I dag står nytårsaften for mange som den endelige afslutning på julen. Sådan har det ikke altid været. Før i tiden fortsatte julefestlighederne ind i det nye år. Der blev festet igennem. I ældre tid sluttede julen først 5. januar om aftenen, helligtrekongers aften.
Stage med tre lys. Peters Jul, udgivet 1866.
I Peters Jul hedder det om afslutningen på julen:
See, nu er da Julen strax forbi,
Det er Helligtrekongersaften!
Saa ender den rare Jul, men vi
Er glade, at vi har havt den.
Tre Lys har vi tændte, tænk engang,
For Kongerne, de som bragte
Jesusbarnet en Julepresent;
Vi veed det, for Faer har sagt det.
Her sidde vi ved det lille Bord
Og see, hvor Lysene brænde;
Naar de er slukkede, siger Moer,
At saa er Julen til Ende.
Helligtrekongerslys.
Et ægte helligtrekongerslys havde tre grene og én stamme. Hvor de tre grene forenede sig med stammen, var der ofte anbragt en lille krudtladning. Når de brændende væger nåede krudtet, eksploderede det. Lyset gik ud – og julen var slut!
Helligtrekonger i Ravenna, Basilica Sant’ Apollinare Nuovo, 526 e.v.t.
Navnet helligtrekonger viser hen til de vise mænd fra Østerland, der kom for at tilbede det nyfødte Jesus-barn. Antallet af vise mænd fremgår intetsteds i bibelen. De medbragte guld, røgelse og myrra (og ikke guld, ragelse og myrekryb, som børnehavebørn med fryd synger i dag), og derfor mente man i oldtiden, at tre gaver måtte være ensbetydende med tre mænd. Ej heller nævner bibelen, at de tre vise mænd skulle være konger. Her er der både en bibelsk og en folkelig forklaring. I Salmernes bog kapitel 72 vers 11 hedder det: Alle konger skal kaste sig ned for ham, alle folkeslag skal tjene ham. I den folkelige opfattelse kunne man ikke forestille sig, at vise mænd eller magere eller stjernetydere ville komme ud fra Østerland, nej det måtte da være konger, der kom for at tilbede kongernes konge.
I Danmarks katolske fortid havde fejringen af de hellige tre konger stor betydning. Vigtigst var et fakkeloptog ført an af præster efterfulgt af en stjernebærer med en høj stang med en påsat stjerne, mens udklædte mennesker afsluttede optoget, der endte i kirken, hvor der var både krybbespil og stjernemesse.
Et folkeligt helligtrekongers optog. Tegnet af B. Dahlerup, efter original i Dansk Folkemindesamling.
Efter reformationen i 1536 blev de katolske skikke kasseret – men ikke helt glemt. Fattige, skolebørn og studerende kunne gå syngende fra hus til hus i by og på land for at tjene en skilling.
Christen Dalsgaard: De Hellige Trekonger besøger et Jysk Bondehjem, 1862.
Med tiden udartede helligtrekonger sig til en folkelig fest, der mange steder gik aldeles over gevind. Der blev drukket og bandet og horet og uddelt øretæver, når optogets deltagere turede rundt. Det blev Kirke og Stat for meget. I 1770 kom Struensees helligdagsforordning, der med et pennestrøg fjernede både tredje juledag og helligtrekongers dag som helligdage. Begrundelsen var den simple, at disse to dage mere blev anvendt til lediggang med dertil hørende flydende og kødelige laster end til from og alvorlig gudsdyrkelse.
I vor tid er markeringen af helligtrekonger som julens afslutning så godt som forsvundet. Enkelte steder lader man det pyntede juletræ stå frem til helligtrekongers aften. Andre kender stadig til de tre lys, som nævnes i Peters Jul. Helligtrekonger er dog aldrig helt gået i glemmebogen. Selv i vor verdslige kalender anno 2014 står der Helligtrekonger ved den 6. januar.
Initialer og årstal skrevet med kridt på indgangsdøren.
I juleevangeliet nævnes de vise mænds navne slet ikke. Først langt senere fik de af kirkemænd navnene Caspar, Melchior og Balthasar. I mange katolske lande vil man, oftest i landsbyer, se bogstaverne C M B flankeret af to tal skrevet med kridt på eller over indgangsdøren. Bogstaverne viser hen til de tre vise mænds initialer, men de tre bogstaver står også for bønnen Christus Mansionem Benedicat (Kristus velsigne dette hus).