Da jeg var barn i det midtjyske i slutningen af 1950’erne, vakte det altid voldsom glæde hos gadens børn, når sodavandsmanden én gang om måneden kom kørende i sin lille lastbil op ad Jagtvej. Der stod så både fædre og mødre, omgivet af en hel hoben børn i ulige aldre, for at købe ´1 kasse blandet vand, tak!´
Squash fra Bryggeriet Godthaab i Silkeborg, der var virksom mellem 1899 og 1981, hvor fabrikken blev overtaget af De Forenede Bryggerier
Ved juletid var flaskerne altid forsynet med de herligste julebilleder med både sne og nisser og julemænd på. Julekalenderen og kalenderlyset talte deres tydelige sprog – men når nu også sodavandsmanden kom? Ja, så måtte det da snart være jul!
Citronvand tilberedt af rene frugter. Mineralvandsfabrikken Vendia var aktiv mellem 1883-1964 i Hjørring
Sodavand er ganske enkelt en kulsyreholdig, ikke-alkoholisk læskedrik. De forskellige smagsvarianter stammer fra frugtsaft eller essenser. For at skjule den lidt sure smag fra kulsyren tilsætter man sukker eller kunstige sødemidler. Ydermere blander man farvestoffer i for at få den helt rigtige kulør frem.
Winters Hindbærlimonade fra Mariager Mineralvandfabrik (1900-57). Navnet Winter henviser til ejeren Møller Kjær Winther, der købte mineralvandsfabrikken i 1950, men indstillede produktionen af sodavand i 1957
Mineralvandsfabrikker blomstrede op overalt i Danmark hen imod i slutningen af 1800-tallet. Tæt op imod år 1900 var der mere end 120 mineralvandsfabrikker spredt ud over alle egne af Danmark. Mineralvandsfabrikker, ja. De sodavandsfremstillende fabrikker bibeholdt det gamle navn mineralvandsfabrikker, idet deres ældste produktion netop var mineralvand.
Citronvand fra Bryggeriet Thordal i Skive. Bryggeriet virkede i årene mellem 1895 og 1971
Siden er antallet af mineralvandsfabrikker i Danmark styrtdykket. Konkurrencen fra udenlandske fabrikker blev for stor. I dag er der vel kun omkring et dusin danske mineralvandsfabrikker tilbage, og vistnok kun en enkelt, Mineralvandsfabrikken Frem i Ribe, der udelukkende producerer til lokalområdet.
Hindbærmineralvand, fremstillet af friske frugter, fra Morsø Bryghus (1894-1975) og Appelsinsquash fra Vejen Mineralvandsfabrik (1893-efter 1954). Hvem har kopieret hvem?
Meget hurtigt fandt de forskellige danske mineralvandsfabrikker ud af, at sodavand med forskellige juleetiketter kunne være med til at fastholde markedsandelen i lokalområdet.
Mineralvand fra Borgkilden i Viby. Oprindeligt startet som Esbjerg Bayersk- & Hvidtølsbryggeri i 1895. Herefter skiftede navnet til Esbjerg Bryghus, men bryggeriet blev i 1950 overført til Viby J og omdøbt til Borgkilden
Det kan være meget svært at datere de forskellige etiketter. For det første fordi de var i brug over en længere årrække, for det andet fordi genstande relateret til julen som hovedregel altid har et eller andet altmodisch over sig. Generelt set må etiketterne her være fra 1950’erne.
Hindbærmineralvandvand fra Breum Bryghus og Appelsinvand fra Gudenaadalens Bryggeri i Bjerringbro. Breum virkede fra 1883 til 1971 og Gudenaadalens Bryggeri fra 1940 til 1955
Det Gamle By har i museets meget store samling til belysning af julens historie i Danmark en lang række af disse forskellige juleetiketter til sodavand. Etiketterne er udelukkende fra mineralvandsfabrikker i det jyske.
Citronvand tilberedt af fineste naturlige frugter. Fredericia Mineralvandsfabrik blev grundlagt omkring 1876, og lå både i 1928 og 1958 i Kongensgade 105. Fabrikken satte ikke sit lys under en skæppe: Her er både krone og Den Kongelige Porcellainsfabriks tre bølgelinjer!
Citronvand fremstillet af naturlige frugter. Ingvard Bachs Mineralvandfabrik i Randers blev grundlagt i 1887 og lå frem til lukningen i 1969 i Vestergrave 11
Citronvand fra Raupachs Bryggeri (1850-1974) i Odder
Sportsvand fra Mineralvandsfabrikken Willy (ca. 1900- ) i Odder
A.B.C. Sportsvand fra Landkær (1896-2011) i Gudumholm og Hindbærlimonade fra Løgstør Bryggeri. Navnet Birk på etiketten til højre refererer til Knud Birk Nielsen, ejer af bryggeriet 1946-75. Samme motiv fra to forskellige mineralvandsfabrikker
Orangeade fremstillet af naturlig frugt, fineste blodappelsiner. Fra Mineralvandsfabrikken Skjold i Holstebro (1907- ), men også i Nykøbing Sjælland lå en mineralvandsfabrik med dette navn
Så er vi da tilbage ved begyndelsen: Sodavandsmanden er på gaden! Limonade fra Sct. Pauls Mineralvandsfabrik i Aarhus. Bemærk det raffinerede motiv, der gentages i de mindre rammer ‘bagud’. Fabrikken blev grundlagt i 1885