis de møder skærme, så har vi lavet dem så store, at alle kan være med.

Som ansvarlige ledere skal vi imidlertid huske på, at vore museers attraktivitet ikke kun har at gøre med det konkrete indhold, som giver stederne profil. Det handler ikke kun om kerneydelsen. Nej det handler nok så meget om også at skabe rammer for, at folk kan være sammen.

I Den Gamle By er vi i hvert fald meget bevidste om, at kaffen i konditoriet, snakken med pølsemanden, bænken i haven bag købmandsgården og den lille legeplads med karrusel og luftgynger for mange er lige så vigtig for en god gæsteoplevelse som Møntmestergården, Smykkeskrinet og 1974-lejlighederne i Tårnborg.

Jeg har altid troet på den kraft, der ligger i modtendenser, og jeg forfægter derfor også det princip, at når ’den store verden’ går i én retning, så skal vi som museer altid prøve at gå andre veje og gerne i en retning, som er specifikt ’vores’. I den digitale og it-ficerede tid, vi lever i, ser jeg det derfor som en særlig opgave, at vi som museer også byder os til med interessante og anderledes rammer for samvær.

Det bør vi som ansvarlige ledere skrive os bag øret og lade det være med til at forme de oplevelser og de rammer, vi tilbyder nutidens og ikkemindst fremtidens publikum.