Selvfølgelig findes der nisser!
Oprindeligt var nissen en hedensk husgud, der nød stor velvilje, fordi han hjalp til med gårdens drift, hvor han arbejdede året rundt. Han kunne være lidt af en hidsigprop, og skulle derfor behandles med stor forsigtighed og megen respekt.
Nissen tager sig af alt forhåndenværende arbejde. Tegnet af H. C. Ley til bogen Eventyr om Nisser fra 1849.
Første historie fra Skandinavien om en nisse stammer fra år 981. På bondegården Gilja på Island boede der i en stor klippe en årmand, som han blev kaldt dengang, der gav gode råd om alt til bonden Kodran og hjalp til på gården hele året. Han blev dog fordrevet fra stedet af den kristne biskop Frederik, som sang en salme og strintede lidt helligt vand på stenen – så var årmanden væk!
Det ældst kendte billede af nisser. Fra Olaus Magnus’ Historie om de nordiske folk, 1555.
I sidste halvdel af 1700-tallet erstattede sund fornuft efterhånden folketro, overtro og vantro. Hermed svandt også respekten for gårdboen eller gårdbukken, som nissen blev kaldt den gang. Omkring 1800 var man ligefrem kommet på fornavn med ham. Man kaldte ham selvfølgelig Nis, der var et af datidens mest udbredte drengenavne.
Den første rigtige julenisse blev klippet og malet af kunstneren Constantin Hansen til julefesten 1836 i danskerkolonien i Rom. Første gang ordet julenisse optræder er i Henrik Scharlings berømte roman Ved Nytårstid i Nøddebo Præstegård fra 1862, påbegyndt i Strasbourg og færdigskrevet på en sejltur på Nilen i Ægypten. Der må være noget med sydlige himmelstrøg – og så danske nisser!
I løbet af 1800-tallet ændrede nissen personlighed og blev nu især knyttet til julen. Hans hedenske oprindelse har dog ingenlunde hindret, at han den i dag er den vigtigste figur i det kristne Danmarks fejring af Jesu fødsel.
Det lykkelige nisse-ægtepar anno 1858.
Efter i århundreder at have været ungkarl blev nissen gift omkring 1858. Senere kom der endog nissebørn til. Det hjalp alt sammen på nissens humør. Den lille, vrisne gårdbo blev til julenissen med smilerynker, røde æblekinder og venlige øjne – selvom han dog stadig ynder at lave spilopper!
Julenissen hjælper ikke længere til med gårdens drift, men bruger i dag al sin tid på at lave julegaver til artige børn. Nisserne bringer gaverne meget hurtigere frem end deres internationale konkurrent, julemanden, der jo skal rejse helt fra Grønland med gaverne. Det er altså nissernes fortjeneste, at danske børns julegaver er klar under træet allerede den 24. december efter aftensmaden, mens børnene i mange andre lande pænt må vente til næste morgen.
Nissen elsker et stort krus øl og en stor skål risengrød med smørklat i, og får han ikke, hvad han skal have, så bliver han meget knotten. Og driller man nissen, kan han blive ret så arrig – og dét er ingenlunde behageligt!
Nisser kan være ret voldelige – også mod hinanden.
Her er fire små, meget opbyggelige og ganske sandfærdige historier om nisser.
Nissen og gårdskarlen
Der var en nisse i Svegård. Da gårdskarlen en klar frostnat var ved at smøre vognen, fordi hans husbond og madmoder ville køre til Thisted og af sted før daggry, stod nissen hos ham og så på. Mens han stod der, lavede han nogle fæle grimasser med munden.
Endelig sagde nissen til karlen: Har du nogensinde set sådan en grim mund før? I det samme havde gårdskarlen dyppet smørepinden i tjærekanden, og nu jog han den i gabet på nissen med det spørgsmål: Og har du nogensinde set sådan en mundfuld tjære før?
Den spas blev dog snart hævnet. Allerede da gårdskarlen næste nat lå og sov, tog nissen ham og bar ham ud på den tilfrosne sø, og der vågnede han omsider, fordi han drømte en meget kold drøm.
Nissen og karlen og pigen
På Viumgård ved Ulfborg var en karl og en pige kærester. De lavede alskens løjer med gårdens nisse. Ja, de fandt på at stjæle hans grød, og engang ved vintertid lykkedes det endda for karlen med en snebold at skyde nissens hue af!
Endelig blev nissen gal i hovedet og ville hævne sig. Karlen og pigen havde nu for skik at trække deres linned af om natten – fordi der var så varmt, sagde de. Så lå de da en skønne morgen ude i gården ved siden af hinanden på en stige lagt tværs over brøndkarmen og var lige så splitternøgne, som da de første gang kom til verden. De lovede så fuldt og fast aldrig mere at fornærme nissen – og siden da fik han lov til at være i fred.
Hvis bare nissen får sin grød, er alt fryd og gammen. Tegnet af Vilhelm Pedersen (1820-59) som illustration til H. C. Andersens eventyr fra 1853 Nissen hos spækhøkeren.
Nissen og den uartige lillepige
Grøden til nissen var bedre end den grød, som tjenestefolkene fik. En gang, da lillepigen i Lumby syd for Odense selv havde drukket øllet og spist grøden til nissen, kom hun noget ganske andet i krus og fad. Hun satte anretningen frem til nissen, mens hun på klingende fynsk sagde: Pis i pot’ og ski’ i fa’ – det ska’ lille nisse ha’!
Det blev den lille nisse naturligvis smækfornærmet over og ville hævne sig. Men han kunne ikke få sig selv til at slå hende ihjel, da hun var alt for lille. Derfor trak nissen hende snart i håret, snart i benene – hele natten igennem, men dét blev hun ikke meget større af. Om morgenen sagde lillepigen, at hun ville hjem til sine forældre, for sådan en nat ville hun ikke igennem en gang til. Og så gik hun.
Nissen som morder
Et sted havde de en nisse, der altid sad på brønddiget. En dag, da drengen vandede kreaturerne, sad nissen der som sædvanlig. Da tog den kåde dreng et ris og gav nissen et ordentligt svirp over benene med riset, så det rigtig sved. Haha, håhå, lo nissen, det kan vel blive betalt, når du mindst venter det!
Så blev det vinter. Da hændte det sig en nat, at drengen stod op af sengen og gik ud for at tisse. Så var nissen der straks, greb drengen, og stoppede ham langt ind i foderet i laden – og først hen på foråret fandt man hans lig.
Det var kun fire små nissehistorier. De viser dog med al tydelighed, at man skal vare sig for at drille nisser!