Åbner igen 10:00
Køb billet

A.P. Møller Fonden giver 135 mio kr til Den Gamle By

 

Endnu en gang har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal givet en kæmpedonation til Den Gamle By. 135 mio kr til færdiggørelse af de moderne bykvarterer i Den Gamle By. Dermed har Fonden bidraget med i alt ca 300 mio kr til realisering af dette projekt, som internationalt regnes for helt unikt blandt verdens open-air museer.

Kortet over Den Gamle By viser i dag også de dele af de moderne bykvarterer, der står færdig. De ses til højre i billedet.

Kortet over Den Gamle By viser i dag også de dele af de moderne bykvarterer, der står færdig. De ses til højre i billedet.

Havnegade-etapen færdig i 2015

Mere end 700.000 gæster har allerede besøgt kollektivet, konditoriet og gynækologen i Den Gamle Bys nye 1974-bydel, der åbnede sommeren 2013.

Den de af projektet, der blev igangsat med A.P. Møller Fondens donation i 2007, den såkaldte Havnegade-etape, er nu færdig i det ydre og afsluttes med en række åbninger i 2015.

Havnegade står nu færdig i det ydre, og i 2015 åbner både De Små Hjem, Huset Fortæller, Bent J og Børnehaven, som alle tidsmæssigt ligger i 1974.


Havnegade står nu færdig i det ydre, og i 2015 åbner både De Små Hjem, Huset Fortæller, Bent J og Børnehaven, som alle tidsmæssigt ligger i 1974.

Fire elementer

Nu kan vi gøre det moderne kvarter færdig, og samtidig indbygge elementer, som utvivlsomt vil sikre attraktiviteten mange år frem i tiden. Det aktuelle projekt består af fire elementer:

  • 1974-kareen gøres færdig med huse og butikker, så det kommer til at fremstå som en færdig bydel
  • Som en del af denne karré skabes der en 2014-gade med bygninger, butikker og lejligheder
  • Der etableres et miljø af ældre erhvervsbygninger på Sydhavnen, som ligger overfor Havnegade
  • Der opføres en ny hovedindgang mod syd, så Den Gamle By vender sig mod Aarhus og samtidig bliver lettere tilgængelig for dårligt gående.

Plan over området for projektet. De blå viser den næsten færdige Havnegade-etape, det orange området med Pouls Radio og Plakatmuseet, mens den rød-gule del af karreen vil rumme både 1974 og 2014.  På det røde felt under den cirkulære pavillon skal der opføres en ny hovedindgang og det stiplede område viser byggefeltet for Sydhavnen.

Plan over området for projektet. Det blå felt viser den næsten færdige Havnegade-etape, det orange området med Pouls Radio og Plakatmuseet, mens den rød-gule del af karreen vil rumme både 1974 og 2014. På det røde felt under den cirkulære pavillon skal der opføres en ny hovedindgang og det stiplede område viser byggefeltet for Sydhavnen.


En ny Den Gamle By færdig omkring 2020

Når de nye projekter er færdige omkring 2019/20 vil de moderne kvarterer fremstå som en helhed, nærmest som en ny Den Gamle By. Og så bliver det helt vildt spændende at skulle lave et 2014-afsnit, som i mange år frem i tiden vil skabe en slags tidsbro til de unge og kommende generationer. De vil her kunne tage på historievandringer, der tager afsæt i en tid, de kan genkende.

sådan kan man måske forestille sig, at Den Gamle Bys Sydhavn kommer til at tage sig ud.


Sådan kan man måske forestille sig, at Den Gamle Bys Sydhavn kommer til at tage sig ud.

Den Gamle By vender sig mod Aarhus

Med en ny hovedindgang vil Den Gamle By desuden åbne sig mod Aarhus på en helt ny måde, og tilgængeligheden for publikum vil blive markant forbedret. Dertil kommer, at en hovedindgang mod Ceres-grunden ligger tættere ved de store parkeringspladser, som allerede findes ved Scandinavian Center og som nu er på vej på Ceres-grunden. Og endelig vil det gøre Den Gamle By til en mere integreret del af Aarhus’ kulturstrøg med Musikhuset, Aros, Godsbanen og Atlas/Voxhall.

Enestående satsning på samtidshistorien

En satsning på samtidshistorien som Den Gamle Bys 2014-projekt er aldrig set tidligere, fortæller direktøren for Norsk Folkemuseum i Oslo, Olav Aaraas, som i 1986 var den første i verden, der i større stil satte samtidsdokumentationen på dagsordenen.  ”Jeg er overvældet over den udvikling, vi nu er vidne til i Den Gamle By ”, udtaler Olav Aaraas. ”Gennom den spektakulære satsning på 1974-kvarteret har museet allerede placert sig som et af de ledende i Europa på formidling av nyere tids historie. Den planlagte opbyning af en 2014-afdeling vil give museets samtidsafdeling dimensioner, som man ikke finder ved noget andet europæisk museum”.

Den Gamle By finder nye veje

Museumsdirektør Richard Evans fra Beamish, Englands førende open-air museum, siger: ”Den Gamle By finder nye veje til at udvilke et open-air museum, som også er relevant for de kommende generationer. A.P. Møller Fondens generøse donation vil sætte Den Gamle By i stand til at gennemføre Den Gamle Bys storslåede visioner”.

Måske 2014- afsnittet kan komme til at tage sig nogenlunde sådan ud?


Måske 2014- afsnittet kan komme til at tage sig nogenlunde sådan ud?

Et museum med mere fremtid end fortid

”Den største trussel for et historisk museum er at blive en institution med mere fortid end fremtid”, udtaler den tidligere præsident for Association of European Open Air Museums, professor Jan Vaessen. ”I kraft af frugtbare samarbejder og takket være generøs støtte fra A.P. Møller Fonden har Den Gamle By formået at undgå denne trussel. Og dette ekstraordinære museum vil nu være i stand til at fortsætte – ikke bare med at fortælle historie, men nu ligefrem også med at skabe historie”, mener Jan Vaessen, der i 2005 modtog den europæiske museumspris for sin udvikling af Hollands nationale open-air museum.

I Den Gamle By har vi hele tiden troet på, at vores projekt bærer fremtiden i sig. Vi er overordentlig taknemmelig for, at A.P. Møller Fonden i den grad tør hjælpe os med på den måde at agere langsigtet. Det er den mest fantastiske gave, som Den Gamle By på nogen måde kunne modtage her i 2014, hvor museet kan markere sit 100-års jubilæum.

Det område, hvor den underjordiske Aarhus Story vil åbne i 2017, vil blive bebygget og vise både 1974 og 2014.


Det område, hvor den underjordiske Aarhus Story vil åbne i 2017, vil blive bebygget og vise både 1974 og 2014.

Tidsplan

Etape 1: 2007-2015

Etape 2: 2015-2020

Støtte fra A.P. Møller Fonden

Etape 1: 161 mio. kr. til Havnegade i 1974-kvarteret.

Etape 2: 135 mio. kr. til Sønderbrogade og havn i 1974-kvarteret samt ny 2014-del og hovedindgang.