Hvis vi reelt ønsker en reform, må vi som museer også spille med

I dette blogindlæg slår museumsdirektør Thomas Bloch Ravn et slag for, at museerne kommer med konstruktive indspil til den museumsreform, der er på vej, og som museerne selv har ønsket. Indlægget er en lettere omarbejdning af et debatindlæg i dagens udgave af Altinget.

I museumsverdenen har vi i årevis efterlyst en anden og bedre model for fordeling af statens tilskud. Vi har bedt om gennemskuelighed og retfærdighed. Om en model, der bedømmer museerne på det, de leverer, fremfor på hvor de ligger og hvilke politiske kontakter de gennem tiden har været heldige at have.

Nu er en arbejdsgruppe så kommet et bud på en model, der vil bedømme museerne efter objektive og målbare kriterier. Helt konkret foreslås besøgstal, forskning og anden finansiering som fx egenindtægt eller kommunale tilskud.

Og så klapper vi vel alle i vores små hænder? Men nej, det gør vi så ikke. I stedet for at kvittere for arbejdsgruppens grundige og seriøse stykke arbejde, synes jeg, vi – eller nogle af os - møder rapporten med en lidt sur og afvisende kritik. Det er egentlig ret forstemmende. Og jeg tror bestemt heller ikke, det er vejen frem, hvis vi ønsker at få indflydelse på det endelige resultat.

Ser man på de politiske reaktioner på arbejdsgruppens udspil, så er det værd at bide mærke i, at der er enighed om at betragte det som det, det er, nemlig et afsæt for videre udvikling og kvalificering. Ikke som den endelige model. Ergo må det være en opgave for os som museer at lytte til politikernes ideer og bekymringer og med det som afsæt komme med realiserbare forslag til forbedringer, som vi som museer også finder fornuftige.

Vi skal nå ud til flere børn og unge

For det første ligger det lige for også at bedømme museerne på, i hvilket omfang de formår at nå ud til børn og unge, som jo er fremtidens publikum. Der synes at være politisk konsensus om, at det er en prioriteringssag, fordi museerne, når de er bedst, kan tilbyde den forankring, det fællesskab, den dannelse og de konkrete oplevelser, som mange savner.

Vi ser i disse år en generation vokse op, der kæmper med en ensomhed og social isolation, der er både mere omfattende og dybere, end vi har set tidligere. Ironisk nok forstærkes udviklingen af de teknologier, der også giver os mulighed for at være bedre globalt forbundne end nogensinde før. Men på børneværelserne, kollegieværelserne og i ungdomsboligerne vokser udfordringerne, og vi ser mere og mere mistrivsel. 

Tænk derfor, hvis man i en museumsreform ligefrem vil belønne de museer, der lykkes med at nå ud til mange børn og unge! Det er nu, chancen er her for at sætte handling bag ordene. Og de data, der oplyser herom, indberetter vi hvert år til Danmarks Statistik.

En reform skal sikre at kvaliteten er i orden

Som jeg hører det, er der også politisk enighed om, at vi selvfølgelig skal have museer af høj kvalitet. Det ligger her ligefor aktivt at bruge de kvalitetsvurderinger som et parameter, som alle statsanerkendte museer gennemgår med jævne mellemrum. I kvalitetsvurderingerne får museerne en 360-graders vurdering af hele deres virksomhed, som placerer dem på fire niveauer: Meget tilfredsstillende, tilfredsstillende, ikke helt tilfredsstillende og ikke tilfredsstillende.

Det giver vel næsten sig selv, at museer, der skal have det højeste statstilskud, også bør vurderes på topniveau, mens museer, der får en decideret utilfredsstillende vurdering, vel egentlig ikke bør modtage tilskud fra staten.

Museer bør belønnes for demokratisk reach

Endelig synes der at være politisk enighed om, at museerne bør række ud til et bredt udsnit af befolkningen. Og mange udtrykker ærgrelse over, at forholdsvis få museer appellerer til andre befolkningsgrupper and de i forvejen kulturaktive.

Jeg er med på, at et kvalificeret datagrundlag herfor ikke findes i øjeblikket. Men det gjorde det for nogle år siden, da den nationale brugerundersøgelse delte museernes besøgende op i henhold til det såkaldte Gallup-kompas. Hvorom alting er, så er det jo ikke raketvidenskab, og jeg kunne drømme om, at politikerne beder embedsværket om at få tilvejebragt det nødvendige datagrundlag, så man i fremtiden også kan måle det, som man vel kan kalde ’museernes demokratiske reach’.

Det er nu, chancen er der for at sætte handling bag ordene.

Pas på ikke at smøre smørret for tyndt ud

Som nytiltrådt kulturminister sagde Jakob Engel-Schmidt sidste år ved denne tid, at han ønskede ”at lave en museumsreform, der belønner de museer, der gør det godt”. Og han advarede mod, at vi ”smører smørret så tyndt ud, er der kun lige er nok til at vi alle sammen kan overleve, i stedet for at vi sætter nogle kalorier bag nogle fyrtårne, der så kommer op i de højere luftlag”.

Her er der desværre noget, der halter i den foreliggende rapport. Rent faktisk vil alle rapportens modeller flytte ressourcer fra fyrtårnene til de mindre museer. Men det er der jo nu mulighed for, at politikerne tager højde for i de kommende forhandlinger.

I samme ombæring er det mit håb, at også de store museer får incitamenter til at blive bedre. Dette kunne løses ved at indføre flere trin i de foreslåede modeller. For eksempel belønner rapporten kun museer for et besøgstal op til 250.000 gæster. For de større museer er der således intet incitament til at være til glæde for 300.000, 400.000, 500.000 eller flere.

Men det kan man jo sagtens indarbejde. Det drejer sig alene om teknik.

Som en ’gammelfar’ med 36 års erfaring som museumsleder på både et lille lokalmuseum og et internationalt fyrtårn, håber jeg på en konstruktiv proces, der vil resultere i en retfærdig og gennemskuelig reform, der baserer sig på objektive parametre, og som fokuserer på at belønne museerne for, hvad de leverer.

For museerne er jo ikke til for deres egen skyld, men for samfundet og for de millionvis af danskere, der her får en fornemmelse af, hvem de er, hvor de kommer fra og hvor de er på vej hen.