I arbejdet med at fortælle anderledes historier fra dagens Danmark viser Den Gamle By udstillingen Et somalisk hjem i Danmark anno 2016. Projektet indskriver sig i rækken af museets andre samtidsprojekter så som Hjemløs og Nutidsunge i Kollektivet fra 1974. Det aktuelle projekt er blevet til med støtte fra Bikubenfonden.
I Den Gamle By lægger vi vægt på at være et inkluderende museum. Samtidig bestræber vi os på engang imellem at gøre noget andet, end vi plejer. Vi tror, det kan være med til at holde os skarpe, og måske de anderledes initiativer kan være med til at vise nye veje for museet. Vore hidtidige erfaringer med engang imellem at tænke skævt har været overordentlig positive, navnlig fordi initiativerne har føjet nye dimensioner til museet og gjort Den Gamle By mere relevant for et nyt publikum.
Det seneste initiativ er åbningen af et somalisk hjem i Danmark. Et hjem anno 2016, indrettet i en lejlighed i museets moderne del, som viser livet i Danmark op til næsten nutiden. Egentlig skulle vi bruge lejligheden til andre formål, dog først om et års tid. Og så var det, at vi fik vi en opfordring fra seks somaliske kvinder om at indrette et somalisk hjem i Danmark.
De somaliske kvinder laver jævnligt mad i lejlighedens køkken, hvor der dufter af krydderier som kardemomme, kanel, spidskommen, nelliker, gurkemeje, chili, sort peber og ingefær. Her er Ilham Khalif Mohamed i gang med en kyllingeret.
Baggrunden er følgende. I sommeren 2015 afsluttede vi formelt et projekt om livet og historien i de store betonbyggerier i Gellerup-området i det vestlige Aarhus. Igennem knap tre år havde museets fagfolk deres daglige gang i Gellerup, hvor vi sammen med de mennesker, der bor der, har indsamlet og formidlet stedets historie. Arbejdet fortsætter nu på beboernes eget initiativ via en museumsklub for børn, et guidekorps, der formidler områdets historie, og ikke mindst et dokumentationslaug, der fotograferer de omfattende forandringer, som sker i det vestlige Aarhus i disse år.
Det var gennem hele projektet vores håb og ambition, at arbejdet også ville komme til at afspejle sig i Den Gamle By, så museets publikum kunne få glæde heraf. Det er det, der nu er sket med det somaliske hjem i Danmark, som er indrettet i en lejlighed på 2. salen oven over Jazzbar Bent J og Børnehaven fra 1974. De somaliske kvinder kendte i forvejen Den Gamle By som et museum, der formidler folks hjem helt frem til i dag.
Det somaliske hjem åbner 12. marts og kan ses et år frem. Der er køkken, stue, soveværelse og børneværelse samt toilet. I samarbejde med de somaliske kvinder er lejligheden indrettet som bolig for en familie, som vi i fællesskab har kreeret som en slags modelfamilie. Familien består af en enlig mor til fire børn, tre piger og en dreng. Hun arbejder for kommunen som social- og sundhedsassistent. Hendes eksmand bor i nærheden. Moren taler somalisk til sine børn, som typisk svarer på dansk. De tre piger deler værelse, mens to-årige lillebror sover inde hos moderen. På stuens TV ser familien X Factor, Vild med dans og Ramasjang. Som gæst lægger man mærke til de anderledes farver og især til de dekorative gardiner. Gardinerne er centrale i somaliske hjem, og husmødrene har en fast rytme for, hvornår det ene sæt gardiner skiftes ud med det andet. Når der kommer gæster, trækkes gardinerne for, så man kan se dem helt udfoldet. Køkkenet dufter af somaliske krydderier, og kvinderne bag projektet er gået fra dør til dør for at skaffe toiletborde, røgelsesudstyr, festsko, parfumeflakoner og andet typisk somalisk interiør.
Soveværelsets pryd er en forgyldt bakke med smukke flakoner, der indeholder krydrede dufte af forskellig slags. En ren parfumens platmenage, der ofte er en gave i forbindelse med bryllup.
I rummene ved siden af lejligheden sætter en udstilling hjemmet i kontekst. I 2015 bor der ca 20.000 mennesker af somalisk herkomst i Danmark. Heraf 4.256 i Aarhus, hvor de udgør en af de største grupper med ikke-vestlig baggrund. Skilsmisseraten er høj i somaliske familier, og familiemønstret er typisk en alenemor med børn. Børnenes uddannelse prioriteres højt, og kvinderne lægger stor vægt på, at børnene taler dansk og føler sig som danske.
Når man som gæst i Den Gamle By har besøgt det somaliske hjem, kan man kigge ind hos kernefamilien, kollektivet, pensionistparret, de tyrkiske gæstearbejdere og den grønlandske studerende. Og man kan besøge damefrisøren, jazzbaren, børnehaven, minimarkedet eller butikken, som bl.a. ”sælger” brugte blade med billeder af en type, der gjorde Danmark verdensberømt i begyndelsen af 1970erne.
Et somalisk hjem i Danmark er Den Gamle Bys projekt og ansvar, men det er gennemført i et overordentligt konstruktivt samarbejde med de somaliske kvinder, som har bidraget med deres liv og erfaringer. Samkuratering, kunne man kalde det. Og co-creation, samdok, brobygning, community, empowerment og i øjenhøjde – you name it. Allesammen moderigtige ord for det at skabe fortælling og udstilling i tæt samarbejde med dem, det drejer sig om.
Deeqa Axmed Yusuf fortæller, at familierne samles i stuen, og sammen ser de fredags- underholdning som f.eks. X Factor. Børnene ser Ramasjang, og Kender du typen er også god underholdning.
Overordnet har projektet især to formål. For det første at give Den Gamle Bys mange danske gæster muligheden for at besøge et somalisk hjem, hvor de vil kunne se og opleve, hvordan en stor gruppe nydanskere lever i et særligt kulturelt mix mellem somalisk og dansk kultur. For det andet er det vores ambition og forventning med dette initiativ at kunne tiltrække mange af de somaliere, som bor i Danmark. Vi håber, de vil blive glade gæster i Den Gamle By, og at de vil få indblik i det Danmark, som har ført frem til vores nutidige samfund ud med velfærd, frisind, lighed mellem kønnene, ytringsfrihed, lav magtdistance osv.
Museer er en slags frirum. Her kan man gøre noget, som man måske vanskeligt kan gøre andre steder. Museerne skal flytte fokus fra at være om noget til at være for nogen, sagde den markante museolog, amerikaneren Stephen E. Weils i en artikel fra 1999. Det er også Stephen E. Weil, der skulle have sagt, at museer er trygge rammer (safe places) for vanskelige fortællinger. Begge citater rammer hovedet på sømmet for netop dette projekt.
Gardinerne er hjemmets dekorative og matchede element. Farvestrålende og i flere lag omkranser de husets vinduer. Sirligt sat op – og i stuen måske samlet med store metalfarvede ringspænder. Gardinerne skiftes jævnligt – alt efter årstiden og højtiderne. Når der er gæster, trækker man dem ofte for, så man rigtig kan nyde disse tekstile udstyrsstykker.
Projektet indgår som en del af Den Gamle Bys løbende arbejde med samtidsdokumen-tation, hvor det første projekt løb af stablen i efteråret 2012, da hjemløse Ulrik Szkobel boede i en baggård i en af museets baggårde. Han havde selv foreslået projektet, og da Den Gamle By bl.a. er et museum om hjemmets historie, sagde vi ja tak. Han opbyggede en hule af genbrugsmaterialer og boede der i tre måneder. Sommetider var han hjemme, andre gange var han ude, men museets publikum var altid velkommen til at kigge ind. Ulrik fik her besøg af folk, han ellers aldrig ville have mødt. Og mennesker, som ”ude i virkeligheden” normalt ville være gået langt uden om en hjemløs, kom i dialog med Ulrik, når han inviterede dem indenfor i sin hule i baggården i Den Gamle By.
I foråret 2014 flyttede fire nutidsunge ind i Den Gamle Bys kollektiv anno 1974. Kollektivet blev ”boet til”, så det nu ikke længere ligner et kollektiv på et museum. De unge mennesker oplevede at være off-line og være nødt til at leve med en drejeskivetelefon (med ledning), TV med kun én kanal og skrivemaskiner, der brugte farvebånd og ”printede med det samme”. Og museets gæster fik via de unge kollektivisters erfaringer virkelig sat tidsspandet på 40 år i relief. Også de unge kollektivister fik noget med sig. Efter deres uge ”for 40 år siden” fortalte de unge, at de havde vænnet sig til at være langt mere off-line og mere sammen, end tidligere.
Ved siden af disse ”knaldperler” bruger vi også museets interiører til det, vi kalder for erindringsformidling for ældre, der er ramt af demens, og vi har stor succes med at inkludere børn og unge med særlige behov. Bl.a. arbejder vi med børn og unge, der lider af ADHD og autisme. Hermed åbner der sig helt nye arbejdsfelt, hvor museer kan vise sig relevante på områder, man i Danmark næppe havde kunnet forestille sig for blot få år siden – og som heller ikke er beskrevet i museumsloven.
Et sengetæppe skaber ro og ryddelighed i soveværelset, og det bliver derfor lagt på hver eneste dag. Her har Shamso Maqtar og hendes datter taget plads i soveværelset i udstillingens lejlighed.
Da projektet med et somalisk hjem i Danmark blev omtalt første gang, oplevede vi enkelte kritiske røster. Vi svarede dem pænt og forklarede, hvorfor vi gør, som vi gør. Men en kritisk røst eller to får os naturligvis ikke til at lade være med at gøre noget anderledes og prøve nye ting af. Nogen vil så nok synes, vi rammer ved siden af, andre at vi rammer plet. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at mange af Den Gamle Bys gæster i de kommende måneder vil få mulighed for at opleve og se noget, de ikke har set før. Det vil utvivlsomt give anledning til nye tanker, og det vil give debat. Og så kan vi vel egentlig ikke forlange mere.