Bedøm museerne på det, de leverer

Dernæst bør man spørge, hvad der kendetegner et godt museum. Mit bud er, at et godt museum er et sted, der tager vare på kulturen og historien, og som rummer dyb faglig viden samtidig med, at museet giver oplevelser af en karat, så det tiltrækker og engagerer et stort og bredt publikum. Men det er mere end det.

I Den Gamle By, som jeg har haft med at gøre i en menneskealder, betragter vi museet som en slags reservoir for identitet og forankring og for inspiration og forandring. Når museet er bedst, er det et sted, hvor de besøgende kan føle sig hensat til en anden verden, hvor de kan se og opleve noget, der er forskelligt fra deres hverdag – og hvorfra de, forhåbentlig, kan bringe noget med tilbage. Det gode museum er på den ene side et sted for diskussion og modsigelse, undren og udfordring, og på den anden side et sted for glæde, hygge, samvær og sammenhæng.

Et godt museum handler om ’mig’, og samtidig handler det om noget, der er større end ’mig’. Det har kant, det rummer kundskab og samtidig er det skønt, morsomt og inspirerende. De gode museer er vigtige. Ikke mindst fordi de på en eller anden måde handler ligeså meget om nutiden og fremtiden som om fortiden. Derfor er det også vigtigt at museerne når bredt ud, ud til hele befolkningen og ikke kun til det klassiske museumspublikum, som lettere karikeret tit beskrives som ’kvindelige gymnasielærere på +50’.

I fem år har politikerne i Folketinget talt om, at statens tilskud til museerne bør omfordeles. Det har betydet, at en stor del af Danmarks museer i alt for lang tid ikke har vidst, om de var købt eller solgt. Derfor er det glædeligt, at sagen nu er sat på dagsordenen.

Når regeringen og Folketinget skal til at sætte handling bag ordene, er det vigtigt at være opmærksom på, at nogle museer er både bedre og vigtigere end andre. Jeg er klar over, at man her i Jantelovens hjemland risikerer kritik for det synspunkt, men jeg tror alligevel, at de fleste, når alt kommer til alt, vil erkende, at nogle museer skiller sig ud på grund af faglighed, folkelig yndest og international opmærksomhed.

Jeg vover også et øje og anbefaler, at man lader en reform omfatte alle statsstøttede museer, også de såkaldte hovedmuseer, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, selvom det er staten, der står som ejer.

For betragter man museumsstrukturen med historiske briller, er arven fra enevældens centralisering og etatisme fortsat meget stærk. Den stuktur, som gives af museumsloven, opererer alene med to ’hovedmuseer’, et for kunst og et for kultur, som begge er ejet af staten og beliggende i København. Alle andre museer betragtes i princippet som lokalmuseer. Og det til trods for at flere af disse museer inden for deres særlige områder gør hovedmuseerne rangen stridig.

Er Statens Museum for Kunst vigtigere end Louisiana, Aros og Kunsten, og er Nationalmuseet vigtigere end Den Gamle By og Moesgaard Museum, kunne man retorisk spørge. Ja, måske lidt, men afgjort ikke i den grad, som fremgår af museumsloven og den officielle tænkning om museumsstrukturen.

I Holland, der ellers på mange måder ligner Danmark, har man en helt anden og langt mere mangfoldig model for landets nationale museer. Her har man 26 såkaldte ’rijksmuseer’, hollandsk for ’nationalmuseer’, der rummer samlinger og fortællinger af national og sommetider også international signifikans, og som i øvrigt er de eneste, der modtager tilskud fra den hollandske stat. Rijksmuseerne i Holland var oprindeligt ejet af staten, akkurat som Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst i Danmark. Men i årene omkring 1990 blev disse nationale museer ’sat fri’, som de selv siger. De blev til det, vi vil kalde selvejende institutioner, hvilket frigjorde en kreativ kraft uden lige. Frisætningen gav også museerne bedre muligheder for selv at tjene penge – og det gjorde mange af dem nu i stor stil til bedste for museernes kvalitet og udvikling. Og så er det værd at bemærke, at rijksmuseerne ikke er koncentreret i hovedstaden, men ligger spredt ud over det ganske land. Fra Amsterdam og Den Haag til Apeldoorn, fra Entschede til Enkhuizen, fra Groningen til Utrecht og Otterloo.

Forklaringen er, at Holland ikke har enevældens tradition for centralisering omkring hovedstaden, sådan som vi har det så markant her i Danmark – selv i dag godt 170 år efter enevældens ophævelse. Jeg tror, vi er mange, der drømmer om, at kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Folketinget vil holde op med at vurdere museerne efter, hvem der ejer dem, og i stedet bedømme museerne på det, vi rent faktisk leverer. Lad mig pege på fire målepunkter.

Et museum på højeste niveau bør bedømmes på, om, det har en attraktionskraft, der dokumenterer, at det publikum, der i sidste ende skal have glæde af museet, rent faktisk også gider besøge det og betale for det. En centralt placeret politiker mindede mig engang om, at besøgende jo også er vælgere, og måske man kan sige, at besøgende, der vælger at besøg et museum, her ’stemmer’ med både fødderne og pengepungen.

Et museum på højeste niveau bør bedømmes på, om det som minimum har samlinger af national betydning og meget gerne af en kaliber, der også vækker opmærksomhed internationalt.

Et museum på højeste niveau bør bedømmes på sin faglige tyngde, og hvorvidt denne synliggøres i museets formidling, i videnskabelige publikationer og via forskningsmæssigt samarbejde med for eksempel et universitet.

Et museum på højeste niveau bør endelig bedømmes på, om det rummer særlige kompetencer og ressourcer, som rækker ud over museet selv, og som kan være til nytte og hjælp for andre museer såvel som for offentlige instanser og private.

I bankernes verden defineres nogle banker som ’systemiske’. Ordet kommer af, at en bank kan være en ’Systemically Important Financial Institution’, SIFI. Disse SIFI’er er så betydningsfulde, at de ikke må gå konkurs.

Man kunne i forlængelse heraf foreslå, at staten som led i en museumsreform definerer de museer, der er noget helt særligt, som ’systemiske’ og dermed så betydningsfulde, at de skal sikres af staten. At systemisk ikke er det samme som at være ejet af staten, giver vist sig selv. Et systemisk museum bør alene bedømmes ud fra, hvad det leverer.

På museerne skal vi naturligvis fortsat arbejde for selv at tjene penge. Men de seneste års samfundskrise har tydeliggjort behovet for, at staten tager større ansvar for driften af de museer, der spiller en særlig rolle for dansk identitet og historie.

Ikke først og fremmest af hensyn til museerne, men af hensyn til det store og brede publikum, som her kan få en fornemmelse af, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Nu og om 10, 30 og 50 år.

Denne tekst baserer sig på min artikel i Den Gamle Bys årbog 2022 og er en lettere tilrettet udgave af min kronik i Jyllands-Posten 3 januar 2023.