Besøgstal og entréindtægt er udtryk for, at museumsgæster stemmer med både fødder og pengepung

Besøgstal er vigtige for museerne, selvom nogle stadig mener, at den tankegang er for kommerciel, skriver jeg i dette indlæg i dagens udgave af Kulturmonitor, og markerer samtidig, at Den Gamle By atter er pænt over den halve million årlige gæster.

At folk gider at besøge et museum og oven i købet betale for det, viser for mig at se, at de mener, at der er noget at komme efter. Derfor er jeg også ved at revne af stolthed over, at Den Gamle By i 2023 blev besøgt af i alt 550.888 gæster og dermed atter er på den rigtige side af den halve million, som var normen i årene, inden corona lagde alting ned.

Som min engelske kollega Andrew Lovett fra Black Country Living Museum ved Birmingham siger det, er et godt besøgstal med dertil hørende entreindtægt helt grundlæggende et udtryk for, at et museum rent faktisk tilbyder noget, som folk har lyst til at bruge deres hårdt tjente penge på.

Det er imidlertid ikke alle museumsfolk, der applauderer høje besøgstal og god egen indtjening. Det har afgjort været værre, men jeg møder stadig kolleger, der signalerer, at de opfatter besøgstal og entreindtægt som et udtryk for kommercialisme og populistisk anglen efter laveste fællesnævner.

Også internationalt møder jeg det synspunkt. Oftest hos tyske og centraleuropæiske kolleger, og sjældnere hos kolleger fra fx Holland, Storbritannien og Nordamerika.

Første gang jeg for alvor røg ind i den diskussion var under en stor konference i Ungarn i 2001. Jeg havde i et indlæg fortalt, at det var Den Gamle Bys mission, at ’historien skal ud til folk’, og at vi betragtede et højt besøgstal som et succeskriterium. At jeg sagde det så tydeligt, vakte en del furore, navnlig blandt tyske kolleger, og under den efterfølgende diskussion blev det klart for mig, at kollegerne antog, at jeg især gik efter besøgstal for at tjene penge – og det synes de, var for kommercielt.

Sådan havde jeg slet ikke set det. Jeg syntes bare, at det var vigtigt at museet var til glæde for et stort publikum.

Det var baggrunden for, at jeg tilføjede en forklarende undertekst til pointen om at få historien ud til folk. Den lyder: ”I Den Gamle By tror vi på, at historien betyder noget for os mennesker. Så vi kan lære os selv bedre at kende og se ud over vores egen næsetip og dermed sætte os selv og vores samtid i perspektiv. Det er derfor Den Gamle Bys ambition at nå ud til så mange mennesker som muligt”.

Hvis vi på museerne mener, at det vi leverer, er relevant, så må det da for pokker også være vigtigt, at det bliver til gavn og glæde for mange mennesker! Et højt besøgstal kan derfor i en eller anden forstand læses som et ’demokratisk reach’, navnlig hvis museet – som det er tilfældet med Den Gamle By – også formår at nå ud til et bredt udsnit af befolkningen.

Strammer man den lidt, kan man måske sige, at et besøgstal og entréindtægt er et udtryk for, at museumsgæsterne stemmer med både fødderne og pengepungen.

Nok så vigtigt er det, at besøgstal og entré giver Den Gamle By nogle økonomiske muskler, der sætter museet i stand til at forske, bevare og udvikle på et niveau, som vil være helt umuligt, hvis vi alene skulle basere driften på midler fra stat og kommune.

I Den Gamle By laver vi ikke museum for at tjene penge, har vi sagt i nogle år, og så tilføjet denne pointe: Men vi er pinedød nødt til at tjene penge for at kunne lave et godt museum til glæde for mange mennesker.

Ikke mindst derfor er vi ved at revne af stolthed over det forgangne års besøgstal på i alt 550.888, som utvivlsomt atter gør Den Gamle By til det bedst besøgte kulturmuseum i Danmark. Det er også det næstbedste besøgstal nogensinde, kun overgået af 2017, hvor Aarhus var europæisk kulturhovedstad, og i alt 571.167 besøgte Den Gamle By.