Smag, lugt og prøv historien var overskriften, da Den Gamle By for 20 år siden bevidst begyndte at bruge sanser, følelser og mødet med rigtige mennesker i museets formidling af historien. Tivolisering var der nogen, der kaldte det. Men ret beset gentænkte vi blot traditionen fra dengang Den Gamle By blev grundlagt i 1914 som et nyt og originalt skud på den store stamme af frilandsmuseer, der da brød frem i Skandinavien.
Det var museer, der skabte markant fornyelse. De satte fokus på almindelige menneskers historie. Det var aldrig set før. Dernæst målrettede de deres historiefortælling mod almindelige mennesker. Det var ligefrem radikalt.
At nå bredt ud, også gerne til de mennesker, der normalt betragter museer som elitære og kedelige, blev allerede dengang en ledestjerne for Den Gamle By, og det er fortsat styrende for den måde, vi formidler historien på.
For mennesker – i nutid og fremtid
I Den Gamle By siger vi, at museet ikke er til for tingenes skyld eller for fortidens! Tingene er som bekendt døde, og fortiden er forbi. Nej, museet er til for menneskene i nutid og i fremtid. Og nok består Den Gamle By af næsten 100 historiske huse, og museet rummer 100.000-vis af museumsgenstande. Men det er menneskene og det levede liv, der er i fokus.
Det er menneskene og det levede liv, der er i fokus – også i arbejdet med skolebørn.
Mødet med mennesker
Derfor kan museets gæster gå i dialog med historiske aktører, der agerer som i en anden tid. Man møder dem på gaden, i stuer og i køkkener, hvor gæsterne endda kan være heldige at smage søbekålen, der simrer på komfuret.
Hos isenkræmmeren kan man købe alt fra blåsøm til Madam Blå, og i Schous Sæbehus kan gæsterne mindes lugten af deres bedstemor, når ekspedienten skruer låget af og beder dem holde næsen over den engang så kendte Eau de Cologne ”4711”.
Museer er også lugtesans. Duften af den Eau de Cologne,d er bærer navnet 4711, får mange til at tænke på deres mor eller mormor.
Rundt omkring kan gæsterne møde museumsværter, der fx forklarer om livet i 1700-tallets Møntmestergård. Og i mange hjem kan man på skærme se de mennesker, der engang boede der, fortælle om deres liv og hverdag.
Fællesoplevelser og engagement
Vi er ikke bange for at bruge skærme, animationer og IT i det hele taget. Men det må aldrig blive et mål i formidlingen og tages kun i brug, når analoge metoder ikke slår til. Når vi bruger IT, skal det altid være i en form, man kan være sammen om, og aldrig noget, der individualiserer, eller som man ligeså godt kan lave hjemme ved sin egen computer.
Vi lægger også vægt på det engagerende. At man kan prøve kræfter med den lille trækfærge. At man i telefoncentralen anno 1927 kan ringe i telefoner, der har ledning. Eller at man kan prøve at skrive på maskine og forundres over, at den printer med det samme.
At ringe fra en drejeskivetelefon anno 1974 kræver en motorik, som kun de færrest børn og unge i dag besidder. Men sjovt er det.
Variation er vigtig
Vi ved, at mange gæster bliver trætte, når der bliver for meget af det samme. Derfor kan man fx først besøge bindingsværksbyen med billedskærer og købmandsgård, så automobilforhandleren 1927, så den moderne 70’er-gågade med Brodeributik og Pouls Radio, så elevatoren ned i den interaktive udstilling Aarhus Fortæller, så et kig i Smykkeskrinets hellige haller og til sidst Plakatmuseets vidunderlige lyse katedral.
Sommetider provokerer vi
Sommetider overrasker vi, og provokerer. Som når lærlingen får en på kassen af mester. Når den historiske boghandler sælger Lille Sorte Sambo. Når der er pornoblade i Bogcentralen. Når man må ryge i Jazzbar Bent J. Eller når man møder en hjemløs, der i en periode bor i en baggård.
Museum er også mad og drikke
Mad og drikke er også historiefortælling. Hybenkradser, smørrebrød, stjerneskud, kiksekage, gåsebryst og Aarhus-sæt (Ceres Top og Arnbitter). Det er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.
Tarteletter og anden historisk mad er salg, og det er service, men det er nok så meget historie og oplevelse.
Skal ikke virke akademisk
Et museum er dog ikke kun udstillinger og formidling. Det er også et inviterende personale, der sørger for, at alle føler sig velkomne.
Det giver sig selv, at Den Gamle By virker på et videnskabeligt grundlag. Men vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå, at museet kommer til at virke akademisk. Ja, vi synes ligefrem, det gerne må være morsomt at gå på museum, og vi tror, at bedreviden og pædagogiske pegefingre nemt kan spolere en god oplevelse.
Underholdning og læring
Den amerikanske kulturanalytiker Colleen Dilenschneider slår på at museer gerne må være underholdende, og hun pointerer, at det modsatte af underholdning ikke er læring, men at noget er kedeligt. Hendes datamateriale viser, at underholdningsværdi er det, der motiverer de besøgende og gør dem tilfredse, men det er læringsperspektivet, der retfærdiggør et besøg.
Dette indlæg er også bragt i netmediet Kulturmonitor 19. marts 2019.