Museer bør nå ud til børn og unge, have demokratisk reach og – naturligvis - god kvalitet

I forbindelse med debatten om en museumsreform anbefaler museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, at antallet af parametre til bedømmelse af museer udvides, så evalueringerne bliver mere retvisende.

Når alt kommer til alt, tror jeg, de fleste vil mene, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Sådan har det ikke altid været, men tiderne har ændret sig, og det er glædeligt at konstatere, at der tilsyneladende er generel opbakning til, at det nylige udspil til en museumsreform opererer med en inddeling af museerne i flere niveauer.

Det er også både vigtigt og sympatisk, at man lægger op til at bedømme museerne på det, de rent faktisk leverer. Ikke efter, hvor de ligger, eller hvem der ejer dem. Tilbage i 2017 foreslog jeg i et blogindlæg, at museerne måles på seks parametre, heraf flere kvalitative som blandt andet relevans og aktualitet. Men jeg blev hurtigt gjort opmærksom på, at det, man måler på, skal kunne konverteres til regneark. Med det følger den naturlige begrænsning, at der kun måles på ting, som kan kvantificeres – noget, jeg sidenhen har taget til efterretning.

For i mine øjne er det vigtigt at måle på flere parametre. Hvis man gør det, risikerer man i den store sammenhæng næppe at ramme helt ved siden af, selvom det giver sig selv, at man ikke kan være 100 procent retfærdig på alle målepunkterne.

Brug kvalitetsvurderingen

Konkret foreslår den aktuelle arbejdsgrupperapport, at man nøjes med at måle på tre parametre:

- Om museerne er til glæde for mange, altså hvor mange der besøger dem

- Om de har en høj faglighed, hvilket her skal forstås som forskning a la universiteterne

- Og om museerne selv formår at skaffe indtægter, for eksempel i form af billetsalg, tilskud fra kommuner, fonde og sponsorer.

Disse tre parametre er helt afgjort centrale for resultatet af museerne virksomhed, og der findes allerede valide og sammenlignelige data på de tre områder. Derfor er det meget fornuftigt at tage udgangspunkt i dem.

I denne uge pegede professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh på en række styringstekniske problemer ved modellen i Kulturmonitor. Ifølge ham vil problemerne betyde, at der ikke skal ret meget til, før effekten af selv små ændringer bliver endda meget betydelig.

For at undgå det, professoren betegner, som at adfærdspåvirkningen bliver uhensigtsmæssig stor, foreslår han blandt andet, at man inddrager flere parametre end de tre foreslåede, hvorved påvirkningen så at sige jævnes ud over flere målepunkter.

I målbarhedens ånd vil det ligge ligefor aktivt at bruge de kvalitetsvurderinger, som alle statsanerkendte museer gennemgår med jævne mellemrum som et parameter.

Her får museerne en 360-graders vurdering af hele deres virksomhed, som placerer dem på fire niveauer: Meget tilfredsstillende, tilfredsstillende, ikke helt tilfredsstillende og ikke tilfredsstillende.

Det ligger jo lige for at museer, der skal vurderes på topniveau, bør have det højeste tilskud, mens museer, der får en decideret ikke tilfredsstillende vurdering, vel egentlig ikke bør modtage tilskud fra staten.

Fremtidens publikum og demokratisk reach

Derudover kan de nuværende parametre med besøgstal, forskning og andre indtægter passende suppleres med yderligere to parametre: Dels antallet af børn og unge, der besøger museerne. Dels museernes evne til at nå ud til en bredere målgruppe end det sædvanlige kulturpublikum.

At museerne bør række ud til flere børn og unge – fremtidens publikum – bør være evident, og det er da også noget, mange kulturpolitikere har peget på.

Tallene foreligger allerede, så hvis man virkelig mener, at det er vigtigt, bør det være helt uproblematisk at tilføje dette som et fjerde parameter.

Derudover bør man overveje at belønne museerne for at nå ud til et bredere udsnit af befolkningen. Ifølge den nationale brugerundersøgelse, som omfatter alle museer i Danmark, er den typiske museumsgæst i dag en midaldrende kvinde med en mellemlang eller lang uddannelse. Det er selvfølgelig fint, at kvindelige gymnasielærere på +50 går på museum. Men det er ærgerligt, at forholdsvis få museer appellerer til andre befolkningsgrupper.

Jeg forstår, at et kvalificeret datagrundlag herfor ikke findes i øjeblikket. Men det gjorde det for nogle år siden, da den nationale brugerundersøgelse delte museernes besøgende op i henhold til det såkaldte Gallup-kompas.

Hvorom alt er, så er det jo ikke raketvidenskab, og jeg kunne drømme om, at politikerne beder embedsværket om at få tilvejebragt det nødvendige datagrundlag, så man også kan måle det, som man vel kan kalde ’museernes demokratiske reach’.

Tænk hvis en reform kunne gøre det attraktivt at nå bredere ud, så museerne rent faktisk bliver for flere. Og tænk hvis man ligefrem vil belønne de museer, der lykkes hermed!

Det kan i hvert fald måles, hvis man vil.

Denne tekst er en lettere bearbejdet udgave af mit indlæg i Kulturmonitor tirsdag 14. november 2023.