Et af Danmarks meget få originale bidrag til den internationale juls historie er begrebet juleplatter.
Porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl, grundlagt april 1853 i København, fremstillede i 1895 verdens første juleplatte. Juleplatten blev kun produceret i 400 eksemplarer, hvorefter formene blev destrueret. Platten er i dag særdeles sjælden. Firmaets juleplatter er verdens mest berømte serie inden for dette specielle område. Platterne har lige siden starten i 1895 været betragtet som yndede samleobjekter verden over.
Ideen til den første juleplatte blev fostret af Harald Bing, der i 1885 havde overtaget porcelænsfabrikken som eneejer. Hvor fik han ideen til denne første juleplatte fra? Ingen ved det med sikkerhed i dag. En teori er, at den havde sin rod i de små skåle eller platter med lidt godter eller småkager, frugter eller nødder, som herskabet ved juletid uddelte til tyendet. Efter brug anvendte nogle tjenestefolk så skålen eller platten som pynt på kommoden eller på væggen. En anden teori går ud på, at juleplatten var inspireret af de lejlighedsplatter, som Den kongelige Porcelainsfabrik som den første fabrik udsendte allerede i 1888 i forbindelse med den store nordiske udstilling i København.
Den svenske maler Frans August Hallin, der i 1895 blev udnævnt til kunstnerisk leder af Bing & Grøndahl, fik til opgave at skabe verdens første juleplatte. Hallin var født 1865 i Sverige, men flyttede i en alder af 20 år til København.
Hallin valgte som motiv den københavnske silhuet med byens mange tårne under en stjernebestrøet nattehimmel. Det har været fremme, at motivet kunne hænge sammen med den 30-årige Hallins ungdom, som han skulle have tilbragt i Frederiksberg Slotshave, ganske nær porcelænsfabrikken i Vesterbrogade. Den københavnske skyline er netop set herfra og mod øst. Det meste af platten er dækket af isblomster, og titlen på platten Bag den frosne rude er da også valgt med omhu. Øverst står JULE=AFTEN 1895. Plattens diameter er 17,4 cm.
På bagsiden er det stempel, som porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl brugte i årene 1895-97:
Danish China Works
COPENHAGEN
B. & G.
798.
Alle Bing & Grøndahls juleplatter er skåret i lavt relief og hånddekoreret med børstet koboltblå, der giver de mange fine nuancer under glasuren. Motiverne er både meget danske og meget konventionelle. Man kommer uvilkårligt til at tænke på Peter Fabers julesang Sikken voldsom Trængsel og Alarm fra 1847, hvor det i sangens sidste vers netop hedder Rør blot ikke ved min gamle Jul.
Det var ikke den eneste juleplatte, som Frans August Hallin modellerede for Bing & Grøndahl. Også juleplatterne 1896 og 1897 var han ansvarlig for.
Takket være en velvillig bevilling fra C.A.C. Fonden er det i år lykkedes at få Den Gamle Bys samling af Bing & Grøndahls juleplatter gjort komplet. Den nyindkøbte juleplatte fra 1895 vil hele julesæsonen igennem være at se i Den Gamle Bys nye julemuseum.
Der er flere oplysninger om juleplatterne fra Bing & Grøndahl på juleblokken 20. november 2014.
Den første juleplatte i verden blev som nævnt fremstillet i 1895. Samme år udsendte Bing & Grøndahl i øvrigt det stel, der i 1950’erne ofte blev omtalt som Danmarks nationalstel, nemlig Mågestellet, da det stod på bordet i rundt regnet 10 % af alle danske hjem – men dét er selvfølgelig en helt anden historie!