En helt særlig demokratisk verdensarv

Af Thomas Bloch Ravn
23. februar 2024

De skandinaviske frilandsmuseer har en enestående betydning og kan tjene til inspiration over hele verden, skriver museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i dagens kronik i Kristeligt Dagblad. Dette indlæg er en lettere omarbejdet udgave af kronikken.

I årtierne omkring år 1900 opstod i Skandinavien en helt ny type museer, som sidenhen har gået sin sejrsgang verden over. Det var frilandsmuseerne, hvis grundlæggere var dybt optaget af den historie, der da var ved at forsvinde, og samtidig optaget af at forløse denne histories fortællekraft til glæde for de brede befolkningsgrupper, som i slutningen af 1800-årene så småt begyndte at blive synlige som borgere i samfundet.

. Først kom Skansen i Stockholm. Det var i 1891. Året efter åbnede Kulturen i Lund i Skåne. I 1894 var det Norsk Folkemuseum i Oslo, og i 1904 Maihaugen i Lillehammer. I Danmark stod Tivolis kunstneriske direktør Bernhard Olsen i 1901 bag Frilandsmuseet i Lyngby nord for København. Og i 1909 kom så læreren Peter Holms Gamle By i Aarhus til som det første frilandsmuseum, der satte fokus på byernes historie.

Man kan uden overdrivelse sige, at de skandinaviske frilandsmuseer er af enestående universel betydning, og som sådan er de et emne, der seriøst bør overvejes til optagelse på den såkaldte tentativliste, der er ’venteværelset’ til kvalificering til UNESCOs verdenskulturarvsliste - eller som det oftest kaldes i dag: ’World Heritage’. Den mulighed er absolut værd at diskutere, når kulturministeren forventes inden så længe at åbne for nye danske kandidater til tentativlisten.

Den første generation af skandinaviske frilandsmuseer står i dag som både milepæl og inspirationskilde for denne særligt favnende og folkelige, ja, demokratiske museumstype, som siden har gået sin sejrsgang over store dele af verden. En skandinavisk idé, der erobrede verden, kaldte den svenske museolog Sten Rentzhog således sin bog fra 2007 om verdens frilandsmuseer.

Man kan sige, at et frilandsmuseum er en slags musealt totalteater i tre dimensioner og i størrelsesforholdet 1:1, hvor publikum oplever med alle sanser og næsten kan føle sig som ét med historien. Som sådan er frilandsmuseerne nærmest det modsatte af de klassiske museer med objekter i glasmontrer og forklarende tekster og plancher.

Flere af de nye museer, som voksede frem parallelt med folkestyret, var både folke- og frilandsmuseer. I modsætning til den ældre generation af museer fokuserede disse museer på helt almindelige mennesker og deres liv og dagligdag. Og modsat de ældre museer interesserede de nye folke- og frilandsmuseer sig især for de senere århundreders historie.

Folkemuseerne rummede almindelige hverdagsting, som blev udstillet i interiører. Frilandsmuseerne tog skridtet videre og genskabte interiører i historiske huse og etablerede hele miljøer som dem, husene oprindeligt havde hørt hjemme i. Mange frilandsmuseer havde personale i egnsdragter og demonstrationer af håndværk, hvilket efter midten af 1900-tallet udviklede sig til ’living history’, hvor museernes besøgende kan gå i dialog med ’datidens mennesker’, som er iklædt kopier af originale dragter.

Tyskland og Centraleuropa oplevede flere tilløb til frilandsmuseer, som imidlertid forsvandt under Første Verdenskrig. Men i mellemkrigstiden og navnlig fra slutningen af 1950’erne voksede nye frilandsmuseer frem i Central- og Østeuropa, på de britiske øer, Holland, Belgien og de europæiske dele af Sovjetunionen. Også i USA, Canada, Australien og Japan opstod der frilandsmuseer. Men pudsigt nok ikke i det katolske Sydeuropa, i Afrika, størstedelen af Asien og Latinamerika.

I en artikel i det britiske tidsskrift Folk Life fra 2009 påpegede den walisiske museolog John Williams-Davies, at de skandinaviske frilandsmuseer var nyskabende i flere henseender. Dels i den forstand, at de lagde vægt på at belyse almindelige menneskers historie. Det var nemlig aldrig set før. Dels fordi de faktisk også ønskede at fortælle historien for de almindelige mennesker, hvis historie museerne viste. Det var ligefrem radikalt, påpegede Williams-Davies.

I 2008 bad Kristeligt Dagblad sine læsere byde ind med bedste bud på mulige kandidater til UNESCOs liste over verdens kulturarv. Knap hver fjerde – helt præcis 23 procent – stemte på Den Gamle By som det bedste bud på et stykke dansk kulturarv til listen. De næste på listen var Hammershus på Bornholm, Trelleborgene, Københavns ældre befæstning, Vor Frue Kirke i Kalundborg og Arbejdernes Forsamlingsbygning i København. Som bekendt blev Trelleborgene sidste år anerkendt som verdenskulturarv, mens Arbejderbevægelsens forenings- og forsamlingsbygninger er blevet optaget på tentativlisten som en såkaldt transnational nominering sammen med en række tilsvarende bygninger verden over.

Som tidligere præsident for Europas frilandsmuser vil jeg her slå et slag for en tilsvarende transnational nominering af de vigtigste blandt Skandinaviens frilandsmuseer til tentativlisten med det for øje, at de på et senere tidspunkt kan blive udpeget som den verdenskulturarv, de rettelig bør være. For frilandsmuseerne er noget helt særligt og en museumstype, der på fornemste vis markerer den særlige folkelig-demokratiske tradition, der er så karakteristisk for de skandinaviske lande.

Det blev ekstra tydeligt for mig under en samtale, jeg havde med den catalanske journalist Lara Saiz Moya, som bankede på min dør i Den Gamle By en forårsdag i 2014. Hun havde opholdt sig nogle måneder i Aarhus, og med byen som base havde hun besøgt folke- og frilandsmuseer i hele Skandinavien, hvor hun havde noteret sig museernes folkelige fokus som noget helt unikt. Det ville hun gerne diskutere.

Fremmede øjne har ofte et bedre blik for det, vi selv tager for givet, og der er ingen tvivl om, at Lara Saiz Moya havde sans for det særlige ved de skandinaviske museer. For mens de museer, som hun kender andre steder fra, især lægger vægt på det exceptionelle i form af den største kunst, de ældste objekter, mindesmærker, ja, slotte, borge, kirker og i det hele taget det ekstraordinære og den historie, der handler om magten og samfundets ledende lag, så havde hun i Skandinavien oplevet museer, der fokuserer på helt almindelige menneskers liv og historie. Endda helt op til i dag.

Sammen nåede vi frem til, at det folkelige fokus kan føres tilbage til oplysningsfilosofiens ideal fra slutningen af 1700-tallet om at danne og uddanne befolkningen. Og til 1800-tallets nationalromantik og behovet for at skabe identitet og sammenhængskraft i de opvoksende nationalstater. Vigtigst var det imidlertid, at de nye museer i Skandinavien var en integreret del af det folkelige nybrud, der i årtierne omkring år 1900 gav den brede befolkning demokratiske rettigheder, ligeværd og selvfølelse som borgere i et samfund, der var på vej til at blive moderne.

Det er kendetegnende for de skandinaviske frilandsmuseer, at de allerede dengang hørte til de bedst besøgte museer overhovedet, og det er karakteristisk, at de også nåede ud til folk, der ellers betragtede museer som både kedelige og elitære. Det er også tilfældet i dag.

Ordet frilandsmuseum bruges tit som synonym for noget, der er tilbagestående og ikke længere relevant, hvilket kan forekomme paradoksalt, når man ser på den innovation, der præger mange af disse museer. Navnlig de skandinaviske museer har fornyet sig, men også museerne i Holland, Belgien og England. Fornyelsen er især sket på to områder. Dels er stadig flere museer nu begyndt at fortælle historien helt op til nutiden, dels viser stadig flere museer den etniske diversitet, som i dag præger de fleste vesteuropæiske samfund.

For mere end 130 år siden indledtes i Skandinavien en museumsrevolution, der gjorde frilandsmuseerne til vigtige kulturaktører i demokratiseringen af samfundet. Det er en historie, som kan tjene til inspiration over hele verden. Ikke mindst derfor bør de skandinaviske frilandsmuseer anerkendes som verdensarv.