“Køb en Sprællemand, ti Øre kun
koster den; saa har jeg to tilbage!”
har du ej en Aftenstund
hørt de Raab fra mangen Barnemund
som en monoton, en bitter Klage?
En tidlig udgave af en julemand, der peger i retning af den katolske biskop Sankt Nikolaus, julemandens forfader.
Naar December alt var dragen ind,
og paa Julefesten alle tænkte,
saa du da ej tidt ved Lygtens Skin
Barnet staa i Vinteraftnens Vind;
Sprællemænd paa Armen hende hængte.
Som en pap- eller træfigur med bevægelige arme og ben stammer nutidens sprællemænd fra pariserforstaden Pantin, der også er sprællemandens franske navn. Her var sprællemænd omkring 1750 meget moderne, og der udkom kobberstukne ark med sprællefigurer, blandt andet en bondepige og en balletdanserinde.
Den nye litografiske trykketeknik fra kort før 1800 gav minimale priser. Regulære billedfabrikker i Tyskland trykte igennem 1800-tallet enorme mængder af kolorerede klippeark. Oplag på 50.000 eksemplarer pr. ark var ikke usædvanligt. Et ark kunne have en enkelt sprællefigur eller helt op til otte figurer.
Det mest almindelige sprællemandsmotiv var julemanden. Disse billige ark blev især købt af fattige familier, der udklippede og samlede figurerne for så at sælge dem på gaden op til jul – ganske som de fire små kursiverede vers fra bladet Husvennen fra december 1894 fortæller.
Orientalsk herre som sprællemand, i dag måske en kende upolitisk korrekt (eller hvad det nu hedder).
De fleste sprællemandsark blev trykt af tyske firmaer som Gustav Kühn (fra 1822) og Oehmigke & Riemschneider (fra 1835) i byen Neu-Ruppin i delstaten Brandenburg. Selv i dag er ordet Neu-Ruppin synonym for klippeark.
Fra 1886 udkom Alfred Jacobsens serie Danske Billeder, der nåede op på omkring 400 forskellige ark. Et andet dansk firma, som lavede mange klippeark, var Adolph Holst i Aalborg. De fleste var børneark.
Af figurer var der håndværkere og bønder, politibetjente og gadesælgere, klovner og tyrefægtere, soldater og blomstersamlere, men også afrikanere og arabere, indianere og kinesere, samt ark med vilde og tamme dyr, engle og Fanden selv. Figurerne fra Tivolis pantomimeteater udkom som sprællemandsfigur i 1890’erne. Senere kom ark med Knold og Tot, Klods-Hans, Ole Lukøje, Rip, Rap og Rup samt Rasmus Klump.
Hitler og Göring som sprællemænd, Carl Stender ca. 1945.
Allerede under den tyske revolution 1848 blev der lavet satiriske sprællemænd af politikerne. Sådan bruges sprællemandsfiguren stadig. Da Danmarks justitsminister Alberti 1908 måtte indrømme bedrageri, blev han brugt som sprællemandsfigur. Den danske nazileder Fritz Clausen kom op at hænge som sprællemand i 1944. Firmaet Carl Stender i København udsendte efter Befrielsen 1945 både Hitler og Ribbentrop, Göring og Goebbels som sprællemand. Når man trak i snoren, svingede de med benene og løftede en strakt højre arm.
Politisk satire: Jens Otto Krag, Danmarks statsminister 1962-68 og 1971-72.
Sprællemandsfiguren er et stykke legetøj, hvis oprindelse vel kan føres flere tusind år tilbage. Fra det gamle Ægypten kendes dansere af elfenben, der kunne dreje rundt ved træk i deres snore. Er det sprællemandsfigurer, kultfigurer eller hvad? Ingen ved det – og dét er logik for sprællemænd!
“Køb en Sprællemand, en blaa, en hvid”.
Disse Røster kan jeg endnu høre,
disse bange Raab i Julens Tid,
medens Sneen hvirvled kold og strid
over Tag og Torv og Gadens Døre.
Nød og elendighed taler sit tydelige sprog i denne tegning af den unge, fattige moder med sit syge barn. Tegning: Tom Petersen i Illustreret Tidende 22. december 1883.
Klædt i hullet Tøj den lille gik
Gaden op og ned foruden Hvile;
– Ser du hende, stands et Øjeblik;
hvis en Sprællemand hun afsat fik,
se da, hvor lyksalig hun vil smile!