Åbner igen 10:00
Køb billet

Kanel er julens krydderi

Kanel er julens krydderi nummer 1. Duften af kanel er uløseligt forbundet med den danske jul og december måneds bagværk.

Alle de krydderier, som vi flittigt anvender i vor julemad, giver ved deres duft både minder om middelalder og gammeldags kolonialhandel. Krydderier var før i tiden ikke for fattigfolk. Det var kun købstadens bedre borgerskab, der havde råd til at indkøbe de dyre, importerede krydderier. Velhavende borgere havde ofte ligefrem et krydderiskab, som kunne aflåses for at beskytte de dyre krydderier. Krydderier var statussymboler, ganske som Ferrari eller Rolex er det i dag. Jo flere krydderier i maden, jo mere velhavende var værten.


Kanel (commons.wikipedia.org)

Mange af de krydderier, som vi i dag ved juletid hyppigt gør brug af, lærte de europæiske korsfarere at kende i Det hellige land fra 1099 og et par hundrede år frem. Kendskabet til krydderierne blev bragt med hjem, og snart spredte østens dufte sig i Europa.

Kanel er et af de ældst kendte krydderier i verden, og stammer oprindeligt fra Sri Lanka og det sydlige Indien. I oldtiden bragte fønikiske og arabiske købmænd kanel med karavaner ad Silkevejen fra Asien til landene ved Middelhavet. Længe var kanels oprindelse en gåde i Europa.


Kanelbark efter høsten (thefrogblog.org)

I Det gamle og Det nye testamente omtales kanel flere gange. I 2. Mosebog kapitel 30 befaler Herren således Moses at bruge to slags kanel ved helligdommens indvielse. I Ordsprogenes Bog kapitel 7 får vi at vide, at vi skal tage os i agt for den fremmede kvinde, der med indsmigrende stemme siger jeg har stænket mit leje med myrra, aloe og kanel. Kom, lad os beruse os i elskov… For min mand er ikke hjemme. Kanel var et meget fornemt krydderi, der indgik som ingrediens i parfumer og salver. I det gamle Rom var kanel flittigt anvendt ved religiøse ceremonier. Kejser Nero brugte i år 65 e.v.t. mængder af kanel på ligbålet for sin gravide hustru Poppaea Sabina, som han egenhændigt havde sparket ihjel.

Historikeren Herodot, storleverandør af skrøner, skrev omkring 440 f.v.t. om indsamlingen af kanel (Historier, 3. bog):

de siger, at store fugle bærer de tørrede pinde, som vi har lært fra fønikerne at kalde kanel, bærer dem, siger jeg, op til reder, som er lavet af ler og sidder fast på stejle bjergsider, som mennesker ikke på nogen måde kan nå op til… Araberne har udtænkt følgende påfund: De parterer selvdøde okser og æsler og andre lastdyr i store stykker og bringer stykkerne hen til klippesiderne. Når de har lagt stykkerne ned ikke langt fra rederne, så trækker de sig lidt tilbage. Fuglene flyver ned og bringer kødstykkerne op til deres reder. Rederne kan dog ikke bære vægten af kødet, men bryder sammen og falder til jorden. Så kommer mændene frem og indsamler kanelpindene. Sådan samles kanel og sendes ud til de andre lande i verden.


Cinnamologusfuglens rede er opbygget af kanel. Reden skydes ned med slyngens blybolde. Fransk bogillustration ca. 1450. Museum Meermanno (bestiary.ca)

Andre var af den formening, at en arabisk fugl ved navn Cinnamologus byggede sin rede ved hjælp af kaneltræets frugter på tynde grene i toppen af et højt træ. Det var umuligt at klatre derop. Derfor skød man reden ned med blybolde sendt afsted med slynger. Kanel fra denne fugls rede blev regnet for den mest værdifulde af alle kanelarter. Her skal man hæfte sig ved fuglens navn. Kanel hedder på latin cinnamomum, hvoraf det engelske ord cinnamon er afledt. Det danske ord kanel stammer derimod fra det franske cannella, der betyder et lille rør; dette ord har sin rod i det latinsk ord for rør, canna.

Først i 1200-tallet blev man klar over, at kanel ret beset blot er den tørrede bark fra stedsegrønne træer, der tilhører laurbærfamilien, og som vokser i Asiens tropiske egne.


Kaneltræer i Indonesien (cassia.coop)

Der findes to typer kanel: Sri Lanka- eller Ceylonkanel og Cassiakanel. Kanel fra Sri Lanka regnes for den ægte og fineste kanel. Den fås som kanelstænger eller stødt, og egner sig både til desserter og varme retter. Cassiakanel, som kommer Kina, Vietnam og Indonesien, har en skarpere smag, og kaldes ofte kinesisk kanel. Cassiakanel er grovere i barken, mørkere i farven, har en kraftigere aroma og indeholder færre af de æteriske olier, der karakteriserer den ægte kanel. Den forhandles som barkflager eller stødt.


Kanel: Sri Lanka tv og cassia th (commons.wikipedia.org)

Kanel er tillige et godt, gammel lægemiddel, som igennem hundreder af år var officinel, hvilket vil sige, at landets apotekere var forpligtet til altid at have kanel på lager. Allerede Henrik Harpestreng (død 1244) gav udtryk for, at kanel stilner al hoste, uddriver al hæshed, styrker brystet samt lindrer hjernen, hovedet og øjnene. Kanel er både stimulerende og hjertestyrkende, feberreducerende, blodtrykssænkende og bakteriehæmmende, men modvirker tillige tarmvinde. Nyere forskning tyder endog på, at kanel kan have en positiv effekt på type II diabetes, som nok er den hurtigst voksende sygdom i den vestlige verden i dag. I sandhed et fortræffeligt krydderi!

Kanel kan sætte sindene i kog – eller nærmere: Når EU påtænker at sætte loft over bagernes og borgernes brug af kanel, kan det næsten udarte sig til et godt gammeldags bondeoprør. Skal vi danskere nu til at undvære vore elskede kanelsnegle? Hele miseren skyldes stoffet kumarin, et naturligt aromastof indeholdt primært i den billige Cassiakanel. Kumarin kan i høje doser være skadelig for lever, nyre og lunger. Cassiakanel kan indeholde imellem 700-12.000 mg kumarin pr kg, hvorimod den dyrere Sri Lanka- eller Ceylonkanel indeholder så lille en mængde af stoffet, at det ofte slet ikke kan måles.


Kanelsnegle er IKKE at sammenligne med dræbersnegle! Og hvis du vil vide, hvordan du laver en rigtig lækker kanelsnegl, så besøg blot kinna.dk, der også har leveret billedet

Under fire procentdel af befolkningen er i risikogruppen for at pådrage sig leverskader, da deres lever grundet en genvariant giver en dårligere omsætning af kumarin. Der skal dog immervæk en hel del kanel til, før kumarin kan skade kroppen.

Hele balladen skyldes reelt set kun, at den gode Sri Lanka- eller Ceylonkanel er blevet fortrængt af den langt billigere og lettere tilgængelige Cassiakanel. Problemet med kumarin kan let løses, hvis vi alle blot bruger den dyrere Sri Lanka- eller Ceylonkanel.

Den ægte kanel fra Sri Lanka er både sund og velsmagende. Køb derfor den ægte kanel – og undgå at beskadige leveren i julen!


Et træ i Botanisk Have i Aarhus oktober 2015 efter et kanelattentat. Ifølge en nutidig og aldeles forrykt tradition skal ugifte 25-års fødselarer overdænges med kanel. Kanel hører dog til på risengrød og i bagværk. BASTA!