Glem ikke den historie, som de fleste kan relatere sig til

Af Thomas Bloch Ravn
21. marts 2024

I denne replik til 32 direktørers forslag i Altinget 4. marts om særlig støtte til museernes arbejde med det arkæologiske arbejde, slår den nu afgåede direktør for Den Gamle By til lyd for, at man gør op med den fjerne old tids automatiske forrang i såvel lovgivning som tildeling af offentlige penge til museerne. Nok så vigtige er de museer, der tager sig af de nationale fortællinger, har ekstraordinært store udstillinger, vigtige samlinger, bevaringsværdige bygninger og som løser særlige samfundsopgaver.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg undrer mig over de arkæologiske museers forslag i Altinget den 4. marts. Forslaget går ud på, at netop deres museer i forbindelse med den kommende museumsreform skal tildeles et særligt grundtilskud for at opretholde et beredskab til at løse de opgaver, der sådan set altid har ligget på deres bord.

Eller undrer og undrer! Nej, sådan har jeg jævnligt haft det i de mere end 36 år jeg har været leder af et museum. Derfor har flere meldt ud, at jeg ikke finder arkæologien og arbejdet med den fjerne fortid vigtigere og mere støtteværdig end så mange andre opgaver, museerne løser.

Lad mig bare nævne en række museers særlige ansvar for de store, nationale fortællinger som byhistorie, arbejderhistorie, designhistorie, forstadshistorie, søfartshistorie, kolonihistorie, industrihistorie og landbrugshistorie.

Eller de museer, der har særlige samlinger som Skagensmalerne, De fynske malere, ja kronregalier, bladtegninger, sølvtøj, ure, møbler, klædedragter, mode, legetøj, osv.

Eller museer med en stor bygningsmasse, der ikke mindst i disse klimakritiske tider kræver ekstra opmærksomhed. Og selv bevaringsværdige bygninger jo står ude om natten.

Eller museer med ekstraordinært mange kvadratmeter udstillinger eller særligt krævende samlinger og kæmpestore museumsmagasiner.

Eller museer, der udfører andre opgaver som opretholdelse af håndværkskompetencer, som ikke findes andre steder, eller som varetager sociale indsatser af forskellig art. Og sådan kunne man blive ved.

Hvis den ene type opgave skulle kvalificere til et særligt grundtilskud, kan man med rimelighed forvente, at også andre opgaver bør kvalificere til øremærkede grundtilskud.

Og så er vi vel tilbage ved den jungle af særlige hensyn, som man gerne vil væk fra med en museumsreform, som skal være objektiv og gennemskuelig. Det sidste vil i hvert fald gå fløjten, ligesom også fremtidige beregningsmodeller vil blive unødig komplicerede.

Siden 1802 har oldtiden stået i et helt særligt lys i den officielle danske historiefortælling. For det var i 1802, den fattige guldsmed og urmager Niels Heidenreich stjal de to originale guldhorn. Året efter publicerede Adam Oehlenschläger sit store digt om netop guldhornene, som indvarslede romantikken i Danmark, og som på en måde gjorde det til noget særligt værdifuldt, når det ”klinger i muld, det gamle guld”. Hvis man er i det humør, så kan man sige, at arkæologien dengang blev en ’hellig ko’ i det danske museumsvæsen.

Naturligvis er det alvorligt, at vejanlæg, byggeri og dybdepløjning ødelægger arkæologiske spor fra sten-, bronze- og jernalder. Men problemet er jo meget større og bredere, og man kan frygte, at en ensidig fokusering på museernes arkæologiske opgaver må føre til prioriteringer, der ikke tager hensyn til helheden.

For sagen er jo den, at hele udviklingen i vores moderne samfund – alle samfundets kvaliteter ufortalt – er én stor dybdepløjning af hele Danmarkshistorien, for nu at bruge dette billede.

I takt med samfundets modernisering og navnlig siden højkonjunkturen fra ca. 1960, har fremskridtets bulldozer ryddet endda meget kraftigt ud i de materielle levn fra ældre tider.

Bilismen og moderne infrastruktur har grundlæggende ændret århundredgamle byplaner, og fremkomsten af nye sovebyer har fuldstændig forandret utallige landsbyer. Radikale ændringer af håndværkets materialer og teknik har betydet, at håndelag og kompetencer, som gennem århundreder har vist deres bæredygtighed, nu er gået – eller er på vej til at gå - i historiens store glemmebog. Avanceret avlsteknik og moderne driftsformer truer gamle danske husdyrracer i en grad, så man kan frygte, at ikke blot en væsentlig kulturarv, men også vigtigt genetisk potentiale går tabt. De senere år er det ikke mindst gået hårdt ud over sporene af industrihistorien.

Et helt specielt problem udgør bevaringen af kulturarven fra det seneste halve århundrede. Hovedparten af de masseproducerede forbrugsgenstande er fremstillet ud fra køb-og-smid-væk filosofien af materialer, der ikke er langtidsholdbare og ofte med brug af stoffer, der virker som indbyggede destruktionsfaktorer. De er ikke lavet for at skulle holde!

Kort sagt er det ikke kun de arkæologiske spor fra den fjerne oldtid, der er truet. Det er i allerhøjeste grad også kulturarven fra de seneste århundreder, der ’dybdepløjes’. Et kig på, hvilke museer, der har stor folkelig yndest, viser også, at de seneste århundreders historie vækker endda meget stor interesse i den danske befolkning.

Når man ikke i det officielle museumsvæsen er opmærksom på dette, hænger det antagelig sammen med arven fra guldhornene, men det hænger også sammen med, at det antikvariske arbejde, som ligger uden for arkæologiens traditionelle arbejdsområde, ikke på samme måde er belagt med regler og restriktioner, som gør, at problemerne bliver synlige, når reglerne brydes eller viser sig utilstrækkelige.

Enøjet fokusering på ét problem fører desværre ofte til, at man overser andre problemer, eller måske ligefrem skubber nogle til side. Bevaringen af den danske kulturarv bør anskues under en samlet antikvarisk synsvinkel. Derfor vil det være mere fornuftigt at fokusere på målbare, sammenlignelige kriterier, sådan som jeg indtil videre har forstået, at tanken bag museumsreformen er.