Derfor skal frilandsmuseerne på UNESCOs verdensarvliste

14. maj 2024

Af Julie Rokkjær Birch, Thomas Bloch Ravn og Brian Mikkelsen. Indlægget er også udgivet som kronik i Berlingske 13. maj 2024. 

Inden længe skal Danmark igen optage kandidater til den danske tentativliste, som kulturministeren sammensætter, og som senere kan danne baggrund for ansøgning til UNESCOs verdensarvsliste.

Det er derfor på tide at overveje mulige kandidater, som både kan give lokal stolthed, øge turisme og beskæftigelse, og som ikke mindst kan medvirke til at »brande« det særlige danske, og som samtidig har international gennemslagskraft.

I 1979 tilsluttede Danmark sig UNESCOs verdensarvskonvention, og siden har 12 steder her i landet fået det fornemme blå stempel fra UNESCO. Senest vikingetidens fem enestående ringborge , der blev optaget på listen i 2023. Hver især repræsenterer stederne et enestående bidrag til verdens kultur- eller naturarv, og sammen med de øvrige mere end 1.000 verdensarvssteder rundt om på jordkloden udgør de et centralt fælles fundament for menneskeheden, som det er vigtigt at bevare for eftertiden.

Erfaringerne viser, at en blåstempling fra UNESCO giver lokal stolthed og tiltrækker markant flere turister. Det ser man eksempelvis i brødrebyen Christiansfeld i Sønderjylland, som blev optaget på verdensarvslisten i 2015, og som siden har oplevet en firedobling af antallet af besøgende. En række analyser peger også på, at UNESCO-udpegede steder tiltrækker flere internationale turister, hvilket igen har positiv effekt for både bosætning, handelsliv og ikke mindst lokal identitet.

Inden for kulturarven lægger UNESCO særlig vægt på, at verdensarvskandidaterne ikke bare i sig selv skal være interessant kulturarv, hvilket naturligvis er vigtigt nok. Men kandidaterne bør tillige repræsentere en særlig idé, der har påvirket verden, som vi kender den i dag. Vores del af verden har da også på en lang række områder udviklet tanker, som har gået deres sejrsgang internationalt. Sådanne ideer behøver ikke at være begrænset til det nationale, og Arbejdermuseet i København er eksempelvis for øjeblikket en del af en fælles ansøgning fra flere lande om at bringe arbejderbevægelsens forsamlingsbygninger på verdensarvslisten.

Et af de fineste eksempler på en idé fra vore breddegrader, som har præget store dele af verden, er frilandsmuseerne, som opstod og blev udviklet i Sverige, Norge og Danmark i årtierne omkring år 1900. Det første var Skansen i Stockholm, som åbnede i 1891. Året efter kom Kulturen i Lund til, og i 1912 Jamtli, som i dag regnes for førende inden for folkelig historiefortælling. I 1894 grundlagdes Norsk Folkemuseum i Oslo og i 1904 Maihaugen i Lillehammer.

I Danmark startede Bernhard Olsen i 1901 Frilandsmuseet i Lyngby, og i 1909 etablerede Peter Holm Den Gamle By i Aarhus som det første frilandsmuseum, der satte fokus på byernes historie. Siden er for eksempel også Den Fynske Landsby kommet til i 1946.

Det særlige ved frilandsmuseerne er, at de beskæftiger sig med at bevare og formidle almindelige menneskers liv 1:1, og også henvender sig til almindelige mennesker, som her helt konkret kan opleve deres egne og deres slægts rødder. At den tanke netop opstod i Skandinavien, hvor magtdistancen er kort og den demokratiske tradition veludviklet og grundfæstet, er næppe noget tilfælde. Heller ikke, at det netop var omkring år 1900, frilandsmuseerne opstod, for det var på et tidspunkt, hvor samfundet var præget af industrialisering og hastige forandringer, hvilket fik almindelige menneskers kultur til at forsvinde i hastigt tempo, samtidig med at den brede befolkning blev mere og mere aktive og anerkendte deltagere i samfundslivet.

Besøgstallene for frilandsmuseerne fortæller klart om deres popularitet og relevans for mange mennesker. Således er Skansen i Stockholm, Norsk Folkemuseum i Oslo og Den Gamle By i Aarhus de bedst besøgte kulturmuseer i henholdsvis Sverige, Norge og Danmark. De tre museer er også markante turistdestinationer, og ser man på museernes indenlandske publikum er det karakteristisk, at frilandsmuseernes besøgsprofil er overordentlig bred og tæt på at afspejle befolkningssammensætningen i de tre lande.

I Den Gamle By er besøgstallet næsten fordoblet, siden museet for godt ti år siden begyndte af føre sin fantastiske samling af bygninger, boligformer og butikker helt op til vore dage, så det nu i endnu højere grad end tidligere er nulevende danskeres egen historie, der kan opleves på museet. Historien formidles i øjenhøjde, og uden at nogen skal opleve, at de mangler forudsætninger for at forstå historien.

Den særlige demokratiske museumsform, som de skandinaviske frilandsmuseer er udtryk for, har siden begyndelsen af 1900-tallet spredt sig til hele verden. Men det var i Skandinavien, den opstod, og vi har stadig nogle af verdens fineste og mest populære frilandsmuseer her hos os. Frilandsmuseerne er en vigtig idé og et helt særligt demokratisk museumsudtryk, som hele verden har haft gavn af.

Derfor mener vi, det seriøst bør overvejes at sætte de skandinaviske frilandsmuseer på den danske tentativliste som et emne til en fremtidig UNESCO-udpegning, når kulturministeren inden længe ventes at åbne for nye kandidater til den danske tentativliste.

Og vi er ikke alene.

I 2008 bad et dansk dagblad sine læsere foreslå mulige kandidater til UNESCOs liste over verdens kulturarv. Øverst på listen kom Den Gamle By i Aarhus, som næsten hver fjerde - 23 procent - pegede på som det bedste bud på et nyt stykke dansk kulturarv til listen. Vi er ikke bekendt med tilsvarende undersøgelser fra Sverige og Norge, men mon ikke de ville give et tilsvarende resultat?

Ordet frilandsmuseum opfattes tit som synonym for noget, der er tilbagestående og ikke længere relevant, hvilket kan forekomme paradoksalt, når man ser på den innovation, der præger mange af disse museer. Navnlig de skandinaviske museer har fornyet sig, men også museerne i Holland, Belgien og England har gennemgået en betydelig udvikling. Fornyelsen er især sket på to områder. Dels er stadig flere museer nu begyndt at fortælle historien helt op til nutiden, dels viser stadig flere museer den etniske diversitet, som i dag præger de fleste vesteuropæiske samfund.

For mere end 130 år siden indledtes i Skandinavien en museumsrevolution, der gjorde frilandsmuseerne til vigtige kulturaktører i demokratiseringen af samfundet. Det er en historie, som kan tjene til inspiration over hele verden. Ikke mindst derfor bør de skandinaviske frilandsmuseer anerkendes som verdensarv.

Brian Mikkelsen er administrerende direktør for Dansk Erhverv og tidligere kulturminister, Julie Rokkjær Birch er direktør for Den Gamle By, og Thomas Bloch Ravn er past-president for Association of European Open Air Museums.

Frilandsmuseet i Lyngby bør være kandidat til at komme på UNESCOs verdensarvliste, mener kronikørerne.