Vinterhårdføre lavendler i Frk. Wahlstrøms have.
Her i Den Gamle By har vinteren endnu ikke sluppet sit tag, og i haverne binder frosten stadig jorden. Men under alt det hvide ved vi, at noget andet hvidt venter.
Den har været fremme, men er blevet snedækket et par gange. Ja, vi taler om forårsbebuderen, som vi alle kender, Galanthus nivalis – Vintergækken.
Vintergækker Galanthus nivalis i Købmandsgårdens prydhave.
Med vintergækken begynder de første spæde forårsfornemmelser så småt at melde sig. Sådan var det også i gamle dage, hvor de unge lagde en vintergæk i de gækkebreve, som de sendte til hinanden. Kunne modtageren ikke gætte, hvem der havde sendt brevet, kunne gevinsten være et kys. Traditionen med gækkebreve er noget helt specielt for Danmark. Men det er nok kun de lidt ældre, der husker traditionen med at lægge en lille vintergæk ved gækkebrevet, men mange kender nok det lille vers:
” En vintergæk en sommernar
en fugl foruden vinger
en lille ven som fik dig kær
en kærlig hilsen bringer “
I helt gamle dage hed vintergækken bl.a. kyndelmisselilje. Først i 1800-tallet dukkernavnet vintergæk op, hvor det konkurrerer bl.a. med navnet sommergæk, som stammer fra H.C. Andersens fortælling “Sommergækken” fra 1866. Her beskrives gækken som følgende “med hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk”, som solstrålerne får til at åbne sig helt, så “den stod i hvid Kjortel med grønne Bånd og priste Sommer”.
Men som bekendt blev det navnet vintergæk, der løb af med sejren.