Åbner igen 10:00
Køb billet

Forventningens brag


Forventningens brag. Kravlenisseparret er tegnet af Rene Michäelis i 1950’erne

De fleste af vore juletraditioner har deres rod i det tyske område. Der er dog undtagelser. Julemærket, juleplatten og det flettede julehjerte er således ægte danske bidrag til julens historie i ind- og udland. Den flettede halmbuk stammer oprindeligt fra Sverige, og kom her til landet som en invasiv art omkring eller kort efter 1920. Fra England har vi hentet julekalkunen, julekortet, kristtornen og misteltenen, samt de knallerter, som man af og til stadig kan finde på danske juletræer.


Knallerter fra 1980’erne

Knallerten er i al sin enkelhed blot et gerne farvestrålende rør af kraftigt papir. Indlagt i knallerten er en tynd og smal papirstrimmel, som er kemisk behandlet. Når to personer trækker i hver sin ende af strimlen, bevirker friktionen, at den kemiske blanding, altså ‘krudtladningen’, eksploderer. Som regel er eller var der i røret anbragt lidt sukkergodt, smågenstande af træ, blik eller plastik, men indholdet kunne også bestå af en bonmot.


Fra en julekonkurrence i Illustreret Familie-Journal 1925 nr. 51

Forløberen for knallerten blev udtænkt i 1847 af englænderen Thomas J. Smith, som egentligt var konfekture-sælger i Goswell Road i London. Ideen hentede han i Frankrig, hvor det var meget brugt at indpakke bonbons i papir. Han kan have været inspireret af festfyrværkeri, da han i 1861 kom på at indlægge små krudtladninger sammen med de indpakkede bonbons i et rør af papir. Opfindelsen gik under navnet Forventningens brag. Altså knallerten, som vi kender den i dag. Han fremstillede egentligt bonbons, men salget gik ikke alt for godt. Derfor fik han den ide at indlægge en bonbon i det rør, der snart blev udviklet til en ægte knallert.


Nisse til ophængning tegnet af Frederik Bramming i 1950’erne

Salget gik strygende. Der blev også fremstillet knallerter til brug ved alle andre højtider og enhver form for festivitas. Thomas J. Smith lavede specielle knallerter til for eksempel Verdensudstillingen i Paris 1900 og til den store rejse, som prins Edward af Wales (den senere Edward VIII) foretog i 1926. Firmaet ekspanderede kraftigt og eksporterede dets knallerter over det meste af verden. I 1909 blev knallert-firmaet udnævnt til Kongelig Hofleverandør som påskønnelsen af den stadige strøm af spændende knallerter, der blev leveret til det engelske hof. Thomas J. Smith overlod senere ledelsen af firmaet til sønnerne Tom, Henry og Walter, der i 1953 fusionerede med firmaet Caley Crackers og rykkede mod nordøst, til Norwich.


På Finsbury Square i London, hvor firmaet havde domicil til 1953, står der i dag det såkaldte Smiths water fountain monument. Monumentet fra 1899 er en gave til Skt. Lukas sogn fra Tom og Walter Smith (firmaet Tom Smith & Co.) til minde om deres moder Martha Smith, som døde i 1898.


Knallerter fra Daells Varehus, hovedkatalog 1931-32

Knallerten til brug på juletræet nåede også til Danmark. Man antager, at knallerten er på plads på træet kort efter år 1900. Knallerten optræder også som motiv på mange genstande med relation til julen, for eksempel postkort og kravlenisser.


Postkort tegnet af Verner Hancke i 1940’erne

 


Postkort tegnet af Vilhelm Hansen i 1950’erne