Argumenter for en særlig museumsforskning

Museumsforskningen skal kvalificere museernes grundlæggende opgaver med indsamling og formidling. Krav om, at al forskning skal være på universitetsniveau risikerer at distancere forskningen fra museernes almindelige virke og dermed slå skår i den meget høje troværdighed, som er et af museernes særkender.

Forskning er fint, og universitetsforskning er endnu finere. Det blev for alvor knæsat med den seneste museumslov fra 2012, som definitivt gjorde universitetsforskningen til målestok for den forskning, der foregår på museerne.

Det forekommer umiddelbart oplagt at nikke ja til, at museerne naturligvis skal forske på universitetsniveau. Altså både producere ph.d.’ere og publicere i peer-review, som det hedder når fagfæller skal gennemgå andre forskeres resultater, inden de offentliggøres.

Denne disposition har imidlertid den (formentlig) utilsigtede konsekvens, at den daglige museumsforskning devalueres. Altså de undersøgelser og analyser, der løbende foretages for at kvalificere arbejdet med at formidle for folk og indsamle for eftertiden. Dette helt basale museumsarbejde giver nemlig ikke point i den vedtagne model.

Lidt firkantet kan man sige, at den peer-reviewede universitetsforskning prioriterer bøger og artikler, der typisk læses af de få, mens museumsforskningen er den virksomhed, der sikrer soliditet og troværdighed i det indsamlings- og formidlingsarbejde, der på museerne når ud til de mange. Og hvis man, som jeg, mener, at museernes vigtigste opgave er at nå ud til folk og give anledning til læring, eftertanke, inspiration og forundring, så hører det jo ingen steder hjemme, at museumsforskningen ikke længere giver point i de kvalitetsvurderinger, som den statslige kulturstyrelse foretager af alle statsstøttede museer, bortset fra statens egne.

Som jeg ser det, er det skismaet mellem universitetsforskning og museumsforskning, der ligger til grund for den evige diskussion, om det nu også er alle museer, der kan og skal forske. Skismaet ligger også som en understrøm i det arbejde med en museumsreform, som for nylig er igangsat af kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Jeg har i mere end 35 år været leder af et museum. Otte år på det lokalhistoriske Struer Museum og godt 27 år i Den Gamle By, og begge steder har jeg betragtet forskningen som en slags udviklingsafdeling, hvor undersøgelser og forskning indgår som en integreret del af det almindelige museumsarbejde med det særlige formål at skabe nye erkendelser, ny viden og nye vinkler, der kan berige dette arbejde med henblik på at få det, museerne kan, ud over rampen. Det er på sin vis meget parallelt til den måde, udviklingsafdelingen fungerer hos firmaer som Apple, Novo Nordisk og Bang & Olufsen – uden sammenligning i øvrigt.

I Den Gamle By er forskningen en integreret del af museets arbejde. Fx når det skal afklares, hvad der gjorde mørtel fra 1600-tallet mere elastisk end moderne mørtel. Eller hvilken teknik man anvendte til at trykke papirtapeter i 1768. Eller hvor byens borgere tørrede vasketøj i 1864. Eller hvilke varer en isenkræmmer forhandlede i 1927. Eller hvilken type fliser man på samme tidspunkt typisk brugte til byernes fortov. Eller hvordan den typiske gavlreklame så ud i 1974. Eller hvordan tyrkiske fremmedarbejdere boede og arbejdede i Danmark i 1974. Eller hvordan et typisk pizzeria var indrettet i 2014.

Her kan vi ikke støtte os til hverken ph.d.-afhandlinger eller artikler, der er publiceret efter peer-review. Men uden dette grundarbejde vil museet ikke fremstå troværdigt.

Denne daglige museumsforskning anerkendes ikke som egentlig forskning, og det giver sjældent mening at konvertere den til ph.d-afhandlinger eller publicere den i peer-review. Men den er af uvurderlig betydning, fordi den udgør det sikre fundament for Den Gamle Bys historiefortælling, der hvert år når ud til en halv million mennesker – og hvoraf kun de færrest vil læse en peer reviewed artikel.

Tung forskning i form af doktordisputatser og ph.d.-afhandlinger kan naturligvis også indgå i kvalificeringen af det museumsarbejde, der når ud til de mange. Det afhænger helt af forskningens fokus. Da Den Gamle Bys Helge Søgaard i 1940 blev dr.phil. på en afhandling om Håndværkerlavene i Aarhus var det slutproduktet på en længere proces med forskning, indsamling og udstilling af værksteder, lavsgenstande og lavenes arkiver. Da Erna Lorenzen i 1975 forsvarede sin doktorafhandling om Folks tøj i og omkring Aarhus, var den slutproduktet af årtiers konkret arbejde med Den Gamle Bys store dragt- og tekstilsamling og tilhørende udstillinger.

For godt og vel 20 år siden oprettede Den Gamle By og historiefaget ved Aarhus Universitet Dansk Center for Byhistorie som en slags brobygning mellem museum og universitet. I regi af dette forskningscenter forsvarede Jeppe Norskov Stockholm i 2010 sin ph.d-afhandling om Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark og støttede derved op om Den Gamle Bys arbejde med projektet Den Moderne By. Mette Mortensens afhandling om Et hjem i byen fra samme år er fra Den Gamle Bys side tænkt som det videnskabelige grundlag for det pensionat, som Den Gamle By drømmer om at kunne lave i museets 1927-kvarter.

I Den Gamle By har vi altid lagt vægt på, at museets arbejde er professionelt, potent og videnskabeligt baseret. Det er for os et mantra, at Den Gamle By skal virke på et videnskabeligt grundlag, og at der skal være forskning og undersøgelser bag alt, hvad vi gør. Det skal publikum vide. Men vi er på den anden side meget bevidste om, at museet ikke må virke akademisk – og dermed måske afvisende – over for det brede publikum, som typisk besøger Den Gamle By.

Universitetsforskningen, som vi kender den, er ét, museumsforskning noget andet. Begge dele er relevante, og det giver sig selv, at museumsforskningen i lighed med universitetsforskningen skal være kvalificeret og kunne evalueres. Pointen er blot, at målestokken skal være den rette.

Her i disse reformtider vil jeg slå et slag for en rehabilitering af den museumsforskning, der har så vigtig en funktion for museernes kvalitet og troværdighed, og jeg vil også slå et slag for, at den type forskning hører hjemme på alle museer. Derimod er jeg ikke sikker på, at det er alle museer, der kan og skal forske på universitetsniveau.

Konklusionen er, at så længe universitetsforskning fastholdes som eneste målestok for museernes forskning, risikerer man, at den forskning, der kvalificerer det almindelige museumsarbejde, bliver neddroslet, ja måske helt forsvinder fra nogle museer. Derved vil museerne uvægerligt miste væsentlige dele af den troværdighed, som er helt afgørende for deres virke. Det kan så igen have den uheldige konsekvens, at nogle museer på den ene side producerer tung forskning, og så på den anden side laver letbenet formidling, som indkøbes hos folk eller firmaer uden den fornødne faglighed og uden kendskab til det pågældende museum.

Museerne skal holde fast i, at de er museer og ikke universiteter. For vil museerne være universiteter, hvad skal man så med museerne?

En forkortet udgave af denne tekst er i dag publiceret som kronik i Weekendavisen.