Åbner igen 10:00
Køb billet

Lav din egen – biskop

Jeg har tidligere haft fat i både julesnaps og gløgg og ippocras i forskellige indlæg på denne blog. Nu er tiden så kommet til en biskop.

Biskop er en krydret vindrik, der, som flere andre arter af varm punch, blev overmåde populær i 1700- og 1800-tallet ved selskabelige lejligheder hos byens bedre borgerskab. Det skal for en god ordens skyld lige nævnes, at biskoppen også kan nydes afkølet.

I sin grundsubstans består en biskop blot af rødvin, pomeransskal og sukker. I stedet for pomeransskal kan man anvende appelsinskal. I sidste halvdel af 1800-tallet nævner de forskellige opskrifter ofte, at både smag og holdbarhed kan øges ved tilsætning af lidt rom til biskoppen.

At lave en biskop er ingenlunde svært. Her kommer et par gode opskrifter.

Biskop 1815

Til en flaske rødvin tager man to pomeranser. Den ene skrælles meget fint og kommes i vinen. Saften af begge presses ud i vinen, der hviler tildækket i en time. Herefter hældes vinen igennem sigte, hvorefter der tilsættes sukker efter smag. Sådan!

Denne opskrift, som Den Gamle By før har brugt, er hentet fra bogen Nye Kogebog eller Anviisning til at koge, bage, stege, indsylte, henlægge, indslagte, anrette o.s.v. af C. Jacobsen. Denne Christopher Jacobsen var kok hos greve Ahlefeldt Laurvig på Tranekær Slot.

En anden variation af opskriften anvender både appelsin og pomerans.

Biskop 1795

Til tre liter rødvin skal man bruge seks gode pomeranser, to-tre appelsiner og halvandet kilo sukker. Pomerans- og appelsinskaller rives ud over sukkeret. Pres saften ud. Hæld alt i en krukke og lad biskoppen stå tildækket et par dage. Hæld herefter på flaske.

Denne opskrift stammer fra Beate Augustine Friedels bog Nye og fuldstændige Confectyr-bog eller grundig Underviisning til selv at forfærdige alle muelige Slags Conditorievare; En Haandbog til Brug for Huusmødre, Mands- og Fruentimmer-kokke. Bogen er skrevet på tysk, men oversat til dansk i 1795.


Madam Mangor, alias Anne Marie Mangor (1781-1865)

Biskop 1876

En af de personligheder, der ofte trækkes frem, når talen er opskrifter på alt godt til bordet, er og bliver Anne Marie Mangor, bedre kendt som Madam Mangor. Her er hendes opskrift på biskop.

Til hver flaske vin bruges en halv deciliter rom, 125 gram sukker og to små pomeranser. Pres al saften af pomeranserne og si den ned over sukkeret. Hæld vinen igennem sigten. Tilsæt en halv deciliter koldt vand. Skallen af en kvart pomerans skrælles så fint, at intet af det hvide kommer med. Sæt til biskoppen. Lad den hvile tildækket et par timer, inden den hældes på flaske.

Denne version er hentet fra 20. oplag af A. M. Mangor: Kogebog for smaa Huusholdninger indeholdende Anvisning til forskellige Retters og Kagers Tillavning, med nøiagtig angiven Maal og Vægt.

Og så er der jo lige det med navnet Biskop. Ordbog over det danske Sprog er ikke i tvivl. Oprindelsen til navnet skal søges i Tyskland, og navnet Bischof forklares som en hentydning til bispedragtens violette farve.

I den katolske liturgi er farven violet et symbol på faste, omvendelse og bod, og bruges blandt andet i adventstiden.


Punchebowle formet som en bispehue. 1980. Tegnet af Claus Achton Friis

Drikken var ligefrem så yndet i 1700- og 1800-tallet, at flere danske og udenlandske fajancefabrikker fremstillede punchebowler af form som bispehuer eller biskopper til servering.


Bispebowle af fajance fremstillet omkring 1770 i Kellinghusen i Holsten

I Den Gamle Bys Kunstkammer står en herlig punchebowle, fremstillet i Kellinghusen i Holsten omkring 1770. Den 45 cm høje bowle af fajance er udformet som en siddende biskop. Dekorationerne er i violet, gult og blåt. Bowlen kan skilles ad på midten, hvor der i den hule underdel er plads til en biskopdrik.

Som man kan se, har biskoppen en bog liggende på skødet. Bogens tekst er ingenlunde uden humor. I fordanskning lyder teksten

Vi kan måske holde hele præsteskabet i live

Når bare man os ofte endnu en Biskop give

Med sin venstre pegefinger peger biskoppen ned på de meget sigende ord