Ikke meget gik til spilde, når man i ældre tid slagtede en gås. Man spiste med stor fryd indmaden og kødet, hvis man da ikke valgte at sælge kødet for klingende mønt til byens borgere. Fedtet kunne spises, bruges som vognsmørelse eller som lægemiddel. Fjer og dun blev stoppet i dyner og puder. Vingerne blev brugt som små fejekoste til kakkelovnen og brændekomfuret. Manglede man en rangle til spædbarnet, kom man nogle ærter i luftrøret, lukkede det sammen og tørrede det. Blodet ville man typisk bruge til at lave en lækker sortsuppe med bygmelsklumper.
Springgås lavet i juledagene 1980, men traditionen i familien rækker tilbage til 1860’erne.
Også det afpillede skrog kunne bruges. Således blev brystbenet brugt til at lave et helt specielt stykke legetøj, kaldet springgåsen. Springgåsen er dannet af brystbenet af en gås. I en snoet tråd, spændt tværs over brystbenet, er anbragt en lille, flad pind. Pindens ene ende tvinges ind under brystbenet og trykkes fast i en klat beg. Herefter stiller man springgåsen på gulvet eller på bordet. På et eller andet tidspunkt vil pinden løsne sig fra begen og få springgåsen til at hoppe op i luften.
Springgåsen spiller en central rolle i et af H. C. Andersens små finurlige eventyr, Springfyrene, fra 1845. Sammen med en loppe og en græshoppe ville springgåsen konkurrere om, hvem der kunne hoppe højest. Der var mere end blot æren på spil. Vinderen ville få selveste kongedatteren!
Springgåsen, tegnet af Vilh. Pedersen til eventyret Springfyrene (visithcandersen.dk).
Springgaasen stod længe stille og betænkte sig, man troede tilsidst at den slet ikke kunde springe. “Bare den ikke har faaet ondt!” sagde Hofhunden og saa snøftede han igjen til den: rutsch! sprang den et lille skjævt Spring hen i Skjødet paa Prindsessen der sad lavt paa en Guld-Skammel. Og saa fik den Prindsessen.
“Jeg sprang dog høiest!” sagde Loppen. “Men det kan være det samme! lad hende kun have den Gaaserad med Pind og med Beeg! jeg sprang dog høiest, men der skal i denne Verden Krop til for at de kunne see Een!” Og saa gik Loppen i fremmed Krigstjeneste, hvor man siger at den blev slaaet ihjel.
Også i 1. udgaven af Peters Jul fra 1863 støder vi på dette specielle stykke legetøj. I kapitel II, Bedstemoder inviteres, finder vi de tre linjer:
Saa lover Faer da ogsaa vist –
Det gjorde han i al Fald sidst –
En ”Springgaas” mig at lave.
Allerede ved redigeringen af 2. udgaven i 1870 sløjfede forfatteren desværre disse tre linjer i verset.
Den springgås, der indleder dette lille indlæg, er fremstillet så sent som i 1980, men traditionen med at lave dette stykke legetøj kan i familien føres tilbage til 1860’erne.
Ønskeben fra en kylling.
Gåsens sammenvoksede nøgleben blev tidligere også kaldet ønskeben eller lykkeben. Når to personer tager fat i hver sin gren af det gaffelformede ben, må man ønske sig et eller andet. Den person, som fik vinkelpartiet af ønskebenet, altså størstedelen af benet, når det knækkede, ville få sit ønske opfyldt. Man skal dog være varsom med ikke at ødelægge ønskebenet, når gåsen parteres.
Der trækkes i ønskebenet (wpclipart.com).
Denne leg er omtalt i alle udgaver af Peters Jul. Her handler det dog ikke om at ønske sig noget, men vinderen modtager en belønning. Her er de tre linjer fra 1. udgave i 1863:
Vi trækker ”Gaasekrog” for Spøg,
Og tænk! en stor Klat Syltetøi
Skal den, som vinder, have.
Mangler du inspiration til et par lege i juledagene, er ideen om springgåsen og gåsekrogen hermed givet videre!
Illustration til The Wish Bone, a Ragtime Twostep by Charlotte Blake, udgivet 1909.