Åbner igen 10:00
Køb billet

Da Elisabeth greb blyant og vandfarver

For at udbygge Den Gamle Bys samlinger til belysning af julens historie i Danmark blev der i efteråret 2006 i dagspressen indledt en indsamlingskampagne af julekalendere til museet. Resultatet var ganske overvældende. Siden november 2006 har museet modtaget mere end 500 julekalendere fra 1930 og frem. Heldigvis bliver museet stadig betænkt med julekalendere, der jo unægtelig er en af julens faste traditioner og, nå ja, så absolut et af mine favoritemner.

En dag sent i november 2006 blev jeg kontaktet af Elisabeth, en af Den Gamle Bys frivillige. Hun ville gerne donere en aldeles ubrugt kalender til museet. Jeg tog med største glæde imod kalenderen, der ses herunder.

Ubrugt reklamejulekalender udleveret af Andelsmejeriet Hjedding

Som det tydeligt fremgår af julekalenderen, er der tale om en reklamekalender. I 1950’erne opdagede forretningsverdenen for alvor reklameværdien af at uddele gratis julekalendere til dens kunder. Reklamekalenderne havde deres højtid i 1950’erne og i 1960’erne, men fænomenet lever videre i bedste velgående.

Kalenderen her er udleveret af Andelsmejeriet Hjedding i Ølgod til mejeriets kunder ved juletid. Andelsmejeriet Hjedding er ingenlunde ukendt. Det var det første andelsmejeri i verden, oprettet allerede i 1882. Mejeriet eksisterer stadig, men har siden 1948 fungeret som mejerimuseum. Mejeriet syner i dag ikke af meget, men det skal man ikke lade sig narre af. Det er ganske enkelt den danske andelsbevægelses vugge, vi har her. Kulturstyrelsen udpegede det i 2006 som et nationalt industriminde.

Hele motivet emmer af jul. I sin stribede luftballon svæver julemanden, assisteret af to små hjælpenisser, ved nattetide hen over et sneklædt landskab. Luftballonen er pænt udsmykket med både granguirlande og glaskugler. Mon ikke julemanden påtænker at lande midt i den lille landsby for at aflevere både sækken med julepost og de mange indpakkede gaver? Eller vil man blot lade julepost og gaver falde ned i den bløde sne? I landsbyen venter forventningsfulde nisser spændt.

En fin kalender, ganske ubrugt og aldeles velbevaret!

Elisabeth havde dog mere at skænke til museet. Hun ville også gerne aflevere en blyantstegning optegnet med sort tusch og koloreret med vandfarver. Jeg blev meget overrasket, da det viste sig at være selveste udkastet til julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding!

Udkast fra 1955 til reklamekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding

Historien bag selve julekalenderen er, at Elisabeths fader var ansat som driftsleder på Aarhuus Bogtrykkerie, der fremstillede en del reklamejulekalendere. I 1955, da Elisabeth var 12 år gammel, spurgte hendes fader, om hun da ikke havde lyst til at tegne et udkast til en julekalender. Med blyant og vandfarver lavede Elisabeth så denne tegning med de fire nisser med julepost og juletræ i en luftballon over et sneklædt landskab. Ovalen på selve ballonen er til anbringelse af den relevante virksomheds navn.

Selvom den professionelle tegner, hvis utydelige signatur anes i nederste højre hjørne på julekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding, har ændret noget på Elisabeths udkast, er ligheden alligevel åbenbar! Formatet er også blev ændret lidt. Udkastet måler 20,8 x 27,8 cm, hvor den trykte julekalender er 16,7 x 23,5 cm.

Ikke nok med at man her har en aldeles ubrugt julekalender fra en spændende lokalitet (Andelsmejeriet Hjedding). Vi kender nu også såvel trykkeriet (Aarhuus Bogtrykkerie) som årstallet (1955) for kalenderens fremkomst.

Otte år senere blev jeg mindet om både reklamejulekalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding og udkastet til den. I begyndelsen af juli måned 2014 kom endnu en frivillig i Den Gamle By, Ole, forbi. Han ville gerne donere en lille samling julekalendere til julesamlingen. Stor var min overraskelse, da en af kalenderen var ganske identisk med kalenderen fra Andelsmejeriet Hjedding – dog med en enkelt, vigtig undtagelse!

Også Aarhus Brændsels Compagni A/S udleverede reklamejulekalendere til dets kunder

Denne kalender, hvor alle låger har været åbnet, var forsynet med et andet navn i ovalen på ballonen. Julekalenderen var udleveret af Aarhus Brændsels Compagni A/S som reklame! Ikke nok med at vi har et udkast til en dansk julekalender bevaret. Vi kan tilmed nu endeligt dokumentere og én gang for alle slå fast, at vidt forskellige virksomheder gjorde brug af en og samme julekalender i deres reklamefremstød.

Og, for nu at sige det på ægte jysk: Det er ikke så ringe endda!