?subject=Besøg på egen hånd&body=Foretrukken dato og tidspunkt:%0D%0ANavn på skole:%0D%0AKlassetrin:%0D%0AAntal elever:%0D%0AAntal lærer:%0D%0AKontaktpersonstlf.:%0D%0ATilmeldingen er først gældende, når du har modtaget en bekræftelse samt retningslinjer.
Forskellighed som samlende kraft
I en tid med øget segmentering og endimensionalitet er det vigtigt at værne om det anderledes og at vise, at mennesker og kulturer egentlig slet ikke er så forskellige, når det kommer til stykket. Således skriver jeg i en kronik, der i dag bringes i Kristeligt Dagblad. Her bringes teksten i en lettere redigeret udgave.
Først en lille og tankevækkende historie. En ældre herre spørger en dreng, der er på vej i skole: ”Går der både muslimer, jøder og kristne i din skole?”, og drengen svarer: ”Næ, i min skole gør der kun børn”.
Historien popper med mellemrum op på mine sociale medier, og jeg bliver varm om hjertet, hver gang jeg falder over den. For det er sådan, jeg gerne vil have, at Den Gamle By skal være. Som museum for de danske byers historie har Den Gamle By nemlig ambitioner om at vise historiens faktiske mangfoldighed. Ikke som noget separat, men som en integreret del af det danske samfund.
Senest har vi iværksat et projekt om de jødiske samfund, der i mellemkrigstiden ikke blot fandtes i København, men i mange byer rundt om i landet. Projektet realiseres i et hus fra Randers, som i en længere periode var hjemsted for den største jødiske menighed uden for København. Da synagogen i Randers lukkede i 1936, var det den sidste uden for hovedstaden.
Om et par år vil Den Gamle Bys gæster kunne opleve en børstenbinderbutik og en ydmyg bolig, som man skal forestille sig bebos af en tilrejsende trosfælle. Tilsammen vil de to interiører give et snapshot af jødisk liv i en dansk provinsby i mellemkrigstiden. Dertil også en udstilling, der vil give et overblik over den jødiske historie i Danmark og dermed også fungere som en slags indeks til, hvor i landets købstæder man finder jødiske gravpladser, tidligere synagoger, markante firmaer mv.
Som sådan vil det nye initiativ supplere Den Gamle Bys lejlighed, som man skal forestille sig beboet af seks tyrkiske gæstearbejder, samt den grønlandske studerende, der på en skærm fortæller, hvordan hun som barn blev fjernet fra sin familie for at blive ’mere dansk’. Det hele midt i én stor dansk mangfoldighed.
Man kan sige, at museet på den måde bliver en slags oase for det, der er anderledes. Som sådan illustrerer det på fineste vis udtrykket ’unity in diversity’, som bruges i sammenhænge, hvor mangfoldigheden så at sige bliver et billede på samfundets sammenhængskraft.
Mangfoldighed
Mangfoldigheden er kendetegnende for store dele af kulturområdet. Og netop det overraskende, det anderledes og det, der kan vække til modsigelse, bliver stadig mere vigtigt i en tid som vores, hvor nutiden ikke bare bliver mere segmenteret og algoritmestyret, men også rydder så effektivt op i fortiden, at meget af det, vi ikke kan lide lige for øjeblikket, bliver fejet ind under gulvtæpper og gemt væk.
Vi lever i en stadig mere endimensional virkelighed. Vi er kolleger med folk, der ligner os, vi bor i de samme kvarterer, og vi læser aviser med netop vores profil.
I samme boldgade får vi fokuserede informationer på Wikipedia - fremfor at få uventede oplysninger ved at bladre i et gammeldags leksikon. Stadig flere får deres informationer fra det, vennerne deler på Facebook. Og det flow-TV, der er på det, der engang hed Fjernsynet, er ved at være en saga blot.
Endnu mere grelt bliver det med algoritmestyringen på det altgennemtrængende internet. Man får mere af det, man interesserer sig for, mere af det, man kan lide, og mere af det, man plejer! Plejer fremfor anderledeshed, endimensionalitet frem for mangfoldighed. Ikke noget der overrasker, chokerer eller giver anledning til modsigelse eller andre tanker.
I Den Gamle By har vi i en årrække bestræbt os på at synliggøre diversiteten som en del af helheden. Navnlig i det kvarter, der med året 1974 som omdrejningspunkt tegner et mangfoldigt billede af hverdagen i Danmark i 1960’erne og 70’erne.
I de store lejligheder i 1974-kvarteret kan gæsterne besøge kernefamilien Meyer, den ugifte skoleinspektør frk Bodil Sneum, kollektivet Tårnborg og læge Ib Windfelds gynækologiske klinik. Og i stueetagen Bonnichs Konditori, Rahbæks Minimarked, og lidt længere henne ad gaden Salon Anni med Jørn Hjortings ’De ringer, vi spiller’ som lydtapet.
I Huset i Havnegade kan man kigge ind til lærerfamilien, der viser ferieminder på smalfilm, og til den enlige mor med sønnen, der på det tændte TV ser VM-finalen 1974 mellem Holland og Tyskland, som sidstnævnte vandt 2-1. Man kan kigge ind til de seks tyrkiske mænd i en tre-værelses på 45 kvm. Til hippieparret med spædbarnet og til den grønlandske studerende. Og til det ældre ægtepar, hvor manden får sig en formiddagslur, mens han lytter til højmessen i radioen.
I et hjørnehus fra København kan man besøge Bent Js jazzværtshus og Børnehaven Rosenvang. Det er også i Københavnerhjørnet, vi finder den næsten blinde mands lejlighed, hvor en film viser de besøgende, hvordan beboeren Henning Eriksen selv så lejligheden gennem sine enormt tykke briller. I kælderbutikken finder man Bogcentralen med alt fra Gyldendals Tranebøger og Anders And til Ugens Rapport og Weekend Sex. Det var de sidstnævnte blade, der udgjorde de 13 bogcentralers økonomiske fundament.
I de to baggårde kan publikum kigge ind i et knallertværksted, et spejderlokale, et VVS-værksted og tre baggårdslokummer fyldt med autentisk lokumspoesi. ”Æd grønt, pis gult og stem rødt”, er der skrevet på en af væggene.
Ingen store K’er
Det, vi her viser, er ikke historien om de tre store K’er: krige, konger og København. Nej, i Den Gamle By lægger vi vægt på hverdagen, på de ufortalte historier og de glemte steder. Almindelige menneskers historie er som oftest både rigere og mere rørende end de abstrakte, nationale historier. Vi fortæller historier, som den almindelige dansker kan spejle sig i, og det er vores håb, at publikum vil komme til at huske ting, de havde glemt, og at de vil forundres og tænke, om det nu virkelig kan passe.
På den måde giver et besøg på den ene side anledning til genkendelse, hygge, samvær og sammenhæng, og på den anden side til forundring, diskussion og modsigelse.
”Multi-voice” kaldte den videnskabelige leder af ’Polin - museum for de polske jøder’ i Warzawa, Barbara Kirshenblatt-Gimblett, Den Gamle Bys model på en international konference i 2016. På dansk siger vi flerstemmighed.
Den Gamle By er i den brede offentlighed nok især kendt som et ufarligt og nostalgisk museum. Men rundt omkring gemmer der sig overraskelser, som ofte giver anledning til diskussion.
Således er der gæster, der undrer sig over, at vi tillader, at snedkermesteren anno 1864 i en filmisk installation stikker lærlingen en på kassen. Nogle løfter øjenbrynene, fordi vi i boghandelen fra mellemkrigstiden sælger Lille Sorte Sambo. Og mange chokeres over, at Bogcentralen fra 1974 skal forestille at sælge blade med billeder af afklædte unge kvinder på forsiden. Og så er der dem, der undrer sig over, at det er tillade at ryge i Jazzbar Bent J.
Vi ved selvfølgelig udmærket, at man ikke længere må revse hverken børn eller tyende, vi ved at Lille Sorte Sambo tegner et vrangbillede af mennesker med mørk hud, vi ved at nøgenhed støder manges blufærdighed, og vi ved at det er forbudt at ryge på restauranter og på mange værtshuse.
Men som et historisk museum skal Den Gamle By jo vise verden og virkeligheden, som den var, og ikke som vi måtte ønske, den skulle have været. Kan oplevelser som de nævnte vække forundring, give anledning til diskussion eller vække til modsigelse, har vi nået det, vi ville.