Museer for alle

Hvis man mener, at det, museerne leverer, er vigtigt, må man som leder af et museum også lægge sig i selen for at nå ud til mange mennesker – også til dem, der normalt ikke går på museum. Jeg ser her på, hvilke barrierer der gør, at nogle vælger museerne fra. Teksten er en let redigeret udgave af indlæg i Altinget.

I løbet af efteråret skal Folketingets partier diskutere, hvordan en kommende museumsreform skal udformes. Herunder hvilke opgaver museerne skal løse, og hvordan statens tilskud til museerne skal fordeles. Trods disse lidt tekniske formuleringer, rummer en museumsreform muligheden for et markant kulturpolitisk nybrud. For den mest centrale del af oplægget til reformen handler om, at vi skal finde ud af, hvad vores museer skal kunne i fremtiden og ikke mindst hvem de skal være til glæde for.

Denne sommer har vist, at rigtig mange danskere elsker museer, og for de fleste museer er besøgstallet nu på niveau med årene inden corona. Alligevel er der noget, der halter. For en stor del af museerne er i realiteten en lukket fest, som appellerer til en relativt begrænset del af befolkningen.

Ifølge den nationale brugerundersøgelse, som omfatter alle museer i Danmark, er den typiske museumsgæst i dag en midaldrende kvinde med en mellemlang eller lang uddannelse. Det er selvfølgelig fint, at kvindelige gymnasielærere plus 50 går på museum. Men det er ærgerligt, at forholdsvis få museer appellerer til andre befolkningsgrupper. F.eks. er mennesker med en faglig uddannelse, mænd, ufaglærte, unge mellem 20 og 45 år og danskere af anden etnisk herkomst markant underrepræsenteret på de fleste museer.

Naturligvis skal der være plads til ’smalle’ museer, ligesom der selvsagt også altid vil være mennesker, der hellere vil spille fodbold, tage i biografen eller gå en tur i skoven - uanset hvilke krumspring museerne gør sig.

Som leder af et museum, der er kendt for at nå bredt ud til mennesker af alle slags, er det imidlertid mit håb, at den kommende museumsreform vil gøre det attraktivt at nå bredere ud, så museerne rent faktisk bliver for alle.

Ja, rent faktisk ser jeg et demokratisk potentiale i at nå ud til et stort og bredt publikum, og man kan vel i en eller anden grad kan sige, at de mennesker, der vælger at besøge et museum, både ’stemmer’ med fødderne og med pengepungen.

Dertil kommer som noget nok så vigtigt, at museerne faktisk har en vigtig rolle at spille. Både som reservoirer for vores fælles identitet og hukommelse og som formidlere af nyskabende kunst og kultur, som er med til at holde den demokratiske samtale i gang og sikre stærke, fælles oplevelser for de mennesker, der tager imod museernes tilbud.

Så hvordan kan være, at der er mange, der springer museumsbesøg over, og hvad kan vi gøre for at ændre på det?

Indtil for få år siden var der megen tale om, at gratis adgang ville give museerne et både større og mere mangfoldigt publikum. Men intet tyder på, at det reelt er tilfældet. Mange danske og internationale undersøgelser peger således på, at gratis adgang måske giver flere besøgende, i hvert fald i starten, men at det reelt ikke ændrer på besøgsprofilen.

Nej, det handler om værtskab og vaner.

Værtskab i den forstand, at man som gæst skal føle sig velkommen og opleve, at man bliver taget alvorligt og respekteret som den, man er. Vaner i den forstand, at har man har ikke fra barnsben fået et forhold til det at gå på museum, så er der stor sandsynlighed for, at man heller ikke kommer til det i voksenlivet.

Så hvordan sikrer vi en kultur, der byder flere danskere velkommen, og hvordan sikrer vi, at flere børn og unge får et fundament, der gør dem til aktive museumsbrugere?

Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider har undersøgt, hvilke barrierer, der typisk er for museumsbesøg. Hun har sammenfattet de tre vigtigste årsager til at fravælge museumsbesøg. Den første årsag er, at man foretrækker at bruge sin tid på noget andet, på andre fritidsaktiviteter. Det være sig sport, biograf, at være sammen med familien, at se tv eller at ligge på sofaen. Den næstvigtigste barriere er oplevelsen af, at et museumsbesøg ikke er noget for ’sådan en som mig’. Og den tredjevigtigste grund til at fravælge et museumsbesøg er, at man tidligere har haft negative oplevelser – f.eks. da man var der med skolen, og den sure dame sagde til børnene, at de skulle være stille. Eller da firmaet holdt sit jubilæum og man følte sig set ned på af personalet, fordi man havde ramt den forkerte dresscode.

Og ja, mennesker er forskellige, så vi kommer aldrig i en situation, hvor alle danskere har lyst til at gå på museum. Så den første barriere vil i en eller anden udstrækning altid være der. De næste to kan vi derimod gøre noget ved.

At et museumsbesøg ikke er noget for ’sådan en som mig’, handler i høj grad om kulturelle koder og barrierer. Om at føle sig velkommen og blive hjulpet på vej til at forstå det svært forståelige. Om ikke blive mødt af bygninger og udstillinger, der virker afvisende. Ikke blive mødt af indforstået formidling eller akademiserende væg-til-væg tekster med høje lixtal.

Museer er dannelse og forskningsbaseret formidling, men de er mere end det. Hvis vi skal have flere, og mere forskellige, besøgende ind på museet, må attituden være åben og inviterende, og kulturelle koder må ikke spænde ben.

Til syvende og sidst beder vi jo folk om at bruge deres ofte sparsomme fritid på museumsbesøget, så naturligvis skal de have en god oplevelse, som får dem til at føle sig tilpas.

Meget kan nås ved at gøre bygninger og udstillinger åbne og inviterende, ved brug af formsprog og tekster, der er til at forstå. Ved levende formidling, hvor man bliver mødt af engagerede mennesker, og ved aktiviteter målrettet børn, som giver dem de gode museumsoplevelser, de senere i livet kan bygge på.

Attituden og værtskabet betyder mere, end man tror.

I forhold til selv at kunne forholde sig til det, man møder på et museum, har den nu tidligere direktør for Norsk Folkemuseum Olav Aaraas under en konference i Den Gamle By for nogle år siden formuleret dette vigtige spørgsmål: ”Hvad er det, der interesserer gæsterne mere end noget som helst andet, når de besøger vores museer?” Og efter at have set ud over tilhørerne, gav Olav Aaraas selv svaret: ”Det er dem selv!”. Og han pointerede: ”Vi drømmer alle om at blive forenet med vores eget liv og vores historie. Vi vil gerne have nogen til at fortælle os, at vores liv også er vigtige,

og at vi selv er vigtige, ligeså vigtige som stenalderens hulemand, som de mjøddrikkende vikinger og som 1800-tallets bønder”. ”Historien sluttede jo ikke for 100 år siden, den fortsætter, og vi er selv en del af den”.

Museer betyder meget for mange, men de kan betyde meget mere for langt flere.

Det er mit håb, at den museumsreform, der tegner til at være på vej, vil formulere det mål, at museerne skal være for alle, og at de ikke mindst skal række ud til de børn og unge, der er fremtidens museumspublikum. I Den Gamle By vil vi klappe i vores små hænder, hvis der også skabes en model, der belønner de museer, der viser, at de vil og kan løse denne opgave.