2. februar. Det er kyndelmisse.
De få danskere, der kender ordet kyndelmisse, forbinder det vist mest med et par linier i en sang, som de lærte i skolen engang for alt for længe siden:
Det er hvidt herude,
kyndelmisse slår sin knude.
Det er hvidt herude…
Linjerne er fra Steen Steensen Blichers digt Trækfuglene fra 1838, som Thomas Laub satte musik til i 1914.
Kyndelmisse, som kirkeligt set kaldes for Mariæ renselsesdag, markerer, at der er gået 40 dage siden jul. Det er en mindefest for Jesusbarnets fremstilling i templet 40 dage efter hans fødsel. Ifølge Det gamle testamente (3. Mosebog, kapitel 12) var en kvinde uren 40 dage efter en drengs fødsel, 80 dage efter en piges. Når denne tid var vel overstået, da skulle hun i Templet ofre et lam og en due – eller hvis hun var fattig, et par duer -, hvorefter hun af præsten blev erklæret for ren. Den nybagte moder blev med andre ord udelukket i hele 40 eller 80 dage fra det kirkelige fællesskab på grund af noget så naturligt som en fødsel.
Barthélemy Parrocel (1595-1660): Fremvisningen i templet. På gulvet står et fuglebur med to duer, hvilket signalerer fattigdom. Intet i personernes påklædning antyder dog dette! Musée du Pays Brignolais (wikipedia.commons)
Nu skulle man så tro, at denne regel blev sløjfet i 1536 med reformationens indførelse i Danmark, men det var ingenlunde så. Først en kirkeforordning i 1754 ændrede dette. Det er dog svært at skille sig af med indgroede vaner, og helt op imod 1900-tallet blev nybagte mødre af præsten budt velkommen tilbage til kirken.
Lysene indvies. Fra Olaus Magnus’ Historie om de nordiske folk, 1555
Kyndelmisse er en katolsk lys- eller kærtefest, hvor de lys, der skal bruges i hjem og kirke de næste år, indvies. I hjemmet blev lysene brugt for eksempel ved barsel eller alvorlig sygdom. Kirkens lys er et sindbillede på Frelseren, Verdens Lys. Den katolske fest kan spores tilbage til 500-tallet.
Kyndelmisse er sammensat af kyndel, et oldnordisk ord afledt af det latinske ord candela, der betyder lys, og misse, en fordanskning af det latinske ord missa for messe eller gudstjeneste. Kyndelmisse betyder altså ordret ‘gudstjeneste for lys’.
Kyndelmisses mange lys
Som så mange katolske helligdage har også kyndelmisse rødder i en folkelig tradition. Den 2. februar er fra gammel tid blevet opfattet som årets koldeste dag. Det er Midvinter. Kyndelmisse ligger midt imellem 1. november (første vinterdag) og 1. maj (første forårsdag).
Mange folkelige traditioner var knyttet til kyndelmisse. Frugttræer skulle piskes med ris for at sikre en god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre sult. Når de tre af vinterens seks måneder var gået, skulle bonden helst have halvdelen af sit vinterfoder tilbage; denne tradition nævnes allerede af Henrik Gerner i 1670.
Det var forbudt at lade rokken gå eller at spinde kyndelmisseaften. I Verninge ved Odense så nogle engang ned på dette regelsæt og spandt lystigt løs, men så viste en kvindeskikkelse sig for de formastelige syndere. Kvinden rakte en gloende hånd frem imod dem, mens hun sagde:
Her ser I, hvad jeg i Helvede vandt,
Fordi jeg Kyndelmisseaften spandt.
Som mærkedag for midvinteren var det yndet at tage varsler af vejret på kyndelmissedag: Hvis det blæser så meget på denne dag, at atten kællinger ikke kan holde den nittende ved jorden, så er foråret snart på vej. Et andet udsagn: Lige så lang tid lærken synger før kyndelmisse, lige så længe skal hun græde efter voldermisse (1.maj).
Mad og højtid hører for os uløseligt sammen. Måltidet var en vigtig del af den folkelige kyndelmissetradition. Der blev afholdt kjørmesgilde, et sammenskudsgilde, hvor man spiste en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin, eller stuvet hvidkål med flæsk, sylte og pølse.
Pandekager til kyndelmisse
Kyndelmisses pandekager, til sikring af en god byghøst, er en fynsk specialitet, der herfra spredte sig til resten af landet.
Ligesom ved andre mærkedage var der også ideer om, hvilke spiser der med fordel skulle nydes til kyndelmisse. Nogle mente, at flæsk stoppede rygsmerter. Andre, at resterne af julebrødet modvirkede såvel hovedpine som hugormebid.
Kært barn har mange navne. Kyndelmissedag er også blevet kaldt kertemessedag, kærmessedag og kjørmesdag. Udtrykket kjørmesdag kender vi fra Jeppe Aakjærs digt Sneflokke kommer vrimlende, som netop slutter med og nu kom kjørmes-knud. Både Jeppe Aakjærs kjørmes-knud og Steen Steensens Blichers kyndelmisse-knude betegner sne og frost.
Struensee er siden oktober 1770 blevet holdt ansvarlig for halveringen af vore helligdage. Halvandet år efter helligdagsreformen blev han selv halveret
Christian VII’s personlige rådgiver Johann Friedrich Struensee er blevet beskyldt for mangt og meget i tidens løb, således også den største reform af den danske festkalender, som nogensinde har fundet sted. Reformen blev udtænkt i danske Kancelli, og Struensees rolle var derfor minimal: Han accepterede reformen, og han fik kongen til at underskrive den.
10 af årets 22 helligdage blev afskaffet: Helligtrekongersdag (6/1), kyndelmisse-Mariæ renselsesdag (2/2), tredje påskedag, tredje pinsedag, Sankt Hansdag (24/6), Mariæ Besøgelsesdag (2/7), Mikkelsdag (29/9), Allehelgensdag (1/11), Mortensdag (11/11) og tredje juledag (27/12). Ydermere blev to helligdage henlagt til søndage: Mariæ bebudelsesdag (25/3, flyttet til 5. søndag i fasten) og Taksigelsesdagen for afslutningen på Københavns brand i 1728 (flyttet til søndag efter den 23. oktober).
Hvorfor foretog man dog en sådan massakre på de danske helligdage? Det fremgår med al ønskelig tydelighed af lovteksten: ere deslige Dage dog meere blevne anvendte til Lediggang, og andre deraf flydende Laster, end til en sand og alvorlig Guds Dyrkelse. Med andre ord: Vi danskere brugte helligdagene mere til druk og hor end til from andagt og bøn.
Den moderne kyndelmisse
Selv om kyndelmisse blev afskaffet som officiel helligdag herhjemme i 1770, markerer flere og flere kirker alligevel dagen – enten 2. februar, aftenen før eller søndagen efter. Man holder gudstjeneste som en lysfest for den Kristus, der sagde Jeg er verdens lys, den som følger mig skal ikke vandre i mørke.
hvidt forneden, hvidt foroven
Med kyndelmisse er halvdelen af vinteren gået, og nu venter vi alle på foråret! Det gjorde Steen Steensen Blicher vist også. I sidste vers skriver han nemlig det, som de fleste af os savner såre meget, mens vi døjer med vinterens kulde og frost:
Inderlig jeg længes,
efter Vaar, men Vint’ren strænges;
atter Vinden om til Nord!
Kom, Sydvest, som Frosten tvinger,
kom med dine Taagevinger!
kom og løs den bundne Jord!
kom og løs den bundne Jord!