Åbner igen 10:00
Køb billet

Nu er det jul igen, nu er det jul igen, og julen varer hele året

Starten af november måned er en særlig tid for juleinspektøren i Den Gamle By. Det er nemlig tid til at pynte op til jul. For at få det hele på plads starter vi i god tid. Ja faktisk starter juleforberedelserne allerede i starten af året, når julen pakkes ned. Alting skal gåes efter og pakkes omhyggeligt ned, så det er klar til næste jul. Pynt, der skal repareres eller rengøres, tages fra, sådan så det kan ordnes i god tid før oppyntningen starter.


Julestemning i Den Gamle By

Jul med traditioner og historie – og god afstand

I 2020 har forberedelserne til julen dog set noget anderledes ud, da de medarbejdere, der plejer at arbejde med julen, blev hjemsendt fra marts til august som følge af corona-krisen. Men selvom COVID-19 fortsat præger vores hverdag og alting absolut ikke er som det plejer, så bliver julen i Den Gamle By næsten som den plejer. Vi vil fortsat fortælle alle de gode julehistorier, og vi vil fortsat give mulighed for at museets gæster kan smage på julens traditioner – som f.eks. øl, æbleskiver og bagværk og julespecialiteter fra det salte køkken – og opleve julens traditioner og historier, der binder os sammen på tværs af tid og sted.


Når alle detaljer er på plads, oser det af julestemning i Den Gamle Bys mange julepyntede hjem – som her i Huset i Havnegade.

Julealsangen, som mange gæster vil kende fra tidligere år, gennemføres med corona-retningslinierne in mente, og kommer til at hedde Jule-fællessang med inspiration fra fællessangen under nedlukningen i foråret. Jule-fællessangen foregår i anlægget to gange om eftermiddagen hver lørdag og søndag fra 21. november.

For at museets gæster kan opleve julen som de plejer, har museet indført et system til booking af billetter, så man på forhånd booker sin plads og køber billet hjemmefra. Dette gælder for alle gæster, også børn under 18 år samt årskortholdere. Det medfører,  at vi kan holde antallet af gæster på et niveau, hvor Jul i Den Gamle By bliver en god og sikker oplevelse – ganske som det plejer. Heldigvis har Den Gamle By mange kvadratmeter at sprede gæsterne og julen på, så kødannelse og trængsel kan minimeres. Billetsalget er startet på  www.dengamleby.dk

Nyt i julesamlingen

Selvom arbejdet med julen har været særligt udfordret i år, så er der alligevel blevet arbejdet med julesamlingen. Året rundt får museet henvendelser fra venlige mennesker, der tilbyder os interessante juleting, og i løbet af det seneste år, har vi endnu engang modtaget flere spændende julesager til samlingen.

 


Her starter julemanden fra Haderslev sin rejse til Den Gamle Bys magasin.

En mekanisk julemand

I december 2019 hentede museet f.eks. en mekanisk julemand, som har været en fast del af juletraditionerne i blomsterforretningen Clausen Bellis i Haderslev i mere end 25 år. Parret Birthe og Verner Dalstrup, der havde butikken fra 1977 til 2005, havde fået den gode ide at holde ”Julestue” i butikken op til jul. Her lavede blomsterdekoratørerne juledekorationer, og kunderne kunne få et glas gløgg, mens de så på julevarerne og fik inspiration til deres egen jul. Julestuerne lå typisk tæt på 1. søndag i advent, så man kunne få inspiration til adventskransen.


Blomsterdekoratørerne i Clausen Bellis med et udvalg af forretningens bud på advents- og juledekorationer samt kalenderlys ca. 1991. Fra venstre Anita, Birthe Dalstrup, Lykke og Majbritt.

Traditionen med julestuerne startede Clausen Bellis i 1978. Verner Dalstrup fortæller: ”Det var simpelthen utroligt. Der kom så mange mennesker… Dengang havde vi annonceret i det meste af Sønderjylland, og det fik folk til at komme fra Sønderborg og Aabenraa – ja, selv fra Tønder strømmede folk til.” Julen var ikke mindst på grund af julestuerne en travl tid i forretningen, og i 1998 blev der f.eks. købt fem tons ler til at lave dekorationer af. Den store succes førte til, at den mekaniske julemand blev købt i 1989. Julemanden var en større investering til hele 30.000 kr., men han var umådeligt populær og i brug indtil 2004, så han var et godt køb. Birthe Dalstrup fortæller, at det var tydeligt at se, at tiden i 2004 var løbet fra julemanden, og børnene var ikke helt så interesserede i ham længere. Det ændrer dog ikke ved, at han de første mange år var et tilløbsstykke, og han viste sig at være en god investering. Sammen med julemanden blev forretningen pyntet med guirlander på facaden og mange lys sammen med  julestuen blev en fast del af mange kunders juletradition.


Julemanden i blomsterbutikken Clausen Bellis 1993. Julemandens bevægelser er synkroniseret, så øjenbevægelser og bladren passer til oplæsningen.

Den mekaniske julemand var koblet til en bilradio, der kunne gemmes under den kurvestol, som han sad i, og på den måde kunne han ”læse” historier højt for børnene. Med tiden blev det en tradition, at børnehaver og andre børnegrupper kom på besøg og hørte historier, mens de spiste deres madpakker. Clausen Bellis indkøbte 50 små plastikstole og Verner og Birthe syntes, at det var så hyggeligt, når børnehavebørnene fra byen kom på besøg i julen.

Julenisser


Nisserne i julevinduet hos Frits Hansen Kaffe, Lille Torv 4, Aarhus, julen 1985.

To andre butiksnisser modtog Den Gamle By i september. De to nisser, der oprindeligt var ud af en nisseflok på fire, stammer fra Frits Hansens Kaffe på Lille Torv 4 i Aarhus. De blev købt til forretningen i 1920´erne eller 1930´erne og var været brugt i butikkens julepynt helt op til 1980´erne. Giver, der er barnebarn til Frits Hansen kan fra sin barndom i 1950´erne huske, at butikkens kunder hvert år spurgte hvornår nisserne kom op – og at det var et trækplaster, når nisserne stod i det julepyntede vindue.

Julepynt anno 2020

Det seneste skud på stammen er en helt ny og meget tidstypisk ting, som juleinspektøren lavede aftale om at få allerede i starten af september, nemlig en julekugle, der forestiller julemanden med mundbind. Julekuglen er importeret fra USA, og firmaet Mark og Waldorf er et af de eneste danske firmaer, der forhandler den. Marlene Waldorf kunne 7. september fortælle, at der allerede da var solgt 2000 stk.  Marlene fortæller: ”Da vi så julemanden med mundbind første gang tænkte vi at det var en sjov og sød reminder på en tid og ikke mindst et år, som vi alle husker. Uanset hvad – så har COVID-19 influeret på alles liv og hverdag, og det er der vist ingen der bare lige glemmer. Vi har rigtig mange kunder som hvert år køber et stykke julepynt/julekugle til træet, eller som køber et stykke til deres barnebarn – en sød og hyggelig tradition, som vi også selv bruger herhjemme. Der er ingen tvivl om at vi i år skal have julemanden som det ene stykke helt særlige julepynt – vi tænker slet ikke at det er trist, men blot en konstatering af, at COVID-19 er her, og det kan vi vist ikke lige lave om på.”

Mark og Waldorfs julekugle med julemanden med mundbind bliver en del af Den Gamle Bys julesamling, så den fremover kan være med til at fortælle historien om julen 2020.

At COVID-19 til en vis grad sætter dagsordenen, er ikke til at komme uden om, men i Den Gamle By vil vi gøre vores til at julen 2020 bliver helt som julen plejer, selvom der er meget, som slet ikke er som det plejer.