Nye mål blev synlige, da vi begyndte at kalde Den Gamle By for de umulige projekters museum. Der er mange eksempler på, at store ting er lykkedes for Den Gamle By på trods af hårde odds eller modstand fra offentlige myndigheder. Senest er Møntmestergården blevet genskabt. Så hvorfor skulle det ikke også kunne lade sig gøre, at skabe et helt bykvarter fra 1960’erne og 70’erne?
I begyndelsen af 1990’erne var optimismen til at overse i Den Gamle By. Stemningen var præget af, at der ikke rigtigt var noget, der kunne lade sig gøre, og i museums- og arkitektkredse var der ikke opbakning til open-air museernes model med at flytte huse for at bevare dem. Det var også så som så med den politiske interesse for museet.
Det lykkedes med Møntmestergården
Det ændrede sig med Møntmestergården. Igennem nogle år havde museet forgæves forsøgt at skaffe midler til genopførelse af dette enestående bygningsmonument fra den tidlige enevældes København. Men i 1996-97 gik der hul på bylden, og i 2000 stod Møntmestergården færdig i ydre. Der var skaffet 45 mio kr, Danmarks Radio havde fulgt projektet, og Den Gamle By havde et rekordstort antal besøgende. Herefter kom de resterende 15 mio kr på plads, så den komplicerede indre aptering og udsmykning kunne udføres.
Håndværkere, konservatorer, museumsinspektører, ja hele museet rankede ryggen, og vi blev alle ligesom nogle centimeter højere.
Da var det, at stemningen vendte. Den Gamle By begyndte igen at tro på, at museet var – og er – noget helt særligt, og vi genopdagede historien om, at det flere gange tidligere var lykkedes for Den Gamle By at løfte opgaver, som ingen troede på kunne lykkes.
Trods alle odds lykkedes det i perioden 1997-2009 for Den Gamle By at genskabe den prægtige Møntmestergård fra den tidlige enevældes København. Det gav grobund for en tiltrængt optimisme og tro på fremtiden.
Det begyndt med Nationalmuseets modstand mod at bevare Borgmestergården
Da Den Gamle Bys grundlægger Peter Holm i begyndelsen af 1900-tallet tog initiativ til at redde og bevare den bygning, der senere skulle blive kendt som Borgmestergården, mødte han modstand fra såvel lokale som statslige museumsmyndigheder. Det var i tiden op til Landsudstillingen i Aarhus i 1909, hvortil Borgmestergården blev flyttet første gang, og det var også efterfølgende, da succesen på Landsudstillingen havde givet Peter Holm blod på tanden til at gøre gården til centrum i et egentlig open-air museum.
Hverken formanden for det lokale Aarhus Museum eller Nationalmuseets direktør, den fremtrædende arkæolog Sophus Müller, anbefalede en bevaring af Borgmestergården. Ja, de gik ligefrem imod og foreslog efter Landsudstillingen, at man skulle hugge bindingsværket i stykker og sælge det som pindebrænde. Deres argumenter var dels, at Borgmestergården, der var opført i 1597, var alt for ung til at være interessant i museumssammenhæng! Dels at en genskabelse ifølge sagens natur måtte indebære elementer af rekonstruktion.
Havde det stået til Nationalmuseets direktør Sophus Müller, var bindingsværket til Borgmestergården blevet hugget i stykker og solgt som pindebrænde. Nu står bygningen i Den Gamle By som en fornem repræsentant for renæssancens store købmandsgårde.
Den Gamle Bys grundlægger lærte at arbejde i modvind
Peter Holm og hans støtter arbejdede imidlertid videre med sagen, og i 1914 kunne Borgmestergården åbne på dens nuværende placering. Trods alle odds var projektet lykkedes, og Peter Holm havde lært at arbejde i modvind.
Små ti år efter, i 1923, var der atter brug for at gå egne veje for at løse en opgave, der kunne synes umulig. Anledningen var en sag om nedrivning af en fornem købmandsgård i Jomfru Ane Gade i Aalborg, kaldet Den Klingenbergske Gård. Bygningen var blevet fredet i 1918, men på trods af loven og på trods af Nationalmuseets engagement i sagen var der ikke noget at gøre. Gården skulle rives ned.
Efter at have undersøgt alle muligheder for at bevare gården, henvendte man sig til Peter Holm i Den Gamle By. Ved gode støtters hjælp lykkedes det ham at redde gårdens otte enkeltbygninger, at flytte dem til Århus og her åbne dem som Aalborggården i 1926. Det kan måske være svært at forstå det i dag, men det var en enestående bedrift tilbage i 1920’erne.
Senere var der diskussioner om Købmand Holsts markante købmandsgård fra hjørnet Frederiksgade/Vester Allé i Aarhus og også om Helsingør Theater, der i 1957 blev dømt til nedrivning.
Hverken ministeriet eller direktøren for Nationalmuseet formåede at redde Den Klingenbergske Gård i Aalborg. Gården var fredet i klasse A, men skulle i 1923 rives ned. Det lykkedes Peter Holm at flytte det enorme bygningskompleks til Den Gamle By, hvor det åbnede for publikum i 1926.
De umulige projekters museum
Og så er vi atter fremme ved Møntmestergården, hvor hele Den Gamle Bys organisation oplevede, at det kunne betale sig at tro på museets grundkoncept og holde fast.
Det var situationen, da ideen om de to 1900-tals kvarterer begyndte at tage form i 2002. Kampen for Møntmestergården gav rygstød og selvtillid, og vi genvandt troen på Den Gamle Bys idé i en grad, så den kunne bruges offensivt.
Jeg er overbevist om, at fortællingen om Den Gamle By som de umulige projekters museum, har været en afgørende mental faktor i museets arbejde for at skabe grundlaget for museets største projekt nogensinde, Den Moderne By.
Akkurat som Nationalmuseet i sin tid var imod Borgmestergården, gik Kulturarvsstyrelsen imod Den Gamle Bys planer om et 1900’tals kvarter. Nu er projektet godt i vej, og 20. juni åbner den store hjørneejendom Tårnborg med kollektiv, kærnefamilie, ugift dames lejlighed, gynækologisk klinik, forsikringsbutik, minimarked og konditori.