Det er i dag den 6. januar. Helligtrekongers dag. Dermed er julen slut for denne gang. Det er lidt vemodigt at sige farvel til julen, men jeg har det som Johan Krohn, der i førsteudgaven af Peters Jul i 1863 skrev: Saa ender den rare Jul, men vi er glade, at vi har havt den.
Jeg holder meget af at beskæftige mig med den danske juls historie. Der er noget fascinerende over at fundere på, hvorfor vi er, som vi er, og hvorfor vi gør, som vi gør.
En stor og varm tak til alle jer, der har været en tur forbi bloggen for at se og/eller læse de forskellige indlæg. Og tak for kommentarerne!
Ligeledes skal der herfra lyde en stor og helhjertet tak til de tusinder af gæster, der siden åbningen af julen 16. november 2013 har besøgt Den Gamle By for at se både den traditionsrige julekavalkade Den danske juls historie 1625-1974 og årets store jule-særudstilling i Julehuset. Tak til jer alle!
2014 byder på store udfordringer. Nye spændende projekter, hvoraf kun et fåtal har det fjerneste med julen at gøre, venter forude. Alligevel tror jeg, at jeg næppe kan holde min jule-pen i ro. Sandsynligvis vender jeg tilbage med et indlæg i ny og næ. Der er stadig mange aspekter ved den danske jul, der fortjener et ord eller to med på vejen.
Overskriften på dette sidste indlæg burde således nok ikke have været Farvel og tak!, men snarere…
På gensyn!